Af: Anne Middelboe Christensen

4. september 2011

Drømme under bruseren

Limfjordsteatrets leg med Don Quixote er en finurlig og underholdende badeværelsesfantasi.

Hvad skal man med en gammeldags ridderlanse, når man har en toiletbørste lige ved hånden? Og hvad skal man med en vindmølle, når man har et glimrende badekar?

Limfjordsteatret er trådt tæt på Cervantes fortælling om Don Quixote ved at skabe et absurd nutidsdrømmerum ud fra et badeværelse. Al sang under bruseren og dagdrømmeri på toilettet er her udsat for historien om mand, der bekæmper de vildeste fjender i sin fantasi. Altsammen takket være drømmeridderen, der en dag dukker op ude i badeværelset.

Ungerne griner. Og dermed er slaget allerede halvt vundet i ’Don Q’. For det er lykkedes for instruktøren Gitta Malling at skabe nogle groteske figurer, der afspejler hverdagsheltens indre dæmoner, men som også driller og udnytter ridderens verdensfjerne type. Ole hedder helten her. Eller antihelten. En helt almindelig fyr i kedelige bukser og strikvest med hjemmestrikket O. Kun hans omhyggelige, geléformede strithår med klovnestrut afslører, at han er lidt ud over det sædvanlige…

Hvor blev han af?

Men så er det, at denne O møder en Don Q, der er klædt som en slags hvid helteklovn med rustning. Og så begynder al forestillingens tryl og magi, der får børnehavebørnene og skolestarterne til virkelig at koncentrere sig for at finde ud af, hvordan det nu også lige kunne lade sig gøre, at den figur forsvandt for øjnene af dem.

Samtidig fører lydkulissen kvikt både O og Q rundt i verden fra bylyde og pruttelyde. Og Kim Fast Jensen og Lasse Popps legende vandmusik har en skæg bobleunderfundighed, som om Don Quixotes kvaler kunne forvandles til en ringetone med et knips.

Skumbad eller bogbad?

Annika Nilssons rum er et hit. Et minibadeværelse er bygget op med alverdens små detaljer og finurligheder. Her er både krus til tandbørsten og to nøgenangste persienner. Men på bagsiden af spejlet hænger et billede af en ridder…

Badeværelsets standerlampe er drilsk: den svinger ind i hovedet på den, der læser frække bøger på toilettet. Og nej, selvfølgelig kan Ole ikke slippe bogen om Don Quixote… Han tager da heller ikke skumbad, men BOGbad.

Kristian Dinesens Ole har en sjov forbløffethed over sig, når ridderen fra bogen pludselig bliver levende – og en nølende tyngde med en Ole-krop, der hele tiden lige skal tænke lidt over tingene først. Tea Rønne spiller hans spontane modsætning som Ridder Q med væver kropslighed og urokkelig kampgejst – hurtig og præcis. Sammen er de noget så basalt som gode til at lege; ungerne genkender i hvert fald pludselig sig selv i deres spil og griner dobbelt højt.

Det er også yderst muntert, når badekarret bliver til en båd på farefuld sejlads hen over badeværelsesgulvet, og når de to mænd pludselig befinder sig i et bjerglandskab til hest. Videoprojektioner kan en masse her, og skuespillerne kan resten. Så det er bare for tilskueren om at galoppere med.

At turde drømme

Egentlig er forestillingen lige så hoppende i sin handling som romanen – ikke altid indlysende i sine krumspring, men konstant underholdende. Desuden virker forestillingen hævet over tid og sted i sin egen tidsboble – og meget langt fra den aktuelle vinkling i krigsforestillingen Pinkie. Det uegale opvejes imidlertid af det charmerende og fjollede. (Og litterater kan så skændes om, hvorvidt Ole egentlig spiller den trofaste væbner Sancho Panza, selv om Ole vel også selv er den moderne tids spejling af Don Quixote…)

Teatret har givet forestillingen den lange titel ’Don Q. Ridderen der kæmper for at turde turde’. Men egentlig er det ikke det manglende mod hos denne Ole, der gør det største indtryk. Det er hans oprigtige ønske om at møde en ven, der forstår ham – og som han kan drømme sammen med. Og som måske kan få ham til at forlade det hermetisk lukkede badeværelse og gå ud i verden. (Og måske møde Cervantes’ drømmekvinde Dulcinea, hvem ved…?)

Så hvad kan man sige om denne veloplagte klassikerfortolkning? At der er besnærende kort fra O til Q.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Strålende øjne i Betlehem
Parkteatret:
'Marias barn - Guds søn'
Scenerne om Jesus fænger mest i Parkteatrets ambitiøse kristendomsforestilling ’Marias barn – Guds søn’
En klovn skal finde sig selv
Teater Vestvolden:
'Rend mig i traditionerne'
Klovnesminke og kæmpe kanonslag understøtter skildringen af den utilpassede David i Leif Panduros ’Rend mig i traditionerne’, som i Teater Vestvoldens version måske er mere indadskuende end romanen.
Forundringsperformance
Live Art Danmark:
'Hverdagen - Verdens kedeligste forestilling'
’Hverdagen’ er et ambitiøst performanceprojekt af Live Art Danmark. En scenisk spejling af performancekunstens historie, der både er avanceret og mærkelig – og kedelig.
Livsteater med sjælden renhed
Teater Rum:
'Sangen om Oda og Anton'
’Sangen om Oda og Anton’ med Teater Rum har noget barnligt enfoldigt over sig, hvis ægthed ikke er til at stå for.
En originals frihedstrang
Syddjurs Egnsteater, Museum Ovartaci & Hakkehuset:
'Sindet er en sommerfugl'
’Sindet er en sommerfugl’ er fyldt med gode intentioner og kunstnerisk hjerteblod. Men desværre forløses det ikke troværdigt i den mangestrengede forestilling.
Intens opdagelsesrejse
Glad Teater:
'Reflektor'
Glad Teater leverer med 'Reflektor' ikke kun godt teater, men også meget at reflektere over.
Strålende øjne i Betlehem
Parkteatret:
'Marias barn - Guds søn'
Scenerne om Jesus fænger mest i Parkteatrets ambitiøse kristendomsforestilling ’Marias barn – Guds søn’
En klovn skal finde sig selv
Teater Vestvolden:
'Rend mig i traditionerne'
Klovnesminke og kæmpe kanonslag understøtter skildringen af den utilpassede David i Leif Panduros ’Rend mig i traditionerne’, som i Teater Vestvoldens version måske er mere indadskuende end romanen.
Forundringsperformance
Live Art Danmark:
'Hverdagen - Verdens kedeligste forestilling'
’Hverdagen’ er et ambitiøst performanceprojekt af Live Art Danmark. En scenisk spejling af performancekunstens historie, der både er avanceret og mærkelig – og kedelig.
Livsteater med sjælden renhed
Teater Rum:
'Sangen om Oda og Anton'
’Sangen om Oda og Anton’ med Teater Rum har noget barnligt enfoldigt over sig, hvis ægthed ikke er til at stå for.
En originals frihedstrang
Syddjurs Egnsteater, Museum Ovartaci & Hakkehuset:
'Sindet er en sommerfugl'
’Sindet er en sommerfugl’ er fyldt med gode intentioner og kunstnerisk hjerteblod. Men desværre forløses det ikke troværdigt i den mangestrengede forestilling.
Intens opdagelsesrejse
Glad Teater:
'Reflektor'
Glad Teater leverer med 'Reflektor' ikke kun godt teater, men også meget at reflektere over.