Han har et hjerte af sten. Forretningsmanden Scrooge tænker kun på penge, og han ænser ikke andre mennesker. Han trækker sin kontorist i løn for det mindste fravær. Han hader jul, som han kun forbinder med udgifter.
Han er blottet for empati i forhold til kontoristen og dennes lille søn, Tim, som sidder i kørestol. Han snerrer ad sin nevø, som han ikke vil vide af. Og nødlidende og fattige er folk, som ifølge ham slet ikke burde leve.
Fra humbug til lyst og lykke
Scrooge kalder alt omkring sig humbug. Men det ændrer sig for Scrooge. Foranlediget af hans kompagnon Marley, som aldrig når at rette op på sin gerrighed og livslede, men efter døden må leve med tunge, snærende lænker på krop og sjæl, får Scrooge besøg af tre juleånder, som fører ham tilbage i tiden.
Scoorge oplever sig selv som barn, ung og voksen i en række essentielle livsvalgsituationer, og han modelleres derigennem til at beslutte sig for en diametralt anden livsførelse. Til et liv med glæde, gavmildhed, lys og lyst. Den tidligere gnier og livshåner ser jorden smile til sig, føler sig 'let som en fjer, lykkelig' og 'lystig som en skoledreng'.
Farve- og glædesfyldt stilren visualitet
Der er meget at hente i Aalborg Teaters opsætning af 'Et Juleeventyr'. Visuelt fører Leiko Fuseya med sit scenografi- og kostumedesign publikum med ind i et univers, som både er fiktionens og af 'en anden verden'. Der er blå 'vinter-renhed', glade farvestrålende kulører og hvide uskyldsrene toner på spil.
Det har i Kjersti Haugens legende og essens-opmærksomme iscenesættelse en fin virkning, at forestillingen åbnes med at ni-ti alfe-, klovne- og fe-lignende væsner, som vævert og med glæde i kroppen indtager både scene og publikumsrum. De er ens og alligevel forskellige. De er alle klædt i hvidt fra top til tå, samtidig med at de har forskelligartede og 'fantasiskøre' krave og hattebeklædninger på – hver i sin klare stærke farve. Og de spiller på forskellige instrumenter.
De forener uskyld, leg og musik og det er dem, som med deres tilstedeværelse – og små pust – hjælper livsglæden på vej.
At Scrooges forretning ikke er gengivet med gammeldags tungt møblement, men i stedet illuderes med bjerge af ensfarvede himmelblå bøger, er tillige et både smukt og virkningsfuldt stilgreb.
Dybdeperspektiv og opsigtsvækkende skikkelser
Scenedybden på teatrets store scene udnyttes fint. 'Loft til gulv-høje' sætstykker trækkes til side og skaber intenst niveauer og blik for særprægede figurer, som er forbundet med den selvindsigt, som Scrooge får.
Skikkelser dukker frem bag halvgennemsigtige skærme, for lidt efter at stå klart frem: En prinsesse-lignende ånd med rød krinoline og rokoko-højt hår kommer til syne. I takt med at hun bevæger sig frem i rummet og tager kontakt til Scrooge tændes et hav af lys i både kjole og paryk. Bellas børnefagre familie danser om juletræ i det fjerne.
Scrooge ser, hvordan Bella – kvinden, som han i sin tid fravalgte til fordel for optagethed af at tjene penge – træder frem og taler med sin mand om, hvor ondt det gør hende, at Scrooge er endt som en ensom mand.
Scrooge oplever det og indser, at de børn – og det liv – kunne have været hans. Siden – til lyden af kulde og uhyggestemt åndedræt – dukker et kulsort, radmagert, skyhøjt og ansigtsløst væsen med gevir op. Som et genfærd eller spøgelse glider det rundt i et terræn af gravsten, mens sort-kutte-klædte børn med dødningehovedansigter strømmer til.
Klarhed i fortællingen
Opsætningens visuelle og iscenesættelses-mæssige stilisering er med til at underbygge såvel detaljerne i som essensen af Dickens juleeventyr. Anden akt fungerer klart bedre end første akt, som lider af et for dorskt trav.
Det er selvfølgelig vigtigt, at forestillingen får introduceret de forskellige personer og situationer, som Scrooge ender med at forholde sig stik modsat til, men der bruges for lang tid på det.
Heldigvis danner en dristig og fermt snedkereret dramatisering – sammen med det visuelle og iscenesættelsen som helhed – modvægt hertil. Dramaturgisk formår Irina Malochevskaja og Kjersti Haugen at få den på mange måder barske og komplekse historie til at fremstå med et lys og en lethed, som ikke udvisker alvoren, men derimod får den til at fremtræde klart.
Godt skuespil
Forestillingens skuespil er også godt. Niels Anders Manley spiller Scrooge med en fin balance mellem fokus på forretningsmanden og hændelserne omkring ham.
Laura Kold fylder Bella med sødme. Kathrine Høj Andersen docerer Fortidsjuleånden med lige dele humanistisk autoritet og eventyr-em. Stanley Bakar giver med charmedrys Nutidens Juleånd en forfriskende lethed.
Og samtlige medvirkende børn optræder og synger i det hele taget upåklageligt godt og optræder med en fin naturlighed – og heldigvis er de ikke blevet udstyret med røde nissehuer, men i stedet med helt almindelige mønsterstrikkede uldhuer.
