Hun forelsker sig i hans dukker. Og dukkeføreren forelsker sig i hende, men han kan kun finde ud af at opføre sig barsk og brovtende over for hende. Kun hans dukker tør vise, at de elsker hende. Først i allersidste sekund sejrer kærligheden …
Så dramatisk er historien i Lilli, der er Randers Egnsteaters lille perle af en beretning om kærlighedens sære vilkår. Teatret har dramatiseret Paul Gallicos bog Pigen og marionetterne, og i Kurt Bremerstents instruktion er denne følelsesfortælling blevet yderst bevægende.
Egentlig er emnet eksotisk på den gammeldags måde. Det handler om samfundets udstødte – dem, der enten kan hoppe i åen eller leve på landevejen. Lilli er ved at springe, men lader sig alligevel distrahere af en lille dukketeatertrup, der inviterer hende til at rejse med. Og fordi hun kan tale med dukkerne på en særlig, tyst facon, ’som kun dukker og børn forstår’, får dukketeatret opblussende succes.
Arvet kjole
Det er Lisbeth Knopper, der spiller den kærlige og følelsesspontane Lilli. Enfoldig, måske, men også menneskeklog. Lisbeth Knopper har en varme, som får børnene til at støtte hende ubetinget. Måske fordi hun viser en intuitiv forståelse for vrede, som kun børn ellers kan have det – og en overbærenhed, som ikke er opofrelse. Hun ligner en pige i en arvet kjole, der ikke rigtig passer, akkurat som hun tilsyneladende ikke passer ind i livet. Altså ikke førend hun møder rævedukken Du-må-kalde-mig-Ray og den rødhårede Gulerodstop med de sjove indfald.
Det er i mødet med dukkerne, at forestillingen løfter sig. Uffe Christensen spalter sig op i et dobbeltliv som både dukke og dukkefører, og kontrasten mellem hans dukker og ham selv bliver større og større. Det er disse selvmodsigelser, som ungerne reagerer så umiddelbart og heftigt på. Måske fordi dobbeltlivet får dem til at se, hvordan vrede og kærlighed kan ligge meget tættere på hinanden, end de måske troede. Også hos voksne. Og Uffe Christensen gør sit blik så mørkt, at man vitterlig mærker dæmonien nedenunder. Dette er ikke nogen sød historie – det er en nødvendig historie.
Farlig dukke
Jovist, der er også indlagt en fortidshistorie om dukkeføreren, der var en stor akrobat, lige indtil han fik ødelagt sit ben i krigen. Men egentlig er denne traumeoplevelse ikke nødvendig for ungerne, som ikke har så travlt med at forstå og psykologisere, som de voksne. Børnene stirrer bare målløse på manden, der er så ond over for Lilli, for hun har jo ikke gjort andet end at forsøge at hjælpe ham.
Samtidig kommer Finn Rye til undsætning som den kejtede, stormavede ven, der prøver at dele gøglerlivets små, glade øjeblikke sammen med Lilli. Han brummer i sit ramponerede blæseinstrument, han smiler gennem de halvsmadrede briller, og han skubber en croissant hen til hende. Og så sætter han rytmen i sangen om lærken, der synger i Bretagne, så ungerne pludselig føler sig hjemme.
Desuden klarer dukkerne resten. Patricie Homolová har skabt nogle frække og muntre dukker, der er så klart skårne, at de får deres eget liv fra første øjekast. Og som i Uffe Christensens dukkeføring også får den farlighed og uforudsigelighed, som gør forestillingen så intens. Desuden byder resten af scenografien på finurlige detaljer med cirkusvogn og lygter og spande på alverdens kroge og behændige indretninger, der også tænder børnene nysgerrighed på det omflakkende liv, der ligger så langt væk fra ejerlejligheder og parcelhuse.
Det er sjældent, at børneteater så ubesværet kan få ungerne til at leve sig ind i fremmede og gammeldags universer som her. Men Lilli lykkes. I al sin depraverede bedrøvethed.
