Jeg gider ikke noget!« siger den ene pige.
»Jeg gider heller ikke!« svarer den anden pige.
Og så er stemningen ellers sat i ’Tag en Ting’ med Teater Du Milde Himmel og CoreAct. Pointen er selvfølgelig, at netop kedsomheden og masser af tid får de to piger til at bliver nysgerrige på alle de ting, der omgiver dem. Og så opstår denne ’forestilling om jordforbindelse,’ som den kaldes som undertitel.
Skuespillerne Line Svendsen og Helene Kvint spiller de to ’børn’. Vi ved ikke, hvor gamle de er, men de kan i hvert fald læse nogle svære ord fra varedeklarationen på slikposen, så i 0. klasse går de dog ikke. Line Svendsen spiller med en god bekymring og en masse energi, når hun kigger ud mod børnene og får flere og flere idéer. Og Helene Kvint hviler i sig selv og sin slikpose, mens hun læner sig op ad en fin det-går-jo-nok-alt sammen-attitude, når hun ikke rigtig orker at hidse sig op over, at der er E-numre i vingummi, eller hvad det nu kan være.
Begges undren er lige til at forstå. For de prøver oprigtigt at finde ud af, hvad alle mulige ting er lavet af. Tyggegummi, for eksempel. Og vingummi. Hvad er det egentlig lavet af? Gummi? Og hvad er gummisko så lavet af?
Effektive svar
Det er inde i dialogen mellem de to nysgerrige personer, at handlingen drives fremad. Teksten er skrevet af Sille Jensen (født 1968), der tidligere har arbejdet som billedkunstner og børnebogsforfatter. ’Tag en Ting’ er hendes debut som dramatiker, efter at hun nu i sommer har gennemført et to-årigt kursus på Dramatiker Væksthuset.
Hendes replikker er glimrende, både mundrette og korte. Hun kan tydeligvis høre, hvordan børn taler til hinanden – og hun ved, hvordan børn ikke nødvendigvis forventer avancerede argumenter som svar, men at de ofte bare accepterer et helt kort svar, uanset hvor kryptisk det egentlig er. Det er fint, og det skaber også sjove situationer.
Men hendes dramatiske plot er meget småt. Der er simpelthen for lidt på spil. Desuden bliver det svært at komme til at lære de to figurer at kende, fordi de aldrig taler om sig selv, men kun om andre ting. Vi får simpelthen svært ved at identificere os med dem, når vi ikke kender andet til dem end deres bekymring for tilsætningsstoffer.
Det har da også tydeligvis været svært for instruktøren Annika Barkan at bringe dramatisk ’action’ med ind på scenen, når replikkerne er så stillestående. De to piger taler så meget, at det kniber med oplagte muligheder for også at spille og agere.
Derfor bliver forestillingen ikke helt så spændende, som dens idé ellers sagtens kunne lægge op til. Det bliver heller ikke så fysisk en spillestil, som Annika Barkan ellers står for – til trods for, at hun i sin iscenesættelse er hurtig til at gribe enhver visuel replik til noget dynamisk.
Lille glimt af magi
»Er der sølv i sølvpapir?« spørger den ene af pigerne. Herligt spørgsmål. For hvem ved egentlig det, når det kommer til stykket?
Men det fysiske spil får ikke mange chancer, fordi vi som tilskuere skal gennem en hel geologisk udredning – noget om noget, der hedder aluminium, der først skal koges ud af en sten, og så videre. Nogle af os mister i hvert fald koncentrationen undervejs.
Til gengæld er scenografien både hemmelighedsfuld og symbolsk. For scenografen Christian Q. Clausen har skabt en fin kugleskal af en hule, der ligner Jorden i miniformat – skåret midt over fra nordpol til sydpol. Herinde i den ene halvdel sidder pigerne og hænger ud på bløde sofapuder, mens de er iført farvestrålende kostumer udformet som lynlåstøj i røde-blå-gule farvemix som sjove hilsner til 1980’erne.
Det ser dog ud, som om de keder sig godt og grundigt inde i Jordens statiske indre. Der sker i hvert fald ingenting i scenografien, førend pigerne selv er modtagelige for at opleve verden. Men lige fra dét øjeblik begynder Pernille Planteners lysdesign heldigvis at tindre – og derfra dukker der så til gengæld masser af overraskende genstande op i sofauniverset. Og et lille, smukt glimt af magi.
Sfærisk musik
Samtidig byder Søren Vestergaards musik på lækre suselyde af kedsomhed, der udvikler sig og bliver mere og mere sfæriske, indtil de igen forvandler sig og bliver energiske og decideret klappefaste sangrytmer i forestillingens titelsang ’Du kan ta’ en ting’.
Her begynder performerne også at danse – i en illustrativ koreografi med faste håndbevægelser, der illustrerer alt det, vi mennesker graver op af jorden. (Børnetilskuerne bliver dog ikke bliver inddraget i dansen, så dansen virker lidt langstrakt.)
Selve budskabet i ’Tag en Ting’ løftes dog frem med masser af skæg nysgerrighed. Bevidstheden om, at vi skal passe på jordkloden, stråler klart fra forestillingen – ikke mindst i de lange beskrivelser af, hvor ting egentlig kommer fra, og hvor langt, de skal transporteres, for at komme frem til os i til Danmark.
Så ’Tag en Ting’ skal nok sætte gang i snakke om bæredygtighed og klima blandt tilskuerne. Også derhjemme, når ungerne netop sidder i sofaen og ikke rigtig gider noget.
