Der er smæk for skillingerne og gang i slagtøjet i Det Kongelige Teaters spritnye familieopera 'Momo og tidstyvene'.
Den store scene er proppet med solister, kor og børnekor, som ikke ligger på den lade side i en frisk og klar iscenesættelse, der styrer publikum sikkert ud og ind i Michael Endes eventyrlige og dybsindige historie om tiden. Menneskenes tid, der er liv og bor i hjertet, og som vi skal passe på og huske at dele med hinanden.
Et budskab, der synes mere aktuelt i dag end i 1973, da romanen udkom.
Midt i det stærkt underholdende hurlumhej på scenen vandrer en lille krølhåret skikkelse rundt på bare fødder og samler trådene både dramatisk og musikalsk. Anke Briegels renfærdige Momo er en gave til forestillingen. Smukt og udtryksfuldt syngende og troværdig i sit spil som det tilløbende børnehjemsbarn, der omtrent med livet som indsats og hjælp fra tidens vogter og en nuttet skildpadde henter den stjålne tid tilbage. En Momo, hvis let forståelige dialog også sikrer, at alle kan hænge på, hvis det kniber med at læse teksterne undervejs.
Skøn teaterrøg
Det begynder stille og roligt, for i landsbyen går tiden langsomt, siger og synger de voksne, mens børnene drøner rundt på en stor gammel ruin, der ligner noget af pap. Men uden at nogen rigtig opdager, at der er fare på færde, piskes tiden op i tempo. Den mere og mere hysteriske travlhed fjerner landsbyens beboere fra hinanden, så de mister deres menneskelighed, og børnene bliver ensrettede uvenlige væsner. Alt sammen visuelt skarpt, dystert og humoristisk aktualiseret på scenen.
Det er tidstyvene, der har erobret landbyen, og som påstår, at man skal skynde sig for ikke at spilde sit liv. De fører sig frem i lysegråt outfit som slemme cigarrygende kapitalister. Det er menneskenes timeblomster, som de fyrer af og holder gemt på et hemmeligt laget. Det er nemlig timeblomsterne, der holder tyvene i live, men heldigvis kun for en stakket stund, indtil det gode vinder over det onde.
Hos tidens vogter, Mester Hora, som synges og spilles mesterligt af Palle Knudsen, svinger et enormt, smukt pendul tungt og skæbnesvangert fra side til side på den store scene. Indtil det til tyvenes rædsel pludselig stopper. Mesteren har sat sig til at sove, og når det sker, går tiden i stå og kan reddes fra de usle tidstyve. I stedet bliver de grumme grå mænd og deres udsøgt ondskabsfulde leder, Ole Lemmeke, selv tilintetgjort og går op i de skønneste spiraler af teaterrøg.
Bulder og brag
Anna Bro har fået en levende og vedkommende libretto ud af den berømte klassiker om Momo og tidstyvene. Sammen med en scenografi, der er enkel og ligetil, gør det operaens store apparat overskueligt og eventyret nærværende i forhold til børn. Det er til gengæld mere tvivlsomt, om den nykomponerede musik taler til ret mange af familiens yngre årgange, selvom den er afvekslende og moderne, og der synges og spilles fremragende af store og små.
Men især i operaens første del buldrer og brager det løs i en håndfast illustrativ stil, der hverken rører eller river en med. Det går bedre i anden del, hvor det voluminøse slagtøj ind i imellem tier og lader spinkle, melodiøse toner få lov til at skabe stemning og vise følelser, indtil alt igen fræses fra hinanden.
Den heftige musik giver bedst mening, når Sofie Elkjær Jensen fabelagtigt flot og komisk skrigsynger sig gennem rollen som en grådig mekanisk dukke, der skal besnære Momo.
Det lykkes selvfølgelig ikke. Efter vel overstået gerning vender hun tilbage til Mester Hora og skildpadden Kassiopeia, der meddeler sig gennem lys i skjoldet og kan forudsige, hvad er sker en halv time frem.
Sådan en ven er god at have. Men hvem skal hjælpe os nu, hvor tidstyvene er vendt tilbage i skikkelse af mobiltelefoner, internet og sociale medier, og der ikke er nogen Michael Ende til at fortælle om det?
