Jeg bliver så glad, når jeg ser Teatret Månegøgl. I grunden et mærkeligt navn. Måne, ja, det siger måske sig selv – det mystiske, det drømmende, det poetiske. Men gøgl! Er der noget, Hanne Trolles forestillinger ikke er, så er det gøgl.
Tværtimod repræsenterer hun noget af det bedste i småbørnsteatret – respekten og den stringente fokusering på kernepublikummet, de 2-6-årige, i både form og indhold. Og så besidder hun en særlig nænsomhed, en mildhed i den klare stemme, en varme i udtrykket og måden at være sammen med sine tilskuere på.
’En engel i min lomme’ handler om at fortælle historier. Små historier, så de kan kaperes af de allermindste. Til en begyndelse spørger hun, hvor de historier bliver af, der allerede ér fortalt. De flyver op i himlen, fortæller hun, at hendes bedstemor sagde til hende, dengang hun var en lille pige. Og så må der en engel til at hente dem ned igen. En engel i skikkelse af en dukke, der ligger i bedstemors lomme.
Og så har Hanne Trolle gjort det igen. Skabt en tryllekreds om sig selv og os, mens vi ser hende placere to dukker – den lille pige og bedstemor – under et fint konstrueret æbletræ i den ene side.
Der sidder de og oplever striben af små eventyr. Om det store regnvejr, der blev til syndfloden med alle dyrene siddende i et badekar. Om æbletræerne og den grådige mand, der først satte alle de dejlige æbler til livs, så hans hoved voksede derved. Derefter fældede han alle træerne og drak hele havet, så hans hoved blev endnu større, inden han til sidst for til himmels og eksploderede.
Alvor og storhed
I en fin og varieret blanding af dukker og Hanne Trolle selv fortælles de små historier. Snart er dukkerne enkle og minimale, snart er de store, kan spændes på hendes sko og gå foran hende.
Som når eventyrfortælleren, der ligner og lyder som H.C. Andersen ikke kan finde på flere eventyr og derfor indfanger den lille poesiens fugl, der hidtil med sin sang har inspireret ham, og putter den i bur, så den tier bomstille.
Og hele tiden forvandler og udvikler Kirsten Victoria Linds scenografi sig med himmelblåt bagtæppe, smukt farvelagte parasoller, kulørte snore og stejle trappestiger klappet ud og ind på sindrige måder, så vi til sidst ender i cirkus, hvor den spinkle linedanserinde måske også er englen fra bedstemors lomme.
En god halv time tager den lille forestilling, men den virker af meget mere. Fordi ordene og scenebillederne insisterer på alvor og en smule storhed undervejs, fordi der alligevel er plads til den lune humor og de søde smil, fordi poesien altid er nærværende og får den plads, der tilkommer den.
Sammen med roen i spillet, de udtryksfulde dukker og de øjenvenlige scenebilleder skaber blide toner fra en næsten meditativ musik en frydefuld teater-oase for de allermindste.
