Hvad skal man med en gammeldags ridderlanse, når man har en toiletbørste lige ved hånden? Og hvad skal man med en vindmølle, når man har et glimrende badekar?
Limfjordsteatret er trådt tæt på Cervantes fortælling om Don Quixote ved at skabe et absurd nutidsdrømmerum ud fra et badeværelse. Al sang under bruseren og dagdrømmeri på toilettet er her udsat for historien om mand, der bekæmper de vildeste fjender i sin fantasi. Altsammen takket være drømmeridderen, der en dag dukker op ude i badeværelset.
Ungerne griner. Og dermed er slaget allerede halvt vundet i ’Don Q’. For det er lykkedes for instruktøren Gitta Malling at skabe nogle groteske figurer, der afspejler hverdagsheltens indre dæmoner, men som også driller og udnytter ridderens verdensfjerne type. Ole hedder helten her. Eller antihelten. En helt almindelig fyr i kedelige bukser og strikvest med hjemmestrikket O. Kun hans omhyggelige, geléformede strithår med klovnestrut afslører, at han er lidt ud over det sædvanlige…
Hvor blev han af?
Men så er det, at denne O møder en Don Q, der er klædt som en slags hvid helteklovn med rustning. Og så begynder al forestillingens tryl og magi, der får børnehavebørnene og skolestarterne til virkelig at koncentrere sig for at finde ud af, hvordan det nu også lige kunne lade sig gøre, at den figur forsvandt for øjnene af dem.
Samtidig fører lydkulissen kvikt både O og Q rundt i verden fra bylyde og pruttelyde. Og Kim Fast Jensen og Lasse Popps legende vandmusik har en skæg bobleunderfundighed, som om Don Quixotes kvaler kunne forvandles til en ringetone med et knips.
Skumbad eller bogbad?
Annika Nilssons rum er et hit. Et minibadeværelse er bygget op med alverdens små detaljer og finurligheder. Her er både krus til tandbørsten og to nøgenangste persienner. Men på bagsiden af spejlet hænger et billede af en ridder…
Badeværelsets standerlampe er drilsk: den svinger ind i hovedet på den, der læser frække bøger på toilettet. Og nej, selvfølgelig kan Ole ikke slippe bogen om Don Quixote… Han tager da heller ikke skumbad, men BOGbad.
Kristian Dinesens Ole har en sjov forbløffethed over sig, når ridderen fra bogen pludselig bliver levende – og en nølende tyngde med en Ole-krop, der hele tiden lige skal tænke lidt over tingene først. Tea Rønne spiller hans spontane modsætning som Ridder Q med væver kropslighed og urokkelig kampgejst – hurtig og præcis. Sammen er de noget så basalt som gode til at lege; ungerne genkender i hvert fald pludselig sig selv i deres spil og griner dobbelt højt.
Det er også yderst muntert, når badekarret bliver til en båd på farefuld sejlads hen over badeværelsesgulvet, og når de to mænd pludselig befinder sig i et bjerglandskab til hest. Videoprojektioner kan en masse her, og skuespillerne kan resten. Så det er bare for tilskueren om at galoppere med.
At turde drømme
Egentlig er forestillingen lige så hoppende i sin handling som romanen – ikke altid indlysende i sine krumspring, men konstant underholdende. Desuden virker forestillingen hævet over tid og sted i sin egen tidsboble – og meget langt fra den aktuelle vinkling i krigsforestillingen Pinkie. Det uegale opvejes imidlertid af det charmerende og fjollede. (Og litterater kan så skændes om, hvorvidt Ole egentlig spiller den trofaste væbner Sancho Panza, selv om Ole vel også selv er den moderne tids spejling af Don Quixote…)
Teatret har givet forestillingen den lange titel ’Don Q. Ridderen der kæmper for at turde turde’. Men egentlig er det ikke det manglende mod hos denne Ole, der gør det største indtryk. Det er hans oprigtige ønske om at møde en ven, der forstår ham – og som han kan drømme sammen med. Og som måske kan få ham til at forlade det hermetisk lukkede badeværelse og gå ud i verden. (Og måske møde Cervantes’ drømmekvinde Dulcinea, hvem ved…?)
Så hvad kan man sige om denne veloplagte klassikerfortolkning? At der er besnærende kort fra O til Q.