Coyote plejer blot at være artsbetegnelsen på en præriehund. Men i fortælleteatret Dunkelblås barfodsforestilling om solen og månen, dagen og natten er det også navnet på hovedpersonen.
Beretningen om, hvordan Coyote sammen med Ørn drager ud for at finde lyset, bygger på en fin gammel indiansk myte fuld af afveksling og munter underfundighed.
Trods det fortællende spil på en sjov, flad tromme er det dog i starten af forestillingen en fordel at besidde en god portion meddigtende fantasi. Ellers er det svært at få kød og blod på de mange billeder. Men det er tydeligt, at Troels Ejsing er en erfaren historiefortæller med et årvågent øje på og direkte kontakt til publikum.
Ikke en nøgen fod sættes uovervejet, ikke et hundehyl eller et trommespil rammer skævt, og ikke en pause holdes for kort eller for længe. Alligevel opleves spillet hverken køligt eller kalkuleret. Til gengæld balancerer han i de skiftende roller ind imellem lovlig tæt på og overskrider også nogle gange grænsen til det overspillede.
Smittende optimisme
Der er dog oplagte kvaliteter i energien og nærværet i Troels Kirk Ejsings evigt sultne og evigt nysgerrige Coyote. Den atletiske præriehund har længe haft sit hyr med at få noget i skrutten. Han kan heller ikke se, hvor han sætter poterne, for hele verden ligger hen i bælgmørke.
Coyote har det også med komisk og vældigt underholdende at kvaje sig i tide og utide. Især når han tror, at det kan føre til noget at spise.
Men man ikke kan lade være med at holde af ham for hans ukuelige gå-på-mod og smittende optimisme. Den fører ham og publikum vidt omkring, og får også overtalt Ørn til at føre an, da Coyote beslutter sig for at tage ud for at finde lyset. Ørn har af gode grunde det store overblik, og så ved han, hvor lyset befinder sig. Det viser sig at blive en lang og især for Coyote stærkt udmattende færd på fire ben.
De to må vandre og flyve af sted over enorme afstande for at erobre lyset tilbage fra de vilde ånder, der har taget solen og månen. Men ved fælles hjælp og med store anstrengelser lykkes det at trænge ind i fjendeland og få fat i den kasse, hvor solen – og viser det sig senere – også månen er spærret inde. Og så gælder det ellers om at komme væk i en fart og hjem.
Til sin store fortrydelse må Coyote i mangel af vinger under højlydt pusten og stønnen traske hele vejen tilbage. Men han får en lille hævn over den selvsikre Ørn. Selv om Coyote har fået strenge ordrer om ikke at åbne kassen, tager nysgerrigheden overhånd. Han kan ikke nære sig, men åbner den. Ud slipper både sol og måne og lyser verden og forestillingen betagende op.
