De er i bybilledet. De hjemløse. På torve, nær kirker, i opgange og butikker. De støver rundt. Klirrer med flasker. Slumrer på bænke og plæner. Grupperer sig på gadehjørner, mumler, taler, og råber ind imellem op. Kalder på nogen. En hund for eksempel.
Akkurat det er åbningssituationen i Teater DanneBros 'Freja', som før refusionsgodkendelsen i januar i år hed 'Hjemløs – et hundeliv'. Efter at en lysblond ung pige (Kaja Mærk Egeberg), som sidder tilbagetrukket i baggrunden på en stol, stemningsfyldt vemodigt og blidt har spillet forestillingen i gang med en melodi på trompet lyder der et 'Freja, Frejaaaaaa, FREJA…', og den Freja-råbende mand (Mikkel Bjerringgaard Carlson) kommer travende ind bag fra publikumsrækkerne med slæbende skridt. Han er klædt i en oversize jakke med påskriften 'HUS FORBI', og på ryggen har han en stor rygsæk.
At 'Freja' er hans bortløbne hund, forstår vi kort efter, da det i forestillingen imaginære dyr, som Egeberg i baggrunden nu lægger stemme til med bjæf og andre hundelyde, kort tid efter vender snuden hjem til sin ejermand, der nu har fundet frem til scenen. En scene, hvis scenografi udelukkende består af nogle spredt anbragte grønne mælkekasser.
Mand og hund får sig en snak, en tår Cola og så er det ellers sengetid. Lidt tilbagetrukket trækker manden sin sovepose op af rygsækken. Med et 'God nat, Freja, pas godt på mig' er det 'sengetid' for den hjemløse mand og hunden, som han fæstner til sig, for at den ikke skal løbe væk under hans søvn.
Klovn og lokkedue i ét
Søvnen varer kort, for snart bliver en flaskeklirrende barnevogn trukket ind i rummet af nok en hjemløs, Felix (Thomas Vilhelm Larsen).
Felix er klædt ud som en klovn – med hvidkridtet ansigt, svalehale og klassisk rød, rund plastiknæse. Noget af en farlig klovnecharmør. At han charmerer en pige blandt publikum er én ting. Noget andet og anderledes alvorligt er, at han lokker Henrik, som vi nu forstår, at den sovende hjemløse hedder, i hundene igen.
Felix og Henrik kender hinanden. De har været i samme 'misbrugsbåd'. Og nu, hvor Henrik har fødselsdag, ser Felix sit snit til at genscore ham. Den første øl, Felix får ham på krogen med, bliver til flere af slagsen. Derpå vodka, og så stoffer (illuderet ved sæbebobler).
Generobringsspillet forløber, alt imens Henrik ikke ved, at Felix har gjort det af med Freja, som ligger død i barnevognen. Henrik forspilder sin chance for på sin fødselsdag at gense den søn, vi på nogle mobilopkald forstår, han har. Og han drømmer sig tilbage til den pige, Freja, som han har opkaldt sin hund efter.
Spot på hjemløshed og misbrug
Jeppe Grinderslev har skrevet en tekst med mange virkelighedsgenkendelige træk og detaljer. En grum fortælling om en deroute for en mand, der ellers var begyndt at have held med at trække sig væk fra alkohol og stoffer.
Teksten siger noget om, hvor skrøbelig begge de to mænds liv er. Henrik er let at lokke. Og Felix skyr ingen midler i forsøg på at få Henrik tilbage at udfylde det hul af ensomhed, som gemmer sig bag hans humørfyldte facade. At Freja er opkaldt efter en elsket kæreste, Henrik engang har haft, aner vi også via små bemærkninger og via Egebergs tilstedeværelse i baggrunden.
'Freja' sætter spot på et meget relevant og ganske alvorligt menneske- og samfundsproblem. Hjemløshed og misbrug. Henriks deroute ender i noget, man uden tøven kan kalde en katastrofe. I sig selv kan forløbet og finalen få det til at gibbe i én og med stor sandsynlighed også i målgruppen.
Forestillingens svaghed er, at teksten ikke består af så spændende replikker; at iscenesættelsen savner nuancer – og at skuespillet ikke er på så højt et professionalitet niveau. Der er med andre ord plads til forbedringer.