'Min bedstefar er et hus med masser af plads. Man er altid velkommen. Her er varme og tryghed'.
Sådan noget i den retning beskriver pigen Stump i begyndelsen af forestillingen 'Væk' sin bedstefar. Undervejs ændrer hun på sin husbeskrivelse af ham: Han er 'et hus med gennemtræk. Alle vinduer klaprer og smækker. Alt blæser ned fra hylderne og ligger i de forkerte rum. Bedstefar er faret vild hjemme hos sig selv og jeg kan heller ikke finde ham længere, også selvom han bare sidder i sin stol. Intet er som det plejer. Min bedstefar er som et forladt hus. Man skynder sig væk…' lyder det fra Stump senere hen.
Og mod slutningen siger hun: 'Min bedstefar er et hus, jeg ikke længere kender'.
Skuespil med klarhed og sensibilitet
Bolette Engstrøm Bjerre spiller pigen Stump, så man lynhurtigt fatter sympati for hende og for hendes bedstefar. Bjerre har en blidhed i udtrykket og en nærmest krystalklar stemme. Begge dele er på en meget fin måde med til at eksponere den samhørighed og den kærlighed, Stump nærer til sin bedstefar.
Bjerre er tillige klædt i en brokade-vævet guldfarvet lillepigekjole, som hun har udenpå blå cowboybukser og sammen med majsgule converse all-star sneakers får det hende til at se både sød og frisk ud.
Stump er sammen med bedstefar næsten hele forestillingen igennem. Vi er primært inde i bedstefars stue. Hun fortæller, at bedstefaren går helt vildt meget op i planter. I begyndelsen vrimler det med potteplanteblomster i alle mulige farver og varianter. Bedstefaren artsbestemmer dem og taler om, hvordan man passer og plejer dem. Han hjælper Stump med at løse kryds og tværs. Han drikker kaffe, hun saftevand. Og de lægger kaninmotiv-puslespil sammen.
I takt med at bedstefarens demens udvikler sig visner blomsterne, bedstefar kaster puslespilsbrikkerne til alle sider, han vikler sig i forvirring ind i sin lænestol, og bevæger sig sidenhen en nat iført badekåbe udenfor i vinterkulden for at lede efter en kanin, han havde engang for længe siden.
Iført brune fløjlsbukser og ternet skjorte former Rasmus Malling Lykke Skov bedstefarens forløb fra åndsfrisk til mere og mere dement person. Og han gør det med en god ro i stemmeføringen, en fin langsomhed i bevægelserne, og en god fornemmelse for sagens alvor.
Velfungerende husmetafor
Mads Horsbøl, som er forestillingens musiker og komponist, er også til stede hele tiden. Han står så godt som hele tiden inde i en lille indretning med gennemsigtig tagkonstruktion. Tanken falder på udestue i miniature. Herinde spiller han guitar. Og når han med et tørklæde om ansigtet skænker kaffe til bedstefar og saftevand til Stump, er han Stumps bedstemor.
Det lille hus, han står i, får en helt bestemt betydning. Det virker sammen med Stumps hus-metafor for bedstefaren. Fordi der i den side, som vender ud mod publikum bag en transparent plexiglasplade, gradvist bliver fyldt noget ned, som symboliserer bedstefarens forløb fra åndsfrisk mand til en mere og mere glemsom, diffus og i lange perioder indesluttet gammel mand.
I begyndelsen er det friske grønne blade. Senere blade i efterårsrøde farver. Så hvide snekrystaller. Og til slut en slags snekrystalmuterede hvide puslespilsbrikker. Husmetaforen er meget vellykket. Udover replikkerne, hvor Stump meget præcist karakteriserende sammenligner bedstefaren med et hus, sker fyldningen af husgavlen meget diskret og alligevel ikke gemt afvejen.
Samhørighed
Den lille husgavl spiller sammen med den øvrige scenografi og hele det rum, alle sidder i – medvirkende såvel som publikum. Publikum er fordelt, så de sidder på gulvet på to grå felter, mens de tre medvirkende i stykket opholder sig på gulvets brune felter; et stort felt forrest og en passage mellem de grå felter, som åbner sig op til et lille område i baggrunden.
Langs rummets sider står syv standerlamper med store lyse skærme. Skærme, der ligesom musikerens lille hus, er væsentlige medspillere. På dem toner de ord frem, som bedstefar glemmer. Siden hen dukker der sort-hvide skitser op, som billedliggør den forværring, der sker med Stumps bedstefar.
Hele forværrings-forløbet underbygges også auditivt. Med musik, som skifter alvorskarakter og med lyde af fx krakeleringer og kold blæst. Det virker motiverende og skaber på en naturlig måde en deltagelse i og samhørighed med forestillingen, at scene og sal er del af samme fællesrum.
Vintergæk og kaffe
Teater Fluks har skabt 'Væk' frit efter bogen 'Kaffe Kanin Vintergæk Væk' af Betina Birkjær. Der er sammenfald og tydelige tegn på inspiration. Samtidig har teatret på en fin måde gjort stoffet til sit eget. 'Væk' er dyster, men også fuld af håb og liv.
Stump – og mange blandt de 4. klasses elever, jeg så forestillingen sammen med, bliver forskrækkede, når bedstefar forandrer sig så markant. Det er pludseligt skræmmende, når bedstefaren vælter puslespillet i et moment, hvor han sander sin tilstand af demens. Trist at se, når han sidder og stirrer tomt og opgivende ud i luften. Bevægende i scenen, hvor bedstefar ikke længere kan genkende Stump. Når Stump siger 'Hej bedstefar' og han svarer 'Hvem er du?' Og fyldt med alvor, når han forvilder sig udenfor i alt for lidt tøj og falder omkuld, mens sneen (eller glemsomhedens hvide dødsmærkninger) daler ned over ham.
Samtidig gør forestillingen det fine, at den med Stumps mod og initiativer overfor bedstefaren, viser, at der er noget, man kan gøre i forhold til demens. Stump vover og lykkes med at skabe en kontakt til bedstefaren, som er givende for dem begge. Hun tager fat i ting og minder, som hun ved bedstefaren har holdt meget af før i tiden. Puslespil, kaffe og gensynet med en forårsbebudende vintergæk. Dér kan de mødes.
Helhed i to dele
'Væk' er i sig selv en vellykket helhed. I umiddelbar forlængelse af forestillingen deltager publikum i en utroligt godt sammenskruet workshop. Der bliver sat gang i både tegnelyst og talegaver. Og børnene får til opgave at fokusere på deres krops tilstand og signaler. Det er en virkelig god ide at samle op på og give udtryk for teateroplevelsen umiddelbart efter – og ikke først senere, når børnene har haft gang i alt muligt andet.
Workshoppen tager kyndigt og respektfuldt fat i børnenes umiddelbare indtryk og førstehånds-oplevelser. Der er en rigtig god stemning af, at intet er forkert at gøre eller mene. En stemning, som tydeligvis skaber åbenhed og lyst til at bidrage med noget. De var tydeligvis glade for teateroplevelsen, og det de gjorde og sagde var ikke kun guld for dem selv, men også deres medfølgende lærere – og såmænd også for teatret.
