Af: Randi K. Pedersen

25. oktober 2017

Dybsindig og dyster humor

En klar og frisk iscenesættelse styrer publikum gennem historien om Momo og tidstyvene.

Der er smæk for skillingerne og gang i slagtøjet i Det Kongelige Teaters spritnye familieopera 'Momo og tidstyvene'.

Den store scene er proppet med solister, kor og børnekor, som ikke ligger på den lade side i en frisk og klar iscenesættelse, der styrer publikum sikkert ud og ind i Michael Endes eventyrlige og dybsindige historie om tiden. Menneskenes tid, der er liv og bor i hjertet, og som vi skal passe på og huske at dele med hinanden.

Et budskab, der synes mere aktuelt i dag end i 1973, da romanen udkom.

Midt i det stærkt underholdende hurlumhej på scenen vandrer en lille krølhåret skikkelse rundt på bare fødder og samler trådene både dramatisk og musikalsk. Anke Briegels renfærdige Momo er en gave til forestillingen. Smukt og udtryksfuldt syngende og troværdig i sit spil som det tilløbende børnehjemsbarn, der omtrent med livet som indsats og hjælp fra tidens vogter og en nuttet skildpadde henter den stjålne tid tilbage. En Momo, hvis let forståelige dialog også sikrer, at alle kan hænge på, hvis det kniber med at læse teksterne undervejs.   

Skøn teaterrøg

Det begynder stille og roligt, for i landsbyen går tiden langsomt, siger og synger de voksne, mens børnene drøner rundt på en stor gammel ruin, der ligner noget af pap. Men uden at nogen rigtig opdager, at der er fare på færde, piskes tiden op i tempo. Den mere og mere hysteriske travlhed fjerner landsbyens beboere fra hinanden, så de mister deres menneskelighed, og børnene bliver ensrettede uvenlige væsner. Alt sammen visuelt skarpt, dystert og humoristisk aktualiseret på scenen.

Det er tidstyvene, der har erobret landbyen, og som påstår, at man skal skynde sig for ikke at spilde sit liv. De fører sig frem i lysegråt outfit som slemme cigarrygende kapitalister. Det er menneskenes timeblomster, som de fyrer af og holder gemt på et hemmeligt laget. Det er nemlig  timeblomsterne, der holder tyvene i live, men heldigvis kun for en stakket stund, indtil det gode vinder over det onde.

Hos tidens vogter, Mester Hora, som synges og spilles mesterligt af Palle Knudsen, svinger et enormt, smukt pendul tungt og skæbnesvangert fra side til side på den store scene. Indtil det til tyvenes rædsel pludselig stopper. Mesteren har sat sig til at sove, og når det sker, går tiden i stå og kan reddes fra de usle tidstyve. I stedet bliver de grumme grå mænd og deres udsøgt ondskabsfulde leder, Ole Lemmeke, selv tilintetgjort og går op i de skønneste spiraler af teaterrøg.   

Bulder og brag

Anna Bro har fået en levende og vedkommende libretto ud af den berømte klassiker om Momo og tidstyvene. Sammen med en scenografi, der er enkel og ligetil, gør det operaens store apparat overskueligt og eventyret nærværende i forhold til børn. Det er til gengæld mere tvivlsomt, om den nykomponerede musik taler til ret mange af familiens yngre årgange, selvom den er afvekslende og moderne, og der synges og spilles fremragende af store og små.

Men især i operaens første del buldrer og brager det løs i en håndfast illustrativ stil, der hverken rører eller river en med. Det går bedre i anden del, hvor det voluminøse slagtøj ind i imellem tier og lader spinkle, melodiøse toner få lov til at skabe stemning og vise følelser, indtil alt igen fræses fra hinanden.

Den heftige musik giver bedst mening, når Sofie Elkjær Jensen fabelagtigt flot og komisk skrigsynger sig gennem rollen som en grådig mekanisk dukke, der skal besnære Momo.

Det lykkes selvfølgelig ikke. Efter vel overstået gerning vender hun tilbage til Mester Hora og skildpadden Kassiopeia, der meddeler sig gennem lys i skjoldet og kan forudsige, hvad er sker en halv time frem.

Sådan en ven er god at have. Men hvem skal hjælpe os nu, hvor tidstyvene er vendt tilbage i skikkelse af mobiltelefoner, internet og sociale medier, og der ikke er nogen Michael Ende til at fortælle om det?

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Strålende øjne i Betlehem
Parkteatret:
'Marias barn - Guds søn'
Scenerne om Jesus fænger mest i Parkteatrets ambitiøse kristendomsforestilling ’Marias barn – Guds søn’
En klovn skal finde sig selv
Teater Vestvolden:
'Rend mig i traditionerne'
Klovnesminke og kæmpe kanonslag understøtter skildringen af den utilpassede David i Leif Panduros ’Rend mig i traditionerne’, som i Teater Vestvoldens version måske er mere indadskuende end romanen.
Forundringsperformance
Live Art Danmark:
'Hverdagen - Verdens kedeligste forestilling'
’Hverdagen’ er et ambitiøst performanceprojekt af Live Art Danmark. En scenisk spejling af performancekunstens historie, der både er avanceret og mærkelig – og kedelig.
Livsteater med sjælden renhed
Teater Rum:
'Sangen om Oda og Anton'
’Sangen om Oda og Anton’ med Teater Rum har noget barnligt enfoldigt over sig, hvis ægthed ikke er til at stå for.
En originals frihedstrang
Syddjurs Egnsteater, Museum Ovartaci & Hakkehuset:
'Sindet er en sommerfugl'
’Sindet er en sommerfugl’ er fyldt med gode intentioner og kunstnerisk hjerteblod. Men desværre forløses det ikke troværdigt i den mangestrengede forestilling.
Intens opdagelsesrejse
Glad Teater:
'Reflektor'
Glad Teater leverer med 'Reflektor' ikke kun godt teater, men også meget at reflektere over.
Strålende øjne i Betlehem
Parkteatret:
'Marias barn - Guds søn'
Scenerne om Jesus fænger mest i Parkteatrets ambitiøse kristendomsforestilling ’Marias barn – Guds søn’
En klovn skal finde sig selv
Teater Vestvolden:
'Rend mig i traditionerne'
Klovnesminke og kæmpe kanonslag understøtter skildringen af den utilpassede David i Leif Panduros ’Rend mig i traditionerne’, som i Teater Vestvoldens version måske er mere indadskuende end romanen.
Forundringsperformance
Live Art Danmark:
'Hverdagen - Verdens kedeligste forestilling'
’Hverdagen’ er et ambitiøst performanceprojekt af Live Art Danmark. En scenisk spejling af performancekunstens historie, der både er avanceret og mærkelig – og kedelig.
Livsteater med sjælden renhed
Teater Rum:
'Sangen om Oda og Anton'
’Sangen om Oda og Anton’ med Teater Rum har noget barnligt enfoldigt over sig, hvis ægthed ikke er til at stå for.
En originals frihedstrang
Syddjurs Egnsteater, Museum Ovartaci & Hakkehuset:
'Sindet er en sommerfugl'
’Sindet er en sommerfugl’ er fyldt med gode intentioner og kunstnerisk hjerteblod. Men desværre forløses det ikke troværdigt i den mangestrengede forestilling.
Intens opdagelsesrejse
Glad Teater:
'Reflektor'
Glad Teater leverer med 'Reflektor' ikke kun godt teater, men også meget at reflektere over.