Vi bliver advaret fra første øjeblik. Dette bliver næppe en godnathistorie for de små. Johanne Nørregaard-Nielsen som teenageren Mie, alene på scenen med kun et bord til at sidde på, har en opgave at formidle – en fortælling om mobning og vantrivsel, om at være den grimme ælling i et miljø fuldt af pigge og torne, rævesakse og rævekager.
Men inden vi kommer ud blandt vennerne og kammeraterne – som viser sig at være alt andet end 'venner' og 'kammerater', men en blodtørstig hær af mobbere – skal vi først have ridset hjemmet op. En mor der arbejder alt for meget og taler ned til og skændes med en far, der er sygemeldt og arbejdsløs og som drikker og sumper.
Usynlig
I den atmosfære af manglende nærvær kan det ikke undre nogen, at Mie føler sig usynlig; at hendes selvværd kan ligge på et meget lille sted og at hun er netop så usikker, at hun bliver et let bytte for skolens hån-og-spot-patrulje.
Lise Jørgensen har skrevet en vel gennemtænkt historie, detaljeret, stærk, oprivende og grum – en historie som desværre er genkendelig for mange. En tekst som er meget spilbar for en skuespiller som Johanne Nørregaard-Nielsen, der med intensitet og nærvær kan formidle uhyrlighederne, så vi forstår dem, uden at det bliver sentimentalt eller klynkende.
Selv om de færreste oplever sådan en sammenhængende rutsjetur som Mie, vil hendes historie, i hvert fald i glimt, være genkendelig for alle. At være teenager og i den gryende pubertet er noget af en risikosport, tilværelsen kan erfares som, noget man skærer sig på, hvis man bare træder en lille smule forkert, siger de forkerte ting, har det forkerte tøj, for små bryster, for let til tårer, for store hundeøjne.
Retrospektiv
Som titlen antyder, fortæller Mie i eftertid om sine svære opvækstår. Hun genoplever alle knubs på krop og sjæl, al fornedrelse og skam, men hun er blevet sig sin egen historie bevidst, så hendes monolog kan opleves som en advarsel til os tilhørere: 'Hvis jeg havde vidst'.
Og historien handler altså om, hvordan Mie udsættes for mere eller mindre grusom mobning af for eksempel Tobias og Søren, Laura og Julie.
Med det selvfølgelige resultat at hendes selvværd, selvtillid, selvfølelse – ja, hele hendes identitet -går fra nul til minus. Derfor kommer det som en total overraskelse, at hun bliver inviteret med til fest med Tobias, men – ligeså selvfølgeligt – ender det med en kæp i øret og en pik mellem benene i en slags 'frivillig voldtægt'.
Da så også Søren vil nyde den gratis kusse, kommer Sørens storebror Kristoffer til undsætning. 'Har du da ingen værdighed?' hvæser han og trækker hende væk fra de klamme klassekammerater.
Nej, hun har ingen værdighed, hvor skulle den komme fra?
Kristoffer bliver hendes hjælper i et forsøg på at genfinde denne værdighed, men, – alas! – det bliver mere og mere tydeligt, at redningsmanden også har sine sider. Han bliver jaloux, han vil kontrollere hende, bestemme hendes tøj og opførsel, kritiserer alt, nægter hende at fejre sidste skoledag, og det ender voldeligt.
'Hvis jeg havde vidst…'
…at det ville udvikle sig sådan, så ville jeg have valgt anderledes…? Så ville jeg have sagt Nej…? Så ville jeg have besvaret deres mobning med trods og vilje…? Så ville jeg have skiftet skole…?
Så enkelt er det ikke, men jeg ved jo ikke, hvad Lise Jørgensen og Teater Borderline selv har forestillet sig som fortsættelse på de fire ord i titlen.
Men tekst og fremførelse får én til at ane betydningen af, hvad det vil sige at sætte grænser for sig selv, og hvad det betyder at kunne sige 'Nej!', når det gælder.
Teater Borderline har indgået en samarbejde med 'Medusa – et liv uden vold', en institution der kæmper imod for eksempel kærestevold, og med en anden institution, 'Bryd Tavsheden', hvormed der arrangeres workshops og samtaler i forbindelse med forestillingen.
Og det er jo strålende. Men jeg vil huske forestillingen for de bevægende øjeblikke i tekst og spil, som Solveig Weinkouff har givet plads til – for Mies usikkerhed og rædsel og for de sjældne glædesudbrud.
Og én ting mere: Hver gang Mie er ved at gå til i skam og fortvivlelse, trækker hun en hue af uregerlig stof over hovedet. Med to store øjne og et næb er det tydeligt: Den grimme ælling!