Det sker næsten altid på en festival, at nogen af en eller anden grund må spille for alt for mange tomme pladser. De, der gør det, fortjener respekt. Ikke mindst, når det som med ’Mr. Zap the Clown’ kræver at stille op for en håndfuld tilskuere med en soloforestilling, der er dybt afhængig af samspillet med publikum.
Asger Frøkov kunne trække på mange års erfaring og koncentrerede sin klovneforestilling om nogle skønne drenge, der villigt og ivrigt leverede modspil uden på nogen måde at føre sig frem for at brillere.
Det er åbenlyst, at rollen som musikalsk klovn langtfra er ny. Det viser den sikre håndtering og timingen af alt, hvad der foregår, fra annonceringen af en stor koncert, til det sidste sjove trut i saxofonen. Men rutinen fører ikke til oplevelsen af en triviel gentagelse og overskygger heller ikke fornemmelsen af nærvær og energi i kontakten med tilskuerne.
Mr. Zaps fiffige klovn har en sammenhængende historie i ærmet, hvis handlingsforløb kun afbrydes af de gedigne bommerter, der er saltet i en klassisk klovneforestilling.
Hjælpere i børnestørrelse
Når han kvajer sig, viser det sig at være vældig givtigt med en god kontakt til tilskuerne i børnestørrelse, der tydeligvis får dem til at føle sig trygge. De kommer straks og helt uopfordret til hjælp med gode råd eller styrter til med en ekstra hånd, når klovnen ikke kan finde ud af at komme i dirigenttøjet.
Hvis man kun er én person til at spille en forestilling med flere roller, er det også praktisk at have et stort bagtæppe. Så kan klovnen kommunikere med flere, som publikum ikke kan se, og det gør han igen og igen.
Det er elementære klovnerier og tryllerier, som ’Mr. Zap the Clown’ bygger på, og som Asger Frøkøv er rigtig ferm til. Hans overraskelse, når noget går godt, og begejstringen, når et problem løser sig, har et menneskeligt ansigt, der er til at forstå, og som er i familie med den tragikomiske cirkusklovn.
Den tynde duknakkede skikkelse og de lange fingre er sikre redskaber i rækken af korte episoder, der ikke kun opleves som enkeltstående numre, men som hænger fint sammen i et forståeligt forløb.
Der er inviteret til koncert med en berømt saxofonist og et stort orkester, men efter en længere ventetid står det klart, at orkestret desværre udebliver. Zaps klovn er ikke kun klassisk hjælpeløs, han er også snarrådig. Derfor kommer han i tanke om, at det var et ”klap-orkester”, som han skulle dirigere, og det kan jo erstattes af publikum.
Det går flot. Den lille skare af tilskuere deles op i tre, og efter lidt øvelse klappes der på livet løs.
