Nej, kejseren har slet ikke noget tøj på i opsætningen af i ’Kejserens nye klæder’ på Aalborg Teater. I hvert fald kun et nøgenkostume af stof med dinglende påsyninger, der får ungerne til at fnise.
Så langt, så godt i denne familieforestilling, der er rettet mod børn fra 5 år og op. Til gengæld er det korte eventyr af H.C. Andersen blevet peppet så voldsomt op, at det virker helt krampagtigt.
Visuelt er ’Kejserens nye klæder’ dog overdådigt flot med klare farver fra hele paletten, sådan som mange scenografer tydeligvis synes er det vildeste i disse år: Turkis og jordbærrød, solgul og bordeaux, petroleumsblå og appelsinorange… Farverne er så skarpe, at de næsten svier i øjnene. Kostumerne er unisex-kjoler med kæmpe skørter og pufærmer, og kostumerne fuldendes af fantasifulde hatte med strittende antenner oven over vanvittige parykker.
Og scenografen Christian Albrechtsen har tilsyneladende også fået frie hænder til at lege med hele scenerummet, så sidestykkerne lyser påskeliljegule, baggrunden er blålilla, og i midten er der en trappe i hotteste pink.
Lysdesignet af Kasper Daugbjerg supplerer fint denne farveverden, og farvelyset kulminerer endda i blinkende stroboskoplys, så alt sitrer, mens lyddesignet af Mads Stagis og Daniel Fogh er lige så hårdtpumpet som på et diskotek. Det afvikles med tilsvarende volumen, så mange af børnene sidder med hænderne for ørerne, mens de stirrer op på scenens underlige verden af voksne i udklædning…
Hampus Hallberg har desuden komponeret noget ret flagrende musik, som bruges til et par sange til kejseren. Men musikken får ikke synderlig gennemslagskraft.
Svære ord
Instruktøren Viktor Tjerneld har selv dramatiseret H.C. Andersens eventyr, der sjældent opføres som teater, velsagtens fordi den fire sider korte tekst ikke er synderligt oplagt til scenisk fortolkning. Teksten har derfor måttet indføre tre ministre rundt om kejseren for overhovedet at gøre eventyret til et drama – og for at sætte liv i historien om de to svindlere, der påstår, at de væver noget stof, der er usynligt for dem, der ikke er gode nok til deres arbejde.
Men ak. Dialogen er så voksenironisk og fyldt med svære ord, at det virker bizart, at Aalborg Teater tilsyneladende slet ikke har bearbejdet denne co-produktion, der fik premiere på Malmø Stadsteater sidste år, inden den nu er blevet opsat Aalborg Teater.
Den svenske tekst er i hvert fald bare oversat, sikkert glimrende og loyalt af Peter Weiss, men tilsyneladende ikke bearbejdet til det danske børnepublikum. Den svenskfødte Viktor Tjerneld må desuden have påvirket de danske skuespillere sprogligt under prøverne. De kaster i hvert fald en masse svenske ord ind i replikkerne, sådan bare for sjov. Men det gør altså ikke replikkerne lettere for de nordjyske børn…
Selvoptaget kejser
Dramatiseringen er i det hele taget rettet mod til de store børn og teenagerne. Tekstens mange indlagte engelske udtryk og svære fremmedord går i hvert fald hen over hovedet på de mindre børn. Desuden vrimler det med politikerparodier og pointer fra tidens debatter om alt lige fra miljø til mode. Bare navnene på rollefigurerne er utilgængelige for målgruppen: Titler som ’Æstetikministeren’, ’Flexibilitetsministeren’ og ’Retorikministeren’ vækker altså ikke genklang for børn i 0. klasse…
Spillerne er dog veloplagte og forsøger at kommunikere klart til børnene – og ser dem direkte i øjnene. Patrick A. Hansen spiller en sjov og klynkende selvoptaget kejser i sine bizarre kostumer og sine underskønne, højhælede sko i sort lak.
Han spiller så gennemført irriterende, at børnene netop godt kan se, at han er urimelig. Og han stiller sig i skægge positurer, når han spejler sig og kræver at få sat sin krave bare en lillebitte smule anderledes igen og igen. Patrick A. Hansen tillader sig også at bruge sin krop på en herligt ikke-kønnet måde, hvor det maskuline og det feminine flettes – som en fin ekstrapointe til eventyrets magthistorie.
Saks klipper i luften
Alexander Clement spiller sjovt den første minister, der skal besøge væverne og se det nyvævede stof – altså det stof, som er usynligt, fordi det slet ikke findes. Hans angst for at indrømme, at han ikke kan se stoffet, er virkelig grinagtigt spillet.
Og hans præstation bliver dobbelt sjov, da det er næste ministers tur til at tjekke det ikke-eksisterende stof. Ikke mindst fordi Camilla Gjelstrup spiller så begavet og snu, når hun elegant prøver at undgå at indrømme, at hun ikke kan se stoffet…
Og Clara Josephine Manley pisker rundt i gult outfit som en tredje minister, mens hun prøver at gøre kejseren tilfreds med blide øjne og groteske planer.
Den eneste, der er nede på jorden, er kejserens ’stylist’, som hun kaldes. Kathrine Høj Andersen spiller denne opportunistiske figur med humor og jordnærhed – og med komisk panik, når hun bliver fyret af kejseren til fordel for de to løgnagtige vævere, som Marta Holm Peschcke-Køedt og Ulrik Windfeldt-Schmidt spiller brutalt og sjovt med kantede bevægelser, som om de var computerspilsfigurer i et farverigt cyberspace.
Særligt deres leg med en saks, der klipper i det usynlige stof, er virkelig vellykket. Koreografien af Melker Sörensen er dog begrænset til almindelige bevægelser med arme over hovedet og vejrmøller og den slags.
Men forestillingen slutter sjovt. Skuespillerne inddrager nemlig børnene og får dem til at råbe den afgørende sætning – både op til kejseren og til en selvopfundet kejserinde, der velsagtens er inddraget i forestillingen i ligestillingens hellige navn.
’De har ikke noget på!’ råber børnene i hvert fald op til herskerne. Og nej, det har de vitterlig ikke.
’Kejserens nye klæder’ er en fejende flot forestilling. Det er også en sjov forestilling. Bare ikke for fem-årige.
