’Da Lille Madsens hus blæste væk’ starter blidt. Langsomt sluses de 2- til 5-årige publikummer ind i den løjerlige historie om den dag en strid storm rev Lille Madsens hus løs fra grunden i Byen ved Skrænten og førte det med mand og hund op på toppen af Benbrækkerbjerget.
Claus Bue, Bo Carlsson og Søren Hauch-Fausbøll har tydeligvis greb om. hvordan man skaber spænding og forventning. og hvordan man fastholder kontakten til børnepublikummet uden at tage fokus fra spillets dukker. De dukker, som fra Paul Arne Krings hånd er udtryksfulde og dejligt naive.
Først er Claus Bue i centrum som fortæller, så støder Carlsson til, og til slut dukker Søren Hauch-Fausbøll op. I gennemført gråt tøj og med henholdsvis rød, blå og gule snørebånd i skoene bekræfter de hinanden i, at to er bedre end en og at tre er bedre end to – ’for er man tre til at fortælle, bliver historien tre gange så god’.
Sådan! De små er på. Klar til at starte på en tredobbelt god historie.
En sød lille ‘tal-leg’, som mod slutningen af forestillingen gentages med replikkerne: ’Det er godt at være to, for så bliver man ekstra god’ og ’Er man halvanden…(undren) Kan man være det?! – så hjælper man bare hinanden’.
Fremad i trygge små kapitler
Traditionen tro har Det lille Teater dramatiseret en børnebog. Denne gang en ret ny. Jakob Martin Strids bog udkom i 2008. Og den har teatret fået en fin, om end ikke bemærkelsesværdig original, forestilling ud af.
Det vellykkede er grundtonen og den gode sans for detaljen. Tekstens optimistiske bund af, at her hjælper alle med selvfølgelighed hinanden. Og instruktionens gode fornemmelse for, at det er de små løjerligheder og muntre tilgange, som trækker energien i vejret.
Forestillingen skrider trygt fremad. Alle kan være med. Som i små kapitler bliver vi først præsenteret for byens huse og dyr. Dernæst for dens meget forskellige beboere. Først derefter kommer stormen og den kollektive hjælpeaktion, hvor alt muligt først bringes op til Lille Madsen. Derpå følger næste aktion. Den, der går ud på at bringe Madsen tilbage til byen. Og tilslut kommer den overraskende finale og den store fest.
Prut og gebis
Børnene kan tydeligvis godt lide den rolige historieopbygning. Og de kan (ligesom vi voksne) især godt lide, når ting dukker uventet op eller passer lidt ‘skævt’ til situationen. Det giver også pote hos børnene, når det tillige er ting, som de kender fra deres nære hverdag.
Når en lille rød bold hopper himmelhøjt i vejret bag et af byens huse. Når den stride storm – udover at få vasketøjet til at blafre og vinduerne til at klapre – også sender en hel wc-kumme i vejret. Når Lille Madsens logrende grå (tøj)hund gør akkurat de ting en levende hund gør – og lidt mere til. Når der blandt alt det, som alle i byen firer op til Lille Madsen, udover skinke, brød og andre almindeligheder, også er en nyslået prut, et gebis, en cykel, en mælketand, en godt gnasket sut, en stor bussemand, m.m. Og når Lille Madsen midt i flyveturen stikker hovedet ud af huset og kommenterer situationen med et undrende: ’Tak skæbne hvor mon jeg ender?’.
Børnene synes om de tre skuespilleres små sange og revydansante ’han-skal-i-al-fald-ikke-mangle-noget’-optrin. Og de stiller sig velvilligt til rådighed som rimeeksperter, når Byen bag Skræntens digter, går i stå i sine kreationer. Hittet, da jeg så forestillingen, var, da en lille pige lynhurtigt foreslog ’lus’ som det, der rimer på ’hus’.
Et fornøjeligt dukkefigurgalleri
Paul Arne Krings dukkepersongalleri suger fokus til sig. Med en flommefed Borgmester, der vil byen det bedste. En ditto handlingskyndig General Kaput. En trind og naiv Maja-pige. Og som det mest humoristiske hitter de fire stærke og modige ungersvende, der i synkrone svingninger – med let bævende stemmer – overbeviser os om, at det skal være dem en smal sag at redde Lille Madsen og Luffe fra bjergets top. Dukkeføringsmæssigt halter præstationerne dog noget. Her kunne der godt være øvet mere og kælet mere for detaljen.
Men alt i alt fungerer ’Da Lille Madsens hus blæste væk”’. Som et skud positivitet, hvor alle er med på hinandens ideer og vil hinanden det bedste. Som en opsætning der har blik for detaljen. For at iscenesætte afstande med dukker der skifter størrelse alt efter afstanden fra os (selvom det nu et meget brugt greb). Og for på enkel og humoristisk vis at fortælle mere end det der lige bliver sagt.
Måske er forestillingen lige vel tryg. Lige vel forklarende. Replikpassager som ’Nu har I set hvordan byen ser ud, så skal I høre om den dag Lille Madsens hus blæste væk i en vældig storm…’ gør opsætningen unødig tung i drevet. Det må kunne løses elegantere. For børnene er allerede tændte og klogere end det.
