Der har længe været stor opmærksomhed på teenageres og unge voksnes mistrivsel. Med forestillingen ’De usynlige’ har Teatergrad i samarbejde med Dansk Røde Kors sat ensomhed og dårlig trivsel hos børn i alderen 10 til 13 år i centrum, og det viser sig at være en ualmindelig god ide.
Det skyldes ikke mindst den form for interaktivt teater, som Teatergrad efterhånden har skåret til og finpudset, så den med tilsyneladende enkle midler rammer både hjerte og hjerne.
Som voksen iagttager er forestillingens publikum en særlig vigtig del af oplevelsen, og børnenes ansigter og adfærd står skarpt i hukommelsen længe efter. Deres åbenlyse engagement og seriøse holdning til det, der forgår, gør indtryk og viser, hvor dybt problemerne med mistrivsel stikker.
Det sker ikke af sig selv. Det lykkes, fordi Teatergrad har udviklet en interaktiv teaterform, der balancerer mellem debat, underholdende skuespil og i ’De usynlige’ fælles danseindslag til god musik.
Konceptet bæres igennem af de medvirkende skuespillere, Luise Kirsten Skov og Pelle Nordhøj Kann, som tydeligt har prøvet det før. Deres evne til på den ene side at spille rollerne som børnene Lisa og August og på den anden side være lydhøre og opmærksomme på tilskuernes reaktioner er forbilledlig.
I forestillingens lange interaktive sekvenser var det – da Teateravisen var til stede – ikke kun dem med en mere eller mindre konstant ivrig en finger i vejret, som fik lov til at komme til orde. Andre blev direkte opsøgt og inddraget.
Skaber et trygt rum
Inden for en åben scenografisk ramme med to farverige platforme og en lydkulisse med skolegårdslarm og hjerteslag skabes et rum, hvor tilskuerne føler sig trygge. De tør komme med svar på de svære spørgsmål, som skuespillerne stiller blandt andet i rollen som lærer. Eller endnu bedre kommer forslag til, hvad man kan, skal og gerne vil gøre, hvis en kammerat føler sig uden for eller af andre grunde har det skidt. Det kan være en skilsmisse eller elskede bedsteforældre, der er gået bort.
I Lisas tilfælde er det bedsteveninden, der er flyttet. Hun efterlader et savn og uden venindens bekræftelse en usikkerhed på sit eget værd, der får Lisa til at trække sig fra alt – også sin far. Hans noget overfladiske og håbløse forsøg på at støtte sin datter virker overhovedet ikke.
Selv danse-videoerne til TikTok, som hun ellers er så glad for at lave, orker hun ikke uden veninden. Når det står værst til, begynder Lisas ene arm at bevæge sig ukontrollabelt, og hun hører en mystisk klokkeringen.
Det lysner først for Lisa, da en lærer får hende med igen, og det viser sig, at en af kammeraterne, August, oplever det samme som hun selv. De to har allerede i begyndelsen været i clinch ved bogstavelig talt at støde ind i hinanden i en af flere løbeture omkring tilskuerne, der sidder i rundkreds i klasseværelset.
Men det meste foregår i inden for cirklen, hvor alle helt tæt på oplever Lisa krympe sig under vægten af tunge tanker, og August nægter at have problemer, selv om hans ansigt og krop udtrykker det modsatte.
Situation for situation nærmer de to kammerater sig hinanden, indtil de opnår en fortrolighed, der får klokkeringningen til at stoppe og bringer dem tilbage til klassekammeraternes fællesskab. De hjælpes på vej af en skøn scene, hvor alle får udleveret en klokke og sammen udfolder et massivt og festligt klokkespil.
Det kulminerer, når forestillingen slutter med udleveringen af klassen klokke. Den skal fremover bruges, når nogen vil fortælle, at de føler sig ensomme og udenfor, så de usynlige bliver synlige.