H.C. Andersens kendte historie om soldaten med fyrtøjet, heksen ved træet og de storøjede hunde spiller i øjeblikket i en teaterbearbejdning på Aalborg Teater. Og det er en forestilling, hvor der spilles på alle strenge – ikke mindst genremæssigt.
For Martin Nyborgs iscenesættelse rummer associationer til både dukketeater, actionfilm, akrobatik og nycirkus, farce og drama. Det er ærligt talt et hamrende rodet udtryk, og Kasper Daugbergs lysdesign dertil er lige så forvirret.
Når det er sagt, så er forestillingen en perle, der både imponerer og fascinerer, mens den formidler H.C. Andersens mesterværk på en tilgængelig og medrivende måde.
Som soldaten er Aagaard-Williams’ fysik imponerende
Det er i høj grad skuespiller Sebastian Henry Aagaard-Williams, der imponerer i rollen som soldaten. Hans fysiske præstation er hamrende energisk og præcist udført. Det er ikke virtuost, men det er uden tvivl en kraftpræstation, som kun meget få skuespillere kan gøre ham efter.
Det begynder allerede fra begyndelsen, hvor soldaten kommer ind med geværet over skulderen, og går ”1, 2, 1, 2 …” i en hoftehøj strækmarch hen over scenen. Kort efter kommer han tilbage over scenen igen, og vi skal nu forstå, at han er ved at blive træt af at gå. For med montypythonske bevægelser slæber han sig til sidst hen over gulvet, hvor han ender udmattet ved foden af det hule træ.
Igennem forestillingen bliver de fysiske anstrengelser vildere og vildere, og alligevel taber han ikke historien på gulvet – han taber kun pusten en anelse, men ikke historien. Og det er tydeligt, at det er Martin Nyborgs iscenesættelse, der giver Aagaard-Williams plads til den slags udskejelser, for hele forestillingen og de øvrige karakterer gennemstrømmes af en tilsvarende iderigdom og legesyghed.
Det er blot tydeligst hos Aagaard-Williams, at grænsen for hans fysiske evner ikke er nået, og derfor kan vi håbe på, at denne udvikling ikke er slut endnu.
Hunde med øjne så store som …
Jeg har naturligvis fået læst 'Fyrtøjet' højt mange gange som barn – jeg tror, at de fleste af os, der er opvokset i dansktalende hjem, har haft den samme oplevelse. Men jeg har altid ønsket mig at se, hvordan de hunde så ud, og hvordan stemningen var nede i grotten under træet.
Èn ting er selvfølgelig at kunne forestille sig det, hvilket er det skønne ved litteraturen. Men det fantastiske ved scenekunsten er, at det kan blive til virkelighed og samtidigt være mindst lige så eventyrligt. Jeg glædede mig kort sagt til at se de hunde.
Og det viste sig at være forestillingens scoop. Tre hunde i hver sin størrelse, den mindste som en dukke, den mellemste har skuespiller Niels Anders Manley som forkrop, og den største er en decideret væg, der fylder hele bagscenen. Det er fantastisk løst rent visuelt, og særligt den mellemste er med Manleys fysik en hund, man forelsker sig i.
Prinsessen og det forfærdelige hof
Det øvrige persongalleri er en samling gakkede typer i overdrevne kostumer. Vi har et hovskisnovski-par fra byen, som er bedste venner med soldaten, så længe han har penge på lommen, mens de kaster ham for porten, så snart pungen er tom.
Vi har en konge, en dronning, en hofdame og en vagt, som alle er lige karikerede og helt tydeligt historiens skurke. Og så har vi prinsessen, historiens heltinde, som gifter sig med soldaten imod sine forældres vilje, og som med kløgt og snilde får reddet vores hovedperson til sidst.
De er alle skønne, og vi ser for alvor en ensemblepræstation på Aalborg Teater, som vi ikke har set længe. Martin Nyborg har med sin bearbejdelse af teksten givet dem replikker, der giver karaktererne kant.
Og selvom der tales og kommenteres mere af børnene i salen til denne forestilling, end jeg længe har oplevet, så er det en forestilling og ikke mindst et ensemble, der kan bære det. Såvel børn som voksne morer sig kosteligt, og når vi forlader teatersalen, tænker vi: ”Ja, det var sandelig et vaskeægte H.C. Andersen-eventyr.”
