Af

29. marts 2014

Fejlslutninger og mangel på saglighed

Christian Otholm kommenterer artiklen  'En historie om fortælleteater':

Inden jeg blander mig i diskussionen om refusionsudvalgets beslutning ang. scenekunst og fortællingen, føler jeg, at det er nødvendigt at pointere, at jeg er ansat som kommunikationsmedarbejder på BestTellers Scene, som Kasper Sørensen er ejer af. Jeg er derfor naturligvis disponeret til at være enig med Kasper.

På trods af dette er årsagen til min enighed er ikke kun min relation, men mere en faglig forargelse. Udover at arbejde for Kasper, er jeg også ved at afslutte min uddannelse i kommunikation og filosofi. Det er min filosofiske side, der krummer tæer lidt over argumenterne, som refusionsformanden har fremlagt, bl.a. om gråzoner, ekspertbeslutninger og minimalisme.

Jeg er ikke kvalificeret til at diskutere kvaliteten af hans stykke, delvis fordi jeg ikke har set det, og delvis fordi mine kernekompetencer ikke er i teaterkunst eller lignende; det har refusionsudvalget desuden også selv taget stilling til. Argumentationsteori, logik og kategorisering derimod er min boldgade som fremtidig cand. mag. i filosofi.

Og det er her, jeg synes, at det for alvor halter. Argumentationen er præget af fejlslutninger, skift i logiksystemer og en overordnet mangel på saglighed.

Definitionen på ’kvalificeret vurdering’ er, at man kvalificerer sin vurdering. Som det er udlagt i artiklen er det svært for mig at have tillid til de kvalificeringer.

At sige at det er en gråzone, uden at give belægget for, hvorfor det er en gråzone, er usagligt. Specielt når de konkrete eksempler i artiklen og kriterierne på kunst.dk(heriblandt overvejelser ang. sceniske færdigheder, idé og kunstnerisk intention, dramaturgi osv.) i Frimann Hansens egne ord er blevet tilfredsstillet og derfor modsiger den konklusion, som de er præmisser for.

Det er ikke tydeligt for mig, hvad der menes med gråzone, hvis kriterierne er blevet fyldestgjort. Det peger også på det mere overordnede problem, at ’gråzone’ som argument er dybt problematisk, fordi noget i gråzonen både kan defineres som scenekunst og ikke-scenekunst. Det er en påstand, ikke et argument. Hvis man ønsker at have belæg i sit argument er man nødsaget til at forklare, hvorfor noget, der falder inden for en gråzone, godt kan få refusion, og hvorfor noget andet i selv samme gråzone ikke kan. Hvordan man gør det, afhænger dog af, hvordan man forholder sig til kategorisering.

Som Frimann Hansen citeres for senere i artiklen: "Enten er det scenekunst eller også er det noget andet." Det peger på en klassisk logik-tilgang i kontrast til den fuzzy logics-tilgang, som ’gråzone’ peger på. Det er vagt, usagligt og, i værste tilfælde, selvmodsigende. Hvis det ses som en gråzone, er man pålagt at undersøge om, der er tale om et godt eller et dårligt eksempel på scenekunst. Og her opstår der problemer, hvis de begrundelser, der udelukker ”Delt barn” også kan bruges om andre, refusionsgodkendte eller alment accepterede, eksempler på teater, såsom enmandsteater, monologer, minimalistisk sceneopsætning osv.

Hvis det derimod menes, at vurderingen bygger eksperternes udsagn, og eksperternes udsagn kun kvalificeres igennem deres status som eksperter, ender det i en fejlslutning. Det er cirkulær logik, at eksperter siger sandhed, og det er sandheden, fordi eksperterne siger det. Eksperters værdi ligger netop i, at de kan formulere og begrunde deres holdninger. Derefter kan man tage stilling til de egentlige argumenter og ikke, hvorvidt personen, der udtrykker dem, er troværdige. Og som de bliver fremlagt i artiklen, er modargumenterne mod at definere ”Delt barn” som ikke-scenekunst ufunderet.

Jeg forstår heller ikke det brede gatekeeper-princip, som Frimann Hansen fremlægger, når han citeres for at sige: ”Vi har altid haft teknisk lette og teknisk vanskelige forestillinger, og det er især de sidste, hvor refusionsordningen, efter min opfattelse, har sin fornemste rolle.”

Det slår mig som at falde uden for refusionsudvalgets område, hvis de også skal, simultant med deres vurdering af kvalitet og kategori, vurdere hvorvidt enkelte forestillinger medvirker til at skade mangfoldigheden i scenekunsten. Der bør være alsidige og mangfoldige forestillinger, som bør tilbydes til børnene, men jeg kan ikke se, hvordan det er refusionsudvalgets opgave at bestemme hvilke muligheder, der skal tilbydes, når de både tilfredsstiller kvalitetskravet og kriterierne på scenekunst, som refusionsudvalget selv har fremlagt.

Det synes også noget irrelevant, hvis ”I Helsingør (og mange andre steder) er det sjældent, at en forestilling fravælges, fordi den er teknisk tung”.

Det er ikke tydeligt for mig, hvordan problemet i også at refusionsgodkende små forestillinger på nogen måde skulle være en trussel mod de dyrere forestillinger.

Christian Otholm er kommunikationsmedarbejder på BestTellers Scene

Flere debatindlæg

Seneste debatindlæg

Seneste debatindlæg