Gyngehesten er et hit. Børn som voksne elsker den vuggende bevægelse. I ’Professor Profelius’ alderskabinet’ er hesten tillige noget helt særligt. På sædet står der malet en tekst, som ikke kun fortæller noget om netop hestens gyngende trylleeffekt, men også er betegnende for hele forestillingsinstallationens univers. Der står ”Det øjeblik, hvor man gynger sig yngre kaldes ”at gynre” Prøv selv”.
Og ja, man føler sig vitterligt yngre efter en tur i sædet. Og ja, man bliver lidt ekstra glad, når nogen – her Luna Park Scenekunst og Small Space Studio opfinder nye ord. At jeg nok ville have valgt et ekstra g i gynre (mellem n og r) fortæller måske bare, at det ikke er grammatisk korrekthed, som er på tapetet her. Det er i stedet en leg ind i en anden verden. En verden, som hægter sig på virkeligheden ved gennem små installationer, tekster og opgaver til publikum, at vække følelser og tanker om alder, aldring og alderdom.
Tidsalder-check-in
Allerede ved ankomsten til KUBEN på gågaden i Horsens, hvor forestillingen tilbyder sig, er der løjerlighed på spil. Som barnebarn af Professor Profelius tager Betina Birkjær imod publikum med et venligt ”Velkommen” efterfulgt af spørgsmålet ”Vi skal lige have dig skrevet ind her. Hvor høj er du?” Derpå skriver hun ens højde ind på en lodret tidsalder-skala med den farve, man siger er ens yndlingsfarve.
Med mine 154 cm røg jeg ind under Juratiden. En tidsperiode, jeg siden har googlet mig til dækker over Jordens middelalder, en periode der strækker sig fra 199,6 til 145,5 millioner år siden. Det er intet must at researche videre på den vis. Men man kan jo muntre sig med, at Birkjær også her opererer med sin egen på sin vis logiske legelogik.
Og man kan bedrive lidt tid med at fundere over de øvrige tidsperioder og den ahistoriske kronologi, som er valgt. Her er alt fra Guldalder, Jernalder over Nutid til Vikingetid og videre til Istid. Et sted er der sågar lige før Oldtiden placeret en Agurketid.
Flora – en fremmelig forsker
Mere tiltrækning end tidsskalaerne har nu nok alle de små stationer, som er bygget op rundt om i KUBEN. De kredser alle om aldring med fokus på alderdommen. Ikke så sært og helt på sin plads, nu vi befinder os i Professor Profelius alderskabinet. Hendes barnebarn, Betina Birkjær guider og fortæller beredvilligt om sin bedstemor Flora.
Fortællingen er fascinerende og vild: Allerede da Flora var otte år og tre måneder gammel begyndte hun at interessere sig for gerontologi, og hun blev professor fra universitetet i Krakow som blot 18-årig. Det vi står i – fortæller Birkjær – er Floras private samling af billeder og artefakter, som Birkjær venligst har lånt.
Duft, rør og reflektér
Eventyrlighed er der nok af. Noget til alle sanser. Små objekter at røre ved som bliver ledsaget af en lille eftertanke-tekst i guldramme: ”Nogle synes, at ting bliver smukkere, når de bliver ældre. Nogle synes at ting er grimme. Hvad synes du? Du må gerne røre ved tingene”. Her er fx et bundt gigantisk store nøgler. En gammel tube med stadig lidt af et eller andet i. En lille sort pung i patineret læder og med en låseanordning fra fortiden…
Med følgeteksten ”Tiden har sin egen lugt – eller duft? Du må gerne lugte til tingene” kan man snuse til gamle notesbøger, dåser med kaffebønner og andet, og mens man indånder mærker man med det samme om duftene tiltaler en eller ej og man bliver mindet om alder. Om at tiden går.
Barnet-i-den-voksne-puslespil
Det med at tiden går, bliver meget tydeligt ved et lille lavt bord, hvor man opfordres til at finde to brikker, som hører sammen. En brik med en person som barn skal parres med et billede af selvsamme person som voksen. Her kan man forlyste sig med at se om og hvor hurtigt, man er i stand til at finde de par, som passer sammen. Ens blik bliver skærpet for både at aflæse ansigtstræk og aldring. Og man finder ud af hvor nemt eller svært, det kan være at se barnet i den voksne.
Timeglas og royal nullermandssamling
Rynker opstår med alderen. Professor Profelius’ banebrydende opdagelse: At folk, som bor det samme sted, livet igennem ligefrem danner rynker, som ligner det landskab, der omgiver dem, er vidunderlig. Det illustreres på et fantastisk udstillet hud-landskab-rynke-billede, og det er en løjerlig tænkning, man kan muntre sig med at filosofere videre over.
Måske – og efter al sandsynlighed – er det hele opdigtet. Men den tanke får man slet ikke undervejs. Heldigvis. Det man går med på, og det som sætter følelser og tanker i gang, er forvandlingerne og legen med tiden og med alderdommen. Det fungerer rigtigt fint, at installationsudstillingen går all-in. Den mangfoldige udstilling af timeglas i forskellige former og farver minder os om, at tiden går. En del objekter, tekster og opgaver peger drilsk på, at vi hele tiden bliver ældre. Det sker fx, når vi står ved en lille installation og er gået i gang med at ordne en lang række små nips i aldersrækkefølge fra yngst til ældst.
Man kan hygge sig med kuriositeter så som en royal nullermandssamling. Følge en frøs, et træs, en solsikkes og en havfrues meget forskellige livscyklusser i små kommodeskuffer. Og tage plads i en stol, lukke øjnene og vente på, at en fremmed kommer og holder dig livsforlængende i hånden.
Forvandlinger og selvdeltagelse
’Professor Profelius’ alderskabinet’ byder på fine små samlinger, der med fantasi og på en sanselig vis sætter tanker og følelser omkring alder og alderdom i gang. Sammenlignet med Luna Park Scenekunsts tidligere vandreforestillinger, installationer og beboede værker er man her overladt lidt mere til sig selv.
Det er et kendetegn, man skal være bekendt med, fordi det er ud fra det, man skal indstille sine forventninger og sit eget aktivitetsniveau. Man skal i ’Professor Profelius’ alderskabinet’ i højere grad selv skabe sin fortælling i interaktion med de udsagn og opgaver alderskabinet-samlingen byder på.
