I løbet af kort tid blev der i England frembragt tre litterære figurer. der lever i sindene den dag i dag over store dele af verden.
I 1865 kom Lewis Carrols første bog om Alice, der falder gennem et kaninhul og ned i en eventyrverden med kortspil som sammenhæng og udfordring. Seks år senere gik samme Alice gennem spejlet til endnu et eventyrland, denne gang med skakspil som dominerende baggrund. I mellemtiden var Beatrix Potter født – hun som senere skulle give liv til Peter Kanin i 1902. Og stafetpinden blev overtaget af A.A.Milne ,som skabte Peter Plys i 1925.
Alle tre forfattere havde solid akademisk og videnskabelig bagage, men alle tre tog altså på et tidspunkt time-out og orlov fra logik og fornuft og overgav sig til fantasien. Og tak for det!
Zangenberg Teaters Alice tager udgangspunkt i den anden bog fra Carrols hånd, hvor to rekvisitter er altdominerende vigtige: Skakbrættet og Spejlet.
Til anledningen er Zangenbergs scenegulv ternet, skakbrættet står midt på, med mange slags underlige brikker, oplyst af en enlig lyspære. Det aflange vippespejl på hjul venter over i hjørnet.
Susanne Bonde er en yndig Alice, i noget der minder om en engelsk skoleuniform, – veloplagt, nysgerrig, glad og fantasifuld leger hun for sig selv. Til smuk pianomusik vakler hun lidt rundt på høje hæle, leger fin dame, undersøger skakbrættet, funderer over nogle mærkelige brikker, sætter spejlet i spil, triller det rundt, alt imens hun skaber sig for sit eget billede, rækker tunge og klovner og opdager at det kan vippes op og ned og lidt mere op og ned – og sandelig også: Helt Rundt!
Stor ståhej!
Til høj musik, videobilleder på væggene, lysskift og bevægelige papkasser, træder Alice gennem spejlet og ind i eventyret. Hvor højhælede sko kan gå af sig selv og skakbrikkerne bliver levende. Hvor fantasien hersker, utæmmet.
Marie Rosendahl Chemnitz har skabt en scenografi, der i al sin enkelhed illuderer såvel Alices rum som eventyrets verden. Vi er hos Alice hele vejen – selv om vi er i et andet univers der på den anden side af spejlet, så er det hendes fantasi, vi bliver suget ind i. Vi ser sammenhængen, det er godt lavet, og kompagniskabet med lys og teknik fungerer fint.
I det hele taget er der styr på det visuelle, ikke mindst på sjove kostumer – ikke uden inspiration fra John Tenniels originaltegninger.
Publikum har været med fra start – denne Alice er ikke vanskelig at identificere sig med – og jubelen når nye højder, når eventyrverdenen begynder at befolkes med underlige figurer med endnu underligere forehavender: Gådefulde Tweedledee og Tweedledum, de duellerende riddere, den hvide dronning der husker baglæns og sætter syltetøjet i vaskemaskinen, kæmpeægget der fejrer ikke-fødselsdage, men kan tyde vrøvlesprog og ved hvad bergamotten er. Det er ingen ende på rigdommen af påfund og opfindelser i Carrols frodige have.
Søren Møller Pedersen og Henrik Zangenberg fylder alle rollerne overbevisende, som affekterede dronninger med medbragt te til 'pique-nique', og som tårn og springere i rustninger af gulvklude. Møller Pedersen laver en rigtig sjov figur af et fortravlet sendebud med flyverhjelm, og Zangenberg er lige så forvirret som han er nærsynet, i mødet med denne emsige pige der danser rundt fra tern til tern – to frem og én til siden, to til siden og én frem – med de irriterende logiske spørgsmål.
Kun et par ting
Torkild Lindebjerg har (sammen med Zangenberg) lavet en udmærket bearbejdelse. Vi bliver kendt med de fleste af figurerne og situationerne fra bogen. Personligt kunne jeg ønske, at Alices stræbsomme og farefulde avancement fra 2. række i skakspillet til dronningekroningen på 8. række var tydeligere, men det kan jo være at et børnepublikum er mindre optaget af skak-allusionerne end mig. Det skulle ikke forundre mig!
Iscenesættelsen er opfindsom og sjov, med både tempo og rytme. Dog ville jeg ønske, at der var mod til lidt større følelsesmæssige udsving. Det bliver en lille smule for glat og for glad. Problemerne bliver ikke store nok, forbløffelsen, angsten, forundringen og protesterne kommer ikke rigtig til udtryk i tilstrækkelig grad.
Susanne Bonde er både graciøs og yndig, og hun har fin kontakt med publikum. Men hun udsættes dog for hændelser, der godt kunne gøre større indtryk – der er jo hele tiden trusler der skal overvindes, overraskelser der skal overkommes, skuffelser der skal bearbejdes og glæder der skal nydes. For ikke at tale om fornærmelser der skal synkes. Og når kongen er nærsynet, kan han godt være dobbelt så nærsynet! Omstændighederne kunne godt være skærpede en tanke.
Når dette er sagt: Publikum havde en festlig stund. De skraldgrinede og jublede, men de delte også Alices angst, når hun skulle dele en kage eller gøre et afgørende hop. Neejj! lød der ængstelig fra flere. Identifikationen var total.
