To drenge, to kulturer, to former for musik. Umiddelbart lyder Undergrundens nye forestilling ganske spændende.
En dansk dreng gider ikke øve sig på at spille klaver, så han sidder og hamrer i tangenterne i stedet for. Pludselig dukker en anden dreng, syriske Abra, op fra klaveret. Som i øvrigt efter den fremmede drengs mening slet ikke er noget klaver, men en kanoun – et arabisk strengeinstrument. Og så begynder de to drenge ellers at dyste på hver deres instrument, som finurligt nok er bygget sammen til et.
Men konkurrencen stopper ikke der. De begynder også at fortælle historier fra hver deres verden. Blandt andet om danske Hans der aldrig var bange, selv ikke da han kom ind i dødens hule og så sin families livslys, over for arabiske Sindbad Søfareren, der møder kyklopen og blinder ham med et gloende spyd. Skiftevis får vi et nyt kapitel fra de to historier, mens udgangspunktet – de to musikinstrumenter og de to drenges livsbetingelser – fortoner sig lidt.
Det bliver historie efter historie, velfortalte og velklingende i en blanding af tale og sang, af skuespillere og dukker. Og så har forestillingen det problem, at det meste af eventyrene blot fortælles – de vises stort set ikke.
Virkelighedsfjern historiefortælling
Scenisk byder forestillingen samtidig på en lidt forvirret brug af skyggeteater, projektioner og egentlige optrin, men det bliver aldrig helt tydeligt, hvorfor den ene historie skal fortælles på den ene måde og den anden på en anden. Musikalsk er forestillingen et miks af klassisk musik og arabiske toner. Her er både Tjajkovskij, Ravel, Mendelsohn og nykomponeret musik, virtuost klippet sammen til en helhed og det meste af tiden til ganske ørevenlig opera.
På et tidspunkt får vi at vide, at det hele i øvrigt bare er en drøm – at de to drenge så at sige drømmer hinanden. Et spændende anslag, men heller ikke det bruges tydeligt i historien, lige som det væddemål, de indgår, reelt blot fungerer som forestillingens påskud til at fortælle den ene historie efter den anden.
Mod slutningen konfronteres vi med Abras virkelighed som dreng i et krigshærget land – han dør endda til sidst – og det havde været skønt, om den side af historien var blevet foldet meget mere ud. Så var vi kommet tættere på nutidens barske verden og væk fra eventyrets fortidige og lidt ufarlige univers.
Som ide betragtet er projektet altså rigtig sympatisk, og der er arbejdet meget med den musikalske side af sagen, så musikkyndige uden tvivl vil kunne finde mange tematiske hilsener til originalerne, men den mekaniske og lidt virkelighedsfjerne historiefortælling synes desværre delvis at have taget magten fra forestillingen.
