’Jeg tror nok, at jeg er Alice,’ siger pigen med de lyse krøller og de sorte briller – og den meget blå sløjfe. Men lidt efter er der faktisk hele ni piger, der alle sammen har lange, lyse krøller og runde, sorte briller – og identiske blå sløjfer.
På Aalborg Teater kommer tilskueren i hvert fald ikke i tvivl om, at 'Alice i Eventyrland' er en grotesk historie. Heinrich Christensens iscenesættelse af mareridtsgrundbogen dyrker originalens vanvid med største selvfølgelighed. Og han går ikke af vejen for at udpensle den brutalitet, som historien også rummer – og som så let bliver voldsomt farlig, fordi man undervejs som tilskuer selvfølgelig kommer til at glemme, at det hele faktisk bare er en drøm.
'Alice i Eventyrland' er visuelt et drøn af en familieforestilling. Ida Marie Ellekilde har skabt et ingenkvindesland, der er enhver teaterkoncert værdig: En tomhedsverden med det forjættede rør, der fører til drømmelandet. Men også med tekopper og kortspil og vildtvoksende fluesvampe og en selvhoppende Duracel-kanin, der får især de voksne til at grine.
Synd for Alice
Det går fint for Alice-figuren, sådan at blive mangedoblet til hele ni piger. Det giver god mening, selv for skolestarterne. ’Jeg er Alice,’ siger alle Alice’r. Og så synger de lige en sjov sang til spejlet, som om Alice var blevet til Snehvide:
’Lille spejl, nu spørger jeg dig / Er der andre, der er mig?’.
Men det bliver et problem, at der ikke er nogen på scenen undervejs, der synes, at det er synd for Alice. Hun skal i hvert fald igennem de værste trusler og makabre oplevelser – halshugning for eksempel – uden at der sker andet, end at alle omkring hende griner ad hende. Det virker altså lidt underligt.
Problemet med Alice-forestillingen er i det hele taget dens kulde. Den er blevet så tjekket og raffineret og cool, at al varme er forsvundet. Med en satirekynisme, der vokser sig Casper Christensen-skarp undervejs.
For abstrakt
Lix-tallet stiger også støt igennem forestillingen. De første scener er fint rettet mod de syv-årige, som står angivet som minimumsalderen i sæsonprogrammet. Men for hver scene bliver sproget sværere, bandeordene mere avancerede – og sangene længere.
Det bliver simpelthen mere og mere abstrakt alt sammen. Og dermed bliver det nok nærmere en forestilling for de 12-14 årige – eller allermest deres singlemostre i 30’erne.
Bedsteforældrene er heller ikke nødvendigvis med på spøgen, når kaninen skal tvangsdopes med piller for sin hyperenergi, eller når den forlorne skildpadde inde i sin Heinz-dåse til sidst aflægger rapport om sin skolegang.
Sympatisuk til Mini-Alice
Det er utroligt ærgerligt, at hele forestillingens grundstemning på den måde bliver så destruktiv. For de syv skuespiller-Alicer og de to musiker-Alicer performer fremragende. Og Christel Stjernebjerg har lokket dem alle sammen med i en forfriskende akrobatisk koreografi.
Amalie Dollerup lægger ud med sin Sødme-Alice, men Laura Kold overtager hurtigt med sin flotte sangstemme som Rebel-Alice. Hanne Windfeld har gode pointer og beroligende stemme som Fornuft-Alice, og Malin Brolin-Tani har selvkørende ordflom som Energi-Alice. Merete Mærkedahl får så nådeløsheden frem i Hjerter Dame hos Bøddel-Alice, mens Christel Stjernebjerg bøjer morsomt sin krop sammen både til lands og i luften som Krops-Alice.
Og Sigrid Husjord scorer imponerede sympatisuk for sine lynhurtige akrobatik og sine protester mod at blive overset i forvandlingsrollen som Mini-Alice. Ikke mindst når hun pludselig som forestillingens eneste kærlige superkvinde kaster sig over alle med en højlydt krammer…
Langt fra MGP
Imens hiver Gunhild Kjær i sin harmonika som Musikassistent-Alice, og Kenneth Thordal flår i guitarstrengene med sine muskelarme som Rytme-Alice, der også står bag de mange skønne sange.
Thordals forkærlighed for xylofon og klokkelyde passer perfekt ind i denne uforudsigelige verden, og musikalsk er der virkelig guf for både teenagerne og deres voksne – med en råhed, der passer godt til det vilde mareridtsunivers. Men der er langt fra Børne MGP til Alice…
Med sine mere end to timer er forestillingen dog for lang og unødigt kompliceret i scener, der egentlig mest føles som fyld. De mange brutalgags får desuden julevarmen til at forsvinde – til trods for æbleskiveduften i pausen.
Men jo. Det er visuelt, musikalsk og koreografisk en hamrende flot forestilling. Alle Alice’r er på toppen med deres blå sløjfer. Man kommer bare til at fryse så umanerligt meget i sit tilskuersæde undervejs. Og man får lyst til at give alle Alice’r en krammer.
