Ludvig Holberg anmelder Refusionsudvalgets dialogmøde ”Giv dialogen kraft” på Festival 2011 i Randers tirsdag 5. april 2011:
Dengang jeg skrev mine komedier i 1720-erne skulle jeg altid aflevere dem til Kongens censor for at få lov til at opføre dem. Så jeg ilede til Randers, da jeg i min sarkofag i Klosterkirken i Sorø hørte, at censuren var kommet på mode igen.
Dér sad de, statscensorerne, med Louise Skolemester i midten, formand af gavn og med Erasmus Montanus i maven, omgivet af dirigenten Jesper Ridefoged med kæp i hånden og Methe Snurretop, formand af navn med elastik i munden.
Rundt om sad børneteatrets arbejdsheste og et par batikklædte springheste. I et hjørne sad en hestebremse forklædt som Oldfux.
Methe Snurretop erklærede børneteatermiljøet sin kærlighed og forsikrede, at de sad i udvalget for at passe på, at teater for børn ikke blev ødelagt af dårlig kvalitet.
Louise Skolemester svang en ønskekvist fra Institut for Dramaturgi, Århus Universitet, en akademisk manual, der er nem at lære, og som består af tre simple nøgler til bedømmelse af børneteatrets kvalitet: Kunnen. Skullen. Villen. Med slagordene Kunstnerisk Nødvendighed havde hun solgt den til udvalgets fire andre ikke-akademiske medlemmer. Nogle halmstrå som statsmagten ikke selv havde vævet ind i forholdsordren om censurens udøvelse.
”Af egen Erfarenhed har jeg lært, at det som akademiske Censorer udsætter just er Sjælen i en Komedie”. Så jeg spidsede ører.
På dialogen forstod jeg, at Staten nu om dage betaler børnene for at komme i teatret. Og at det har den virkning, at komedieskrivere og aktørs ikke behøver at tænke så meget på publikum. Det skulle være godt for kvaliteten. Underligt at høre. Dengang anså vi altid publikum for den vigtigste halvdel af en forestilling.
Men ganske rigtigt, det interesserede ikke statscensorerne. Når de bedømte en forestilling, mærkede de kun sig selv, ænsede ikke børnenes reaktioner. De brugte ikke deres intellekt, de lyttede kun til deres egen mave og eget hjerte. Det havde Methe Snurretop selv sagt til Oldfux. Det stod til troende. For det kunne man selv få at høre på det bånd, han havde optaget af den samtale, de havde haft, da hun begrundede udvalgets censur.
Det måtte være en Århus-historie, tænkte jeg. Men den var god nok. Det viste sig, at Oldfux havde lavet en forestilling om menneskets forplantning, der hed ”Far, Mor Får Børn” for 6 – 10 årige. Tilfældigvis havde jeg set den og fundet den helt efter min smag. Med masser af humor, anarki og publikumstæft. Og med evnen til ”at oplyse og fornøje”. Børnene, jeg sad sammen med, var både betagede, tryllebundne og ellevilde. ”En god Komedieskriver må ikke gøre sig til Slave af Regler, at han derved forkaster en prægtig Historie og den bekvemmeste Materie til et Skuespil”, kom jeg ihu, at jeg dengang skrev i en af min Epistler.
Men statscensorerne havde dømt den FORBUDT FOR BØRN og nægtet den refusion. Blandt meget andet vrøvl med den begrundelse, at man ikke skal bilde små børn ind, at hvis en tissekone nærmer sig, så rejser tissemanden sig. Og man skal heller ikke illustrere det ved hjælp en klaphat. For sådan en er ikke en tissemand. Det er en fejlagtig oplysning, en faktuel fejl. Den slags skal man ikke gøre mod børn.
Gradvis gik det op for mig, at censorerne med Louise Skolemester i spidsen havde gemt deres bevidste uvidenhed under figenblade. De lå som redt og havde hengivet sig – ikke til kunstbedømmelse – men til den mest selvforførende af alle lyster: Magtbrynde.
Methe Snurretops afsløring af udvalgets sande hensigter og censurgreb fik de tre til at syde. ”Vi steger i eget fedt” stod malet i mave, kæp og mund. Figenbladene hvirvlede rundt i rummet. Fedtefadet kogte lystigt – under låg.
Arbejdshestene måbede nogle sekunder, holdt maskerne tæt til ansigtet og red hurtigt videre på deres kæpheste med skyklapper på. Ikke en mislyd kom over deres læber. Kun springhestene slog sig i tøjret.
Magtmisbrugere lader sig kun afsløre af eget overmod, hybris. Inviterer de til dialog med heste af egen race kan de med god grund føle sig trygge. Lukker de en hestebremse ind bliver de ramt af gudernes straf, nemesis. I ly af selvbedrag og magtfuldkommenhed fortrænger de risikoen for at blive stukket. Når de samtidig lukker øjnene for pligten til at forvalte embedet ud fra princippet om lighed for loven.
Således oplyst vendte jeg tilbage til min sarkofag i Sorø. Efter at have konstateret, at ”de nationale Daarligheder” er som dengang i 1720-erne: Censuren har det godt, når statsapparatet har det skidt.
(Ludvig Holberg, Sorø 11. april 2011)
Red: Indlægget er (naturligvis) skrevet af Niels Vandrefalk
, stifter af Holbergteatret, der har fået afslag på refusion af forestillingen ’Far, mor får børn’. De omtalte Methe, Louise og Jesper har efternavnene Bendix, Ejgod Hansen og La Cour Andersen og er henholdsvis formand og menige medlemmer af Refusionsudvalget. Læs evt. Niels Vandrefalks egen ’sagsfremstilling’ i et tidligere
debatindlæg
.
