Vilhelm er temmelig charmerende. Han er en dukke hos Marionetteatret, og han har et insisterende blik, som hverken hans forældre eller publikum kan modstå. Han har det reneste badekar og gule badeænder på stribe – og en fin pyjamas og en blå tremmeseng med det nydeligste retrosengetøj. Men han kan altså ikke falde i søvn…
Marionetteatrets glimrende forestilling 'God nat' handler om den gammelkendte aftensituation: Barnet er lagt i seng, men kan ikke sove. Tiden går, klokken slår, og forældrene bliver mere og mere udmattede. Og til gengæld bliver barnet friskere og friskere – og mere og mere opfindsomt.
»Ang!« kræver barnet. Straks synger mor en sang. »And!« skriger barnet. Straks bringes et glas vand. Og så videre. Ikke en eneste bamse bliver skånet til dynefesten.
Men så går der voksenlogik i forestillingen. Mor gider ikke bruge mere tid på sønnike, og far bliver bare træt af ham. Så derfor må Vilhelm selv finde på noget.
Ingen ny godnatsang
I Jacques Matthiessens tekst og instruktion er den lille aftenhistorie blevet til en forestilling, som børnehavebørnene umiddelbart kan identificere sig med. En to-årig pige ved siden af mig hviskede akkurat lige så skæve og manglende konsonanter som Vilhelm. Sådan! Eller ’Ådan!’ som Vilhelm ville sige det.
Desværre skifter forestillingen fortællersynsvinkel undervejs, og det er ikke godt for plottet. For når forældrene pludselig får ordet og får lov til at kommentere på deres irriterende barns fjollede idéer, så overlades lille Vilhelm endnu mere til sig selv, og det fungerer altså ikke. Teksten er simpelthen ikke overbevisende nok, selv om den fint fletter dagligdagssituationen med en vild eventyrhistorie – hvor Vilhelm heldigvis er helten med skøn guldhjelm og drabeligt sværd.
Sangene er også temmelig forglemmelige, hvilket er ærgerligt, når der nu lige var en chance for at introducere københavnernes nye godnatsang. Men lækker, loose og jazzet, det er Johannes Mørchs musik – med instrumenter, der matcher solen og legepladsen i Kongens Have.
Marionetteatrets tre dukkeførere opererer hjemmevante i den lille teaterbod – Maria Garde, Rolf Søborg Hansen og Lene Hummelshøj. Men hvis man forventer sig nye og revolutionerende dukkestunts, så er det ikke denne forestilling, der vil indfri drømmene – heller ikke selv om det fra denne sommer er Det Lille Teater, der har overtaget Marionetteatret.
Desuden rummer forestillingen nogle sære overgange, hvor alt bliver helt stille og statisk, som om forestillingen pludselig går i stå. Men det kan jo være, at det bare var premiereweekendens kvababbelser.
Faktisk trives forestillingen bedst, når Vilhelm begiver sig ud i eventyrland. Her er livet både sjovere og farligere. Det er dog ikke synderligt originalt. Både forestillingens heks og dens trold burde betale honorar til H.C. Andersen. Til gengæld er en brunstribet dragedukke helt sin egen. Og dragen har en koreografi, der er aldeles uimodståelig: Bugtende og bølgende med guldnøglesvirp på halen. Dermed bliver dragedansen også et fint match til Vilhelms værelsesdøre, som scenografen Poul Arne Kring drejer rundt, så de forestiller dystre spøgelsestræer på bagsiden.
Så pyha. Dragenøglen sikrer slutningen. Marionetteatret klarer skærene. Og Ole Lukøje ordner resten. Selv for Vågne Vilhelm.
