Af: Randi K. Pedersen

3. februar 2018

Fantasiens styrke

Teatret Zeppelin har skabt en medrivende og flot forestilling om at bruge fantasien til at overkomme livet.

Med afsæt i en bog af Louis Jensen har Teatret Zeppelin skabt en fornøjelig og visuel flot forestilling om to dybt alvorlige emner. Den ene er et barns dybe ensomhed, som er hovedtemaet. Det andet er døden. Den rumsterer i kraft af hjerter, der – som en drengs og en hunds – skæres ud og byttes rundt som salgsobjekter. Sat i værk af en ond cigarrygende kvinde med høj pande, kniv og en ekstremt morbid sans for forretninger.

Drengen er blevet forladt af sin mor. De nærmere omstændigheder hører vi ikke om, men de fleste børn vil nok genkende billedet af en trist skilsmisse.

Nu sidder den lille pindtynde og seje Johan Damgaard-Lauritsen tilbage i sin afpillede jernseng med sin trods og sin almanak. Et fint spillet portræt af et barn, der lider under massivt omsorgssvigt, men som nægter at give op.

Faren er aldrig til stede, men 'vist nok' på arbejde, og søsteren er også væk. Det sidste er interessant nok det værste og motoren i et afvekslende og godt sammenhængende handlingsforløb. 

Forestillingen forholder sig velgørende afslappet til virkeligheden ved ikke at kere om forstyrrende elementer som skolegang og socialforvaltning. I stedet forlader historien, de opfindsomme videoprojektioner og iscenesættelsen sig på en slags magisk realisme, der lader fantasien råde og komme til sin ret som en styrke. Faktisk drengens eneste.

Den er til gengæld både gratis og lige ved hånden og appellerede tydeligvis til et publikum, der var i den yngste ende af aldersgruppen. Det er godt gået, forestillingens længde taget i betragtning.

En grufuld masterplan

Døden er kun konkret til stede i skikkelse af nogle småfugle og mindet om nogle elskede bedsteforældre. Men den er med hele vejen, fordi ingen kan leve uden et hjerte. Det kan også knibe med overlevelsen, hvis man som hunden pludselig er udstyret med et lillebitte hjerte fra et firben.

Det giver til gengæld basis for skøn komik, hver gang Gerard Carey Bidstrups velvoksne vovse med fuldskæg, daskende ører og hvæsende vejrtrækning går i gulvet. Han kommer dog hurtigt på benene igen og følger trofast drengen i jagten på at finde hans søster.

På et tidspunkt lykkes det kvinden med den høje pande at snuppe almanakken fra drengens seng. Det er farligt, for i almanakken tegner drengen det, der er sket, og det, som han håber, vil ske. Man holder vejret, når kvinden side for side river håb og drømme i stykker.

Det blive rigtig slemt, da siden med Maria la Cours sødt snusfornuftige og pilotbebrillede pige Mi, som er dukket op og hjælper drengen, bliver flået i stykker, så livet pifter ud af hende. Også selv om hun erstattes af et forrygende pekingeserhoved i kæmpestørrelse.

Den onde kvinde serverer Mie Brandt på et skræmmende sølvfad af truende mildhed, indtil hun til sidst selv bliver onduleret i en sky af helvedesild og teaterrøg.

Det opleves som fuldt fortjent. Ikke mindst efter afsløringen af den masterplan, der gemmer sig i forestillingens titel, og som er mere hårrejsende end hendes høje pande, og som nok mest forstås af unge og voksne.

Fidusen er enkel og grufuld.: Byt børns hjerter ud med hundes, og forældre vil stå i kø for at købe afkom, der er nemme at afrette og gode til at spise, sove og være alene hjemme. 

Og drengen? Han indser på den dannelsesrejse, som 'Drengen der fik en hunds hjerte' også er, at selv om livet ikke altid svarer til ens forventninger om varme hjerter, så kan det godt overkommes. 

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Strålende øjne i Betlehem
Parkteatret:
'Marias barn - Guds søn'
Scenerne om Jesus fænger mest i Parkteatrets ambitiøse kristendomsforestilling ’Marias barn – Guds søn’
En klovn skal finde sig selv
Teater Vestvolden:
'Rend mig i traditionerne'
Klovnesminke og kæmpe kanonslag understøtter skildringen af den utilpassede David i Leif Panduros ’Rend mig i traditionerne’, som i Teater Vestvoldens version måske er mere indadskuende end romanen.
Forundringsperformance
Live Art Danmark:
'Hverdagen - Verdens kedeligste forestilling'
’Hverdagen’ er et ambitiøst performanceprojekt af Live Art Danmark. En scenisk spejling af performancekunstens historie, der både er avanceret og mærkelig – og kedelig.
Livsteater med sjælden renhed
Teater Rum:
'Sangen om Oda og Anton'
’Sangen om Oda og Anton’ med Teater Rum har noget barnligt enfoldigt over sig, hvis ægthed ikke er til at stå for.
En originals frihedstrang
Syddjurs Egnsteater, Museum Ovartaci & Hakkehuset:
'Sindet er en sommerfugl'
’Sindet er en sommerfugl’ er fyldt med gode intentioner og kunstnerisk hjerteblod. Men desværre forløses det ikke troværdigt i den mangestrengede forestilling.
Intens opdagelsesrejse
Glad Teater:
'Reflektor'
Glad Teater leverer med 'Reflektor' ikke kun godt teater, men også meget at reflektere over.
Strålende øjne i Betlehem
Parkteatret:
'Marias barn - Guds søn'
Scenerne om Jesus fænger mest i Parkteatrets ambitiøse kristendomsforestilling ’Marias barn – Guds søn’
En klovn skal finde sig selv
Teater Vestvolden:
'Rend mig i traditionerne'
Klovnesminke og kæmpe kanonslag understøtter skildringen af den utilpassede David i Leif Panduros ’Rend mig i traditionerne’, som i Teater Vestvoldens version måske er mere indadskuende end romanen.
Forundringsperformance
Live Art Danmark:
'Hverdagen - Verdens kedeligste forestilling'
’Hverdagen’ er et ambitiøst performanceprojekt af Live Art Danmark. En scenisk spejling af performancekunstens historie, der både er avanceret og mærkelig – og kedelig.
Livsteater med sjælden renhed
Teater Rum:
'Sangen om Oda og Anton'
’Sangen om Oda og Anton’ med Teater Rum har noget barnligt enfoldigt over sig, hvis ægthed ikke er til at stå for.
En originals frihedstrang
Syddjurs Egnsteater, Museum Ovartaci & Hakkehuset:
'Sindet er en sommerfugl'
’Sindet er en sommerfugl’ er fyldt med gode intentioner og kunstnerisk hjerteblod. Men desværre forløses det ikke troværdigt i den mangestrengede forestilling.
Intens opdagelsesrejse
Glad Teater:
'Reflektor'
Glad Teater leverer med 'Reflektor' ikke kun godt teater, men også meget at reflektere over.