Da Kunststyrelsen pr. 1. februar i år ansatte tre egnsteaterkonsulenter i helt nye stillinger, var den garvede administrator og tidligere medlem af Teaterrådet, Anette Eggert, en af dem.
Det er hun ikke mere. Selvom hun har valgt ikke at udtale sig helt konkret om årsagen, skinner det alligevel igennem, at jobbet måske indebærer for meget mundkurv til en person af Anette Eggerts karakter, der ønsker at politisere sit arbejde. Herunder det problematiske i den indførte rammestyring af egnsteatrene – med faldende refusionsprocent til følge.
Konsulentordningen er et led i den revision af egnsteaterordningen, som Folketinget vedtog i maj 2007, og de tre egnsteaterkonsulenters opgave er at følge og bidrage til udviklingen på landets egnsteatre – herunder fordele en kvalitetsudviklingspulje på en million kroner. Egnsteaterkonsulenterne skal desuden evaluere egnsteatre i dialog med teatre og kommuner og kan indstille til Kunstrådet, at statsrefusion og
-tilskud til et egnsteater reduceres/bortfalder.
Anette Eggert har siden tiltrædelsen sammen med sine to kolleger, Carsten Wittrock og Susanne Danig, arbejdet med rammerne for konsulenternes virke.
Dumt at gå nu
»Altså, man kan sige, at nu har vi lagt grunden i form af en handlingsplan, et evalueringskoncept, betingelser for modtagelse af penge fra puljen –og det er så nu, det egentlige arbejde går i gang. Så det er en dum tid at gå – og jeg burde blive for at ændre på vilkårene for jobbet,« lyder det ærligt fra Anette Eggert, der alligevel er kommet frem til, at det bare ikke var det job, som hun troede, at det var.
»Men jeg er ikke i tvivl om, at ordningen kan blive meget spændende og betydningsfuld – også for teatrene. Vi har jo besøgt dem alle og er blevet taget vældig godt imod. Mange af dem føler, at der er langt til ‘København’ og er glade for at få en direkte forbindelse. Og mange steder er egnsteatrene det eneste teater i miles omkreds – og det kan føles temmelig isoleret fra et større fagligt fællesskab. Og på det politiske plan kan det dokumentationsarbejde, konsulenterne udfører, måske åbne øjnene i Kulturministeriet for, hvilke kraftcentre vi har rundt i de yderste provinser,« siger Anette Eggert, der altså bare ikke kunne forlige sig med, at man som egnsteaterkonsulent og dermed embedsmand ikke må udtale sig om de politiske perspektiver – herunder rammestyringens svøbe, der alle andre steder end i Kulturministeriet opfattes som en svøbe for teatrenes udviklingsmuligheder og for kommunernes lyst og evne til at fastholde deres lokale teater.
Pilotprojekt før jul
Tilbage står de to andre egnsteaterkonsulenter, der har valgt at kæmpe videre med jobbet – inklusive de mange bureaukratiske krav, som det fra andre kilder forlyder, at de bliver mødt med i Kunststyrelsen.
Carsten Wittrock og Susanne Danig har midlertidig fordelt Anette Eggerts teater-portefølje imellem sig, mens det afgøres, om de kan køre videre alene eller der fluks vil blive udpeget en ny egnsteaterkonsulent. Der er dog et stærkt pres fra baglandet i form af Scenekunstudvalget og organisationerne BørneTeaterSammenslutningen (BTS) og Foreningen Af Små Teatre (FAST), der vil have udnævnt en ny tredje konsulent. Og vedkommende skal så helst være fra Jylland – al den stund, at Carsten Wittrock siden sin udnævnelse er blevet københavner…
De tilbageværende egnsteaterkonsulenter har under alle omstændigheder sat sig selv under et bastant tidspres, idet det er planen at lave et pilotprojekt i form af evaluering af tre egnsteatre inden årets udgang.