Der er fart over feltet, britisk lavkomik, anakronistiske meta-jokes og eventyrsymbolik i rå mængder i Folketeatres familieforestilling om den gode Robin Hood, der tager fra de rige og giver til de fattige.
Forestillingen giver til gengæld gavmildt både til de små og store publikummer og slipper umådelig godt fra sin kække modernisering af det gamle eventyr i Sherwoodskoven.
Munken Broder Tuck (Jesper Riefensthal), så lummer som var det Rytteriet, agerer både fortæller og biperson komplet med buuh-skilte og afstemninger hos publikum som ivrig folkedomstol.
Effektfuld scenografi
Scenografien, særligt i første akt, er uhyre enkel. Skuespillerne hiver selv de sort/hvid tegnede kulisser frem på lærredet bag dem efterhånden som handlingen går fremad.
Alt fra brusende elve, slotsmure og bål at varme sig ved klares på denne måde.
Det er enkelt og effektfuldt, og så stor en del af den bevidst punkterede fiktionspagt, at ingen andet end smiler over de fredløse børn, der kommer ind som karikerede tegninger på et kosteskaft (stadig holdt i sort/hvid som perler på en snor), der følgelig rystes overbevisende, når de bævrer af skræk over Sheriffen af Nottingham og særligt Sir Guy of Gisbornes ondskab.
Han spilles i øvrigt mesterligt af Mathias Sprogøe Fletting, der blander sin tegneserieondskab med en sleskhed, der er en pervers Frank Hvam værdig. Det er ren fryd.
Lady Marian ikke så klassisk ladylike
I det hele tage er der stærke figurer i denne forestilling.
’Hende vil jeg være’, hvisker min lille ledsager benovet, da Lady Marian dukker op i fuld korset-brynje som en anden superwoman af skoven og klarer ærterne for drengene.
Trods den anseelige blomsterdekoration i håret er Marion ikke nogen bly viol i denne opsætning. Selv i bueskydningens ædle disciplin – Robin Hoods trademark om man vil – giver hun ham tørt på i knap så ladylike stil.
Det er vældig politisk korrekt, men det batter altså noget på scenen med så handlekraftig en wing-woman til den folkekære hovedperson, og Emilie Rasmussen gør det godt.
Dannelsesrejsen hos Robin Hood
Robin Hood (Christopher Læssø) følger vi helt fra en temmelig fjollet fødsel og op igennem livet, til de unge teenageår, hvor han boltrer sig i kvinder og sprut, som en rigtig fredløs livsnyder in spe.
Socialt indigneret er det dog nemt at blive, når man ser på de pragtfulde skurke – ikke mindst over-the-top Prins John (en sarkastisk, kimsende Jon Lange) i guldglitterstøvler til knæene, oversize guldkrone og guldure hængende fra guldkåben – der efter eget udsagn ’prøver at spare’.
De er mindst lige så ligeglade med ret og rimeligt som Robin bliver med de regler, der opretholder status quo, og så går det ellers over stok og sten. Robin Hood vil ændre verden og han har hele publikum med sig. Det er en fin udvikling i karakteren at få med.
Musikalske referencer med spredehagl
Særligt er det dog blandingen af regulær handling og de mange lavpandede reference-indskydelser, der virkelig løfter denne familieforestilling. Her er både noget for store og små som det sig hør og bør i denne genre.
Min 6-årige ledsager klukgrinede længe af, at Broder Tuck blev til Broder Tik Tok, hvor undertegnede på samme vis morede sig kosteligt over den spontane fællessang på scenen af Bryan Adams-hittet ’(Everything I do) I do it for you’ som et kærligt, anmassende nik til Kevin Costners blockbuster af en Robin Hood-film fra 1991.
Vi var begge flade af grin, da det på samme måde – helt malplaceret pga. en enkel kommentar om Afrika – var kampråbet fra Løvernes Konge, der gjaldede kortvarigt fra alle på scenen med stor kraft.
Drama og britisk lavkomik
Musikken bruges også mere alvorligt, om end lige så skamløst anakronistisk, i den dramatiske åbning af 2. akt, der sker til Eurythmics ’ Sweet Dreams’ i langsomt tempo, mens alt foregår i slow motion på scenen, der er badet i rødt lys.
Der er med andre ord både reelt drama at kaste sine følelser efter og reel social ulighed at harmes over, sideløbene med en møller, der hedder Graham Spelt og en Lille John, der elsker ramasjang. Undervejs er der også indskrevet korte små referencer til den corona-forskyldte krammeforskrækkelse og meetoo omfavnes med en velplaceret ’hænder på lår’-oneliner under den store bueskydningsturnering mod slut.
Det er reelt underholdende for alle aldre. Varme anbefalinger herfra.
