Af: Carsten Jensen

8. februar 2023

Et spil om et egnsteater

Cantabile 2 har været egnsteater i Vordingborg Kommune siden 1990, men det er ikke sikkert, at den status bevares efter 2024. Både scenekunstcentret Pavillon K og Teater Møn går efter at afløse teatret, når den nuværende driftsaftale udløber om to år. En pludselig afgang af Cantabile 2’s stifter og leder og usikkerhed om teatrets fremtid har været med til at sætte gang i processen.

Cantabile 2 har været egnsteater i Vordingborg Kommune siden 1990, hvor man har produceret en lang række succesrige performanceforestillinger, etableret den internationale Waves Festival og fra 1985-2009 også drevet en meriterende skuespillerskole for performanceteater, School of Stage Arts.

Man skulle derfor tro, at en forlængelse af egnsteateraftalen var en formalitet, når denne skal fornys for perioden 2025-28, men sådan ser situationen ikke længere ud, efter at teatrets stifter og leder, Nullo Facchini, stoppede med øjeblikkelig virkning i oktober sidste år. Det skete officielt efter gensidig aftale med bestyrelsen og for at søge nye udfordringer, men teatermiljøet har dog – udover hans uomtvistelige kunstneriske format – længe kendt til Facchinis ofte meget udfordrende ledelsesstil, der således bredt gættes på at kunne være en medvirkende årsag til det afbrudte ansættelsesforhold.

Det har bestyrelsesformand Jens Frimann ingen kommentarer til, og han hæfter sig ved, at teatret takket været en meget dygtig og engageret medarbejderstab har kørt teatret videre på bedste vis.

Jens Frimann er i lokalmediet sn.dk citeret for, at han dog ikke regner det for sandsynligt, at man skal fortsætte driften af et egnsteater:

» Cantabile 2 har en egnsteateraftale til og med 2024, som vi selvfølgelig har tænkt os at opfylde. Det er Vordingborg Kommune og ikke os, der afgør, hvordan egnsteaterkonstruktionen i Vordingborg skal se ud i fremtiden. Vi kan konstatere, at Cantabile 2 har været en kæmpesucces i kraft af, at rigtigt mange scenekunstnere har bosat sig i kommunen, og vi er i Cantabile 2 meget optagede af at understøtte en løsning, der stimulerer det mangfoldige teatermiljø, der er i kommunen. Det er en kæmpegevinst for lokalsamfundet, som har skabt jobs og har tiltrukket sig mange eksterne investeringer og skabt masser af værdi for lokalbefolkningen og turister,« siger Jens Frimann.

Ser ikke situationen som en kamp

Men aktuelt er situationen, at der er mindst to aktører, som meget gerne vil overtage rollen om egnsteater efter Cantabile 2 – hvor ikke mindst en fast driftsstøtte på over tre mio. kr. årligt er særdeles tillokkende.

Derfor har både Pavillon K – der har base i Vordingborg og som forening har en række lokale teaterkompagnier og kunstnere som medlemmer og visioner om at samle miljøet i et egnsteater – og Teater Møn, der er rundet af Asterions Hus og Teaterøen i København og går efter som egnsteater at skabe et kulturelt kraftcenter på Sukkerfabrikken i Stege – åbent meldt ud, at man ønsker at blive egnsteater.

Begge har da også i starten af januar fremlagt deres planer som egnsteater fra 2025-28 for Kultur- og Fritidsudvalget i Vordingborg Kommune.

Men bestyrelsesformand Jens Frimann, der nu er midlertidig leder af Cantabile 2 – og i øvrigt er mangeårig teaterleder for Helsingør Teater, som bl.a. står for de store årlige gadeteaterfestivaler Passage – er ærgerlig over, at situationen i medierne fremstilles som en veritabel kamp mellem de to kandidater, et enten eller, om egnsteaterpositionen. 

»Vi er lige nu i gang med at opstarte en proces sammen med Vordingborg Kommune og Statens Kunstfond om, hvilke forudsætninger, der gælder for fremtidens egnsteater i Vordingborg. Jeg er meget ked af, at man i det hele taget i medierne opstiller det som en kamp om at blive fremtidens egnsteater i Vordingborg Kommune,« siger han og fortsætter:

»Alle de mange scenekunstneriske initiativer i kommunen har deres berettigelse og er af værdi for kommunen. Cantabile 2 kører lige nu videre og har allerede planlagt de to næste produktioner og Waves Festival. Vi har et meget dedikeret og kompetent personale på Cantabile 2, som har været meget optaget af at levere de forpligtelser der er i aftalen.  De arbejder målrettet, klogt og dygtigt så vi kan komme sikkert i mål med Waves-festivalen til sommer og en ny produktion af Sanseværk (en samlende betegnelse for teatrets aktiviteter for børn, unge og familier, red.).«

»Der er cirka en produktion tilbage i 2024, som vi gerne stiller til rådighed for en ny fremtidssikret og bæredygtig løsning for fremtiden egnsteater i Vordingborg Kommune. Eller måske noget endnu større. Der er så meget scenekunstnerisk potens og økonomi i spil allerede, at man ved et kommittet samarbejde mellem aktørerne måske kan finde en større løsning. Når det er så sagt, er vi i bestyrelsen heller ikke blinde for, at Vordingborg Kommune kan ende i en situation, hvor de bliver nødt til at træffe et valg, der kan komme til at gøre ondt på nogen. Er det der, det hele ender, vil bestyrelsen i Cantabile 2 gøre alt, hvad vi kan, for at processen har været fair, at alle har været hørt, og at ingen smides under bussen,« slutter Jens Frimann. 

Fokus på de lokale teaterkompagnier

Det ligner vel også en slags invitation til fremtidigt samvirke, og for Gitte Nielsen, der er daglig leder hos Pavillon K – som i øvrigt også har egnsteatret som medlem (!) – handler det i høj grad om at samle det eksisterende miljø af lokale kompagnier i et fremtidens egnsteater i Vordingborg Kommune.

»I rigtigt mange år er vi nogle lokale kompagnier, som har haft en vision om at skabe et helt unikt fællesskab med lokale kompagnier, som både er nationalt og internationalt anerkendte. Vordingborg Kommune har i forhold til sin størrelse mange professionelle scenekunst-kompagnier boende og sammen med dem vil vi nu byde ind på en egnsteatermodel, hvor vi løfter flere kompagnier med co-produktionsmodeller og samtidig skaber nye produktioner for børn og voksne,« fortæller hun.

– Det lyder som lidt af en logistisk udfordring at skulle inddrage adskillige medlemsteatre, der skal bidrage med forestillinger i egnsteatrets navn, men i øvrigt fortsætte som selvstændige teatre?

»For at tilgodese alle de lokale kompagnier, tænker vi dem ind over en tidsperiode på fire år. Nogle kompagnier ønsker større aktivitet lokalt end andre, nogle kompagnier ser det som en stor hjælp med gratis prøvelokaler, pr og et lille bidrag til produktionen, nogle vil gerne lave udviklingsprojekter, nogle vil gerne lave en fuld produktion, nogle vil gerne lave mindre festivalformater – så samlet set kan vi godt håndtere kompagnierne indenfor en spændende nyskabende egnsteatermodel,« siger Gitte Nielsen og reklamerer helhjertet for mangfoldigheden i projekt egnsteater:

»I Pavillon K repræsenterer vi derudover en stor diversitet af forskellige genre indenfor scenekunsten, som har lyst til at vise sine forestillinger lokalt for et lokalt publikum, samt skabe nye og visionære udviklingsprojekter.

Vi ønsker at tage et ansvar for Det Frie Felt, hvor ikke kun et kompagni er i fokus, men hvor flere kompagnier får mulighed for vokse. Det kommer kommunens borgere til gode, fordi de kan få et egnsteater, hvor de møder mange scenekunstgenrer – som børneteater, musikdramatik, fysisk scenekunst, koreografisk arbejde/dans, fortælleteknikker, komik mv.«

Et tredje udgangspunkt?

For Peter Kirk, der er stifter og leder af Teater Møn sammen med Tilde Knudsen, vækker ideen om et egnsteater bestående af en række kompagnier, hvor Teater Møn kunne tænkes være et af dem, ikke genklang, for han foretrækker at gå solo med Teater Møn som egnsteater.

»Pavillon K og Teater Møn har begge nogle gode projekter, og det ville være allerbedst, hvis begge fik lov til at folde nogle af de mange gode potentialer ud. Det håber vi fra vores side. Vi har lagt et bud ind som egnsteater, og da Pavillon K ikke ville lægge et samlet bud ind sammen med os, valgte vi at lægge et bud ind, som skulle løfte hele opdraget for scenekunst i kommunen,« fortæller Peter Kirk.

»Vi mener, at vi kan løfte den opgave. Men når det er sagt, så synes vi, at det giver rigtig god mening at have både Pavillon K og Teater Møn i Vordingborg Kommune. For os at se handler det om, at kommunen investerer i en ydelse, og det må i sidste ende være kommunen, der bestemmer sig for, hvad de ønsker. Jeg er imidlertid bekymret for, at man vil have for meget for få midler. Det er også grunden til at vi ikke ser os selv i en konstruktion med syv-otte kompagnier for en egnsteaterbevilling, hvilket er det, Pavillon K lægger op til. Jeg mener, at der er en god grund til, at mindstebevillingen for et egnsteater er omkring tre mio. kr. om året,« siger han. 

»Den bastion mod forarmingen af scenekunstinstitutioner vil jeg gøre, hvad jeg kan for at forsvare.  Kompagnierne, der modtager tilskud fra Statens Kunstfond, er forarmede, hvilket er ved for alvor at slå igennem, men det er en anden sag. Som en rapport netop har konkluderet, så er egnsteatre gode drivkræfter i lokalsamfundene, men også at de mindste egnsteatre har det vanskeligt.«

»Vi drømmer om at blive en stærk institution, der kan gøre en forskel i det lokalområde, vi nu af alle mulige andre grunde er blevet en del af. Vi nyder stor opbakning til projektet fra mange sider, så vi tror der kommer en god løsning. Næste skridt er at kommunen inviterer de tre parter, Pavillon K, Cantabile 2’s bestyrelse og Teater Møn til samme bord med forvaltning og kulturudvalgsformand for bordenden. Så vi håber, at vi der finder det fælles tredje udgangspunkt. Vi kan se mange scenarier.« 

Forskelligt udgangspunkt

– Hvis Teater Møn bliver egnsteater, skal jeres turneteater Asterions Hus så nedlægges eller fortsætte som selvstændigt teater?

»Hidtil har Asterions Hus været vores indholdsproducerende enhed og så har vi sideløbende skabt steder som Teaterøen på Refshaleøen, Teater Møn, som vi døbte vores erhvervede store skole på Møn til, Teater Høne, vores skøre sted, som vi ikke har fortalt så meget om endnu og så Sukkerfabrikken i Stege. Nu må vi se hvad forhandlingerne bringer, men vi tænker at Teater Møn bliver vores nye samlende enhed, og dermed vil Asterions Hus have givet stafetten videre og tage nogle år i skuffen.«

– Hvis I forestiller jer et egnsteater med placering i Sukkerfabrikken i Stege og den gamle skole på Østmøn, hvad så med kommunens hovedby Vordingborg?  

»Vores bud som egnsteater er egnsteater for hele kommunen, så vi vil spille mange forskellige steder, også på Vordingborg Teater og fx. i Præstø. Og samtidigt vil vi som en stærk institution kunne skabe udvikling på især Sukkerfabrikken i Stege. Vi kandidater adskiller sig måske også ved det, at Pavillon K ønsker at skabe et hus med fokus på det, mens vi tænker at skabe noget mere opsøgende. Måske kunne man argumentere for at Pavillon K’s projekt har et mere branchemæssigt og nationalpolitisk sigte. Jeg synes, det er så godt, at der er ved at blive skabt et scenekunstnerisk center udenfor storbyerne. Så måske kunne Statens og måske Kulturregionen sammen med kommunen gå mere aktivt ind i at skabe bæredygtig drift for Pavillon K.«

Murbrækker til noget større?

Peter Kirk har for ganske nyligt i et længere debatindlæg hos nyhedsportalen Iscene.dk luftet ideen om at skabe en landsdelsscene i den sydlige del af Region Sjælland, så det er oplagt at spørge, om han ser en mulig egnsteaterstatus for Teater Møn som murbrækker til et regionalteater (§5-teater) og siden noget endnu større?

»Det ville da være oplagt, men min ide er ikke “blot” et §5 teater, men en landsdelsscene. Lidt at sammenligne med at bygge en motorvej. En solid investering i kultur i et område, der besidder stort potentiale, men mangler økonomi til at forløse det. Og vel at mærke ikke bare en bygning, men til et netværk af selvstændige kompagnier. Vi i denne del af branchen ved, hvor meget disse kompagnier kan skabe for få midler. Tænkt hvis der blev investeret solid i sådan nogen!«

»Når jeg har været ude med en ide om en landsdelsscene, er det fordi potentialet er helt specielt i denne del af landet. Men så snakker vi jo det tidobbelte af en egnsteaterbevilling. Måske er det vindue, der er åbnet kommunalt, en anledning til at se på en bredere og mere ambitiøs løsning. Der skal laves ny kulturaftale for kulturregionen fra 2025, Næstved og regionen lægger billet ind på Kulturby 32 og der er kommet en ny kulturminister med en ny ambition – så måske det var nu man kunne tage den ambitiøse dialog. Man har jo lov at sætte nye tanker i søen.« 

Seneste artikler

Seneste artikler

Balkan revisited

Balkan revisited

Historien om en turné, som står på skuldrene af en udveksling, der over mange år har forbundet kunst og mennesker med hinanden og ikke mindst styrket en fælles interesse omkring en særlig teaterform.
Læs mere
Dukkemagi i november

Dukkemagi i november

Festival of Wonder gør Silkeborg ekstra attraktiv nogle oplevelsesrige dage hvert andet år i november, hvor der præsenteres internationalt dukke- og animationsteater i alle genrer og for alle aldre.
Læs mere
På vandring i juleteaterland

På vandring i juleteaterland

Så nærmer juleteatersæsonen sig med dens virvar af klassiker-genbrug fra både teater- og litteraturfront, dramatiserede julekalendere, nissefyldte genopsætninger ad libitum, nye julemusicals m.v. Der spilles på små og store scener og for alle aldre. Teateravisen forsøger sig atter med en guide over det scenekunstneriske juleknas.
Læs mere
Festivalen & fremtiden

Festivalen & fremtiden

Den gode nyhed er, at der efter lang tids usikkerhed nu er landet en aftale om en KLAP-teaterfestival i 2025 – dog i reduceret udgave. Den problematiske baggrund er, at det er blevet stadigt vanskeligere at finde værtskommuner til det store arrangement. Der er brug for en mere holdbar og fremtidssikret finansieringsmodel, samtidig med at festivalens format og indholdsside udvikles, fortæller Dorthe Skøtt Bébe, festivalleder og direktør på Teatercentrum.
Læs mere
En hyldest til dukketeaterkunsten

En hyldest til dukketeaterkunsten

Silkeborgs internationale festival for dukke- objekt og visuelt teater, der under navnet Festival of Wonder afvikles fra 6.-10. november 2024, fremstår som et oplevelsesfyldt tilløbsstykke for både lokale og de mange tilrejsende. Den 26. udgave af den biennale festival byder i år på 90 arrangementer for voksne og børn.
Læs mere
Gensyn og fremsyn

Gensyn og fremsyn

Horsens Teaterfestival 2024 serverede atter en fin cocktail bestående af den behagelige tryghed ved god logistik og velkendte spillesteder og et spændende og kurateret program med et insisterende blik for både traditionelt teater og nye formater.
Læs mere
Balkan revisited

Balkan revisited

Historien om en turné, som står på skuldrene af en udveksling, der over mange år har forbundet kunst og mennesker med hinanden og ikke mindst styrket en fælles interesse omkring en særlig teaterform.
Læs mere
Dukkemagi i november

Dukkemagi i november

Festival of Wonder gør Silkeborg ekstra attraktiv nogle oplevelsesrige dage hvert andet år i november, hvor der præsenteres internationalt dukke- og animationsteater i alle genrer og for alle aldre.
Læs mere
På vandring i juleteaterland

På vandring i juleteaterland

Så nærmer juleteatersæsonen sig med dens virvar af klassiker-genbrug fra både teater- og litteraturfront, dramatiserede julekalendere, nissefyldte genopsætninger ad libitum, nye julemusicals m.v. Der spilles på små og store scener og for alle aldre. Teateravisen forsøger sig atter med en guide over det scenekunstneriske juleknas.
Læs mere
Festivalen & fremtiden

Festivalen & fremtiden

Den gode nyhed er, at der efter lang tids usikkerhed nu er landet en aftale om en KLAP-teaterfestival i 2025 – dog i reduceret udgave. Den problematiske baggrund er, at det er blevet stadigt vanskeligere at finde værtskommuner til det store arrangement. Der er brug for en mere holdbar og fremtidssikret finansieringsmodel, samtidig med at festivalens format og indholdsside udvikles, fortæller Dorthe Skøtt Bébe, festivalleder og direktør på Teatercentrum.
Læs mere
En hyldest til dukketeaterkunsten

En hyldest til dukketeaterkunsten

Silkeborgs internationale festival for dukke- objekt og visuelt teater, der under navnet Festival of Wonder afvikles fra 6.-10. november 2024, fremstår som et oplevelsesfyldt tilløbsstykke for både lokale og de mange tilrejsende. Den 26. udgave af den biennale festival byder i år på 90 arrangementer for voksne og børn.
Læs mere
Gensyn og fremsyn

Gensyn og fremsyn

Horsens Teaterfestival 2024 serverede atter en fin cocktail bestående af den behagelige tryghed ved god logistik og velkendte spillesteder og et spændende og kurateret program med et insisterende blik for både traditionelt teater og nye formater.
Læs mere