I medierne snakker de om elforbrug, og i børnefamilierne taler de om skærmtid. Begge dele er omdrejningspunktet i børneoperaen ’Strøm – et operaeventyr’ af SAUM og Den Ny Opera. Men her er det ikke strømmen i stikkontakten, der er i fokus, men den elektriske spænding, der findes inden i os og i alt andet levende.
Vi møder drengen Elmer, der spiller Virtual Reality-spil på sit værelse, men hans far råber fra stuen, at han skal slukke og løbe ud og lege med sine venner. Det vil han gerne, men han er fanget af sit spil. Da udstyret løber tør for strøm, skal han finde en stikkontakt for at lade op, men han får stød og forsvinder ind i en anden verden, hvor han møder væsenet Strøm, der minder ham om, at strømmen er inden i ham.
Da han kommer tilbage til sit værelse, lægger han spilkonsollen fra sig og kæler med sit marsvin, før han går ud i solskinnet og leger med sine to kammerater. Forestillingen vil altså gøre os opmærksomme på energien i den fysiske interaktion med andre levende og få os væk fra skærmene.
Gentagende gentagelser
Det er absolut aktuelle og relevante temaer, som ’Strøm – et operaeventyr’ italesætter. Og budskabet er så entydigt, at det må være nemt for de voksne at tage fat på diskussionerne med børnene efterfølgende.
Men ét er at have et klart formål med sin forestilling. Noget andet er at lykkes med den scenisk, og her står kritikpunkterne desværre i kø. Trods gode intentioner og en tilsyneladende professionel produktion, så savner forestillingen både kreative ambitioner, dramaturgisk omsorg og – paradoksalt nok – energi og spænding.
Librettoen af Cecilie Eken, der består af både talte og sungne replikker, kan vel skrives sammen på én side, hvis man fjerner gentagelserne. Og lige så gentagende er temaet i Peter Bruuns kompositioner, der i grove træk består af tre toner og så nogle variationer hist og pist.
I de klassiske operaer er gentagelser normale. Ofte i dødsscener kan man bruge lang tid på at synge, at man dør. Men de kører sjældent 35 minutter i samme rille, ligesom vi oplever det i ’Strøm’.
Denne anmelder vil påstå, at det er dovent. Eller i bedste fald uopfindsomt. For det kan da ikke være et bevidst valg, at man producerer et operaeventyr, hvor den eneste fremdrift i fortællingen skal findes i talereplikkerne?
Grundlæggende fejl
Hvad angår iscenesættelsen af Anne Barslev, så formår hun at bruge virkemidlerne godt og variere i udtryk undervejs, ligesom Mårten K. Axelssons flotte, futuristiske scenografi og lysdesign digter fint med i fortællingen. Men forestillingen som helhed savner dramaturgisk førstehjælp og finish.
For det første er rummet, hvor Elmer befinder sig, både hans værelse med hvide vægge og det udefinerbare univers med stjerner på indersiden. Men da Elmer pludselig også kan bevæge sig uden for dette rum, ryger hele scenografiens koncept til jorden.
For det andet er der grundlæggende dele af fortællingen, der ikke er taget stilling til. Det første møde mellem Elmer og Strøm er temmelig uvenligt, men Elmer ser alligevel Strøm som hans redning. Hvorfor? Hvad er hans marsvins rolle i fortællingen? Og hvad er meningen med, at hans forældre (spillet af de to musikere) sidder og læser avis ved siden af scenen?
For de tredje er de scener, der skulle have været spændingsfyldte eller dramatiske, nærmest fuldstændigt apatiske. Det er, som om luften bare siver mere og mere ud af ballonen for hvert sekund. Og jo mere, de medvirkende prøver at bygge en stemning op, des mindre indlever vi os i den, fordi timingen og troværdigheden er helt off.
Tilbage til værkstedet
Af mindre betydningsbærende detaljer er der også en stribe irritationsmomenter. Når Elmer er i ingenmandsland, og han sidder bange og siger, at han savner sit marsvin, så er det dumt, at marsvinets bur stadig står på gulvet ved siden af ham. Her burde man finde en teknisk løsning på at få det fjernet sammen med VR-brillerne, der også ligger slet skjult på forscenen.
Ude i universet møder han nogle andre væsener, der hedder Suk, Krudt og Prudt, som Elmer selv spiller med hænderne, mens musikerne laver deres lyde i stedet for ord. Men hændernes bevægelser passer ikke rigtigt til lydene, og for at forstå, hvad disse væsener siger, gentager Elmer bare hele sætningen efter dem på amatøristisk telefon-sketch-manér: ’Nå, du er bekymret for at det aldrig går godt?’
Ovenstående kritikpunkter er desværre ikke udtømmende. De to medvirkende, Markus Borg og Ingeborg Fangel Mo, synger godt og spiller deres karakterer fint. Deres noget mærkværdige og malplacerede kampscene er også koreograferet og udført ganske glimrende.
Men som helhed er forestillingen bare skuffende skramlet og halvhjertet udført. Til denne visning, hvor der var flest voksne, blev den også mange steder ufrivillig komisk for dens irriterende mange gentagelser af refrænet ’Her er jeg, kan du mærke mig’ og patosfyldt sungne linjer som ’strøm i en iPad’, som nok ikke på samme måde kradser i ørerne på målgruppen.
Denne anmelder er hooked på idéen. Og visuelt er der potentiale i dét, der allerede er skabt af Mårten K. Axelsson. Men resten skulle nok finde tilbage til værkstedet for en ordentlig make-over.