'Cirkus InHabitus' er herlig, exceptionel, utrolig ydmyg og ganske fyldig på én og samme tid. Forestillingen fylder ikke ret meget fysisk. Der er kun én skuespiller på scenen, Claus Mandøe. Men med alle de småtterier han har med sig og med den måde, han lader den mandsperson, som han spiller, integrere sig med tingene lydligt, følelsesmæssigt og fysisk, skaber han er verden fyldt med kunstnerisk magi og menneskelighed.
Forestillingen begynder bag et forhæng, eller rettere bag et stort abstrakt maleri i røde, hvidblå og gule farver. Med lommelygtelys, skyggespil og lyde. Med et spil, som fortæller, at en mand falder for en lille danserinde, som pludselig er pist væk. Han når lige at redde hendes lille paraply. Så træder Claus Mandøe ud foran maleriet i en gigantisk habit fyldt med lommer. En jakke, som vi godt kan se, han har taget uden på nok en jakke.
Lommeliv og eksistens
Men Mandøes jakke-på-jakke-polstring fjerner ikke fokus på alle de små skikkelser og voldsomme hændelser, der fra nu af sker. Det myldrer op af lommerne med liv. En rappenskralde af en hystade-kone kagler op fra sin firkantede mund-sprække på et postkort. En muskelmand snorksover tungere end tungt. En skrupsulten løve brøler efter råt kød.
Danserinden indfinder sig også. Hvordan det går med hende og manden skal ikke røbes. Men det sker i et forløb, som er herligt ulydigt og fuldstændigt ikke-realistisk skønt, samtidigt med at det i allerhøjeste grad beretter om, at virkelighedens liv er sat sammen af kamp, tab, det at begå fejl, at genfinde og at være glad for tilfældet, overraskelser og den mulighed vi har for at skabe både forandringer og fastholdelser.
Uheld og blå blink
Helt konkret sker der det, at manden, som har en kuffert med sig, uafbrudt ved uheld og forvekslinger kommer til på alle mulige tænkelige måder at massakrere både dyr og mennesker totalt. Hvad der helt præcist sker, skal opleves. Her kun siges, at der meget belejligt og morsomt indgår en meget punktligt tilstedeværende ambulance, der bringer de tilskadekomne hen til noget der må være et miraklernes sted.
'InHabitus' er animations- og dukketeater på et højt niveau. Dramaturgisk hænger forestillingen sammen. Lag på lag foldes den ud og det spejles i (kuffert)proportioner og fysiske jakkelag. De små figurer er løjerlige og fine. Mandøe må have tungen mere end lige i munden for at nå at få fat i den rette figur og sætte den beregnede musik til alt imens han også selv leverer lyde til og har styr på sin kuffert, og alt det der sker i den.
Noget af det geniale og forunderlige er nemlig, at det som sker – det objekterne siger og gør – hænger organisk sammen med de lyde, som Mandøes mandsperson kommer med. At mandens verden og alle lommeobjekternes liv tilslut forenes er en skøn magilogisk konsekvens heraf.
Ydre og inde beskaffenhed
Titlen er løjerlig, drilsk og ferm. Den er sat sammen af 'In' og 'Habitus'.
'Habitus' kan betyde to ting. Det er synonymt med 'beskaffenhed'. Udfoldet ensbetydende med planter og dyrs generelle fremtoning og udseende naturalistisk gengivet på fx et fotografi eller en tegning. Det vil sige for en ydre tilstand.
'Habitus' står også i nyere sociologi og især knyttet til Pierre Bourdieu for en indre tilstand. For personers åndelige holdning eller mening. For 'de fælles adfærdsmæssige dispositioner og former for erkendelse, der knytter sig til bestemte sociale grupperinger, og som udløser forholdsvis ensartede handlingsmønstre. Habitus inkorporeres via den sociale og kulturelle baggrund og udtrykker holdninger og livsstil' – for nu at nappe Gyldendals store ordbogs komprimerede forklaring.
Når man sætter 'In' foran noget, betyder det, at man benægter det. Eksempelvis indiskutabelt, inkompetent og inkonsekvent. 'InHabitus' kan derfor henvise til, at den (ydre) fremtoning af noget ikke er, som den (naturalistisk set) plejer at være. Titlen kan også referere til noget (indre) åndeligt, til holdninger og erkendelser, som forandrer sig.
Begge oversættelser fungerer fermt på forestillingen, i og med at figur på figur skifter ydre udtryk, samtidig med at manden, som er ude for alle hændelserne og som forelsker sig i linedanserinden, når til nye erkendelser. Ligesom publikum får en aha-oplevelse.
Modigt, klogt og kyndigt teater
'InHabitus' giver børn og voksne en oplevelse af, at trylleri og forandringer er muligt og kan være ret så skønne, ligesom det at genfinde en man længes efter. Der skal mod, opfindsomhed, livskærlighed, vilje og is i maven til for at skabe og præstere en forestilling som 'InHabitus'. Alle disse egenskaber besidder Claus Mandøe, og sammen med det dygtige hold, han har samlet omkring sig, er en yderst oplevelsesværdig animations- og dukketeaterforestilling blevet til.
