Rummet er fyldt med klovne, balloner og poetisk rå cirkusmusik – med figurer, musik og ting, som signalerer fest og glæde – og alligevel handler forestillingen om død – og det er meningen, at det skal være sådan. Teatret st. tv. signalerer dødstemaet med titlen 'Deadline', og de giver os et hint om cirkusformen via stykkets undertitel: – 'en livlig forestilling om at dø'.
Man kan ikke beskylde Teatret st.tv. for ikke at udfordre sig selv. Som teatrets forrige forestillinger emmer 'Deadline' af masser af ung og udadvendt energi. Der er udtrykt på 'fladt' dansk 'knald på', 'gang i den' og 'tryk på alle tangenter' i et klovne- univers, hvor alt står i den overdrevne og groteske komiks tegn. Næsten. Og heldigvis. For forestillingen ville ikke leve, hvis ikke alvoren pibler frem.
Alvoren findes i sprogets sprækker. Line Mørkeby forstår at være både fabulerende og jordnær konkret, og teksten, som er formet som en patchworkfrise over situationer med død til følge, slår ikke kolbøtter i spillernes mund, men er til at sige og til at forstå for publikum.
Ud med obduktionen
Teksten kommer omkring mange forskellige dødssituationer og har meget klogt hele tiden de pårørendes reaktioner og følelser tilknyttet: Forældrene som må sige farvel til et dødt spædbarn. Den unge mand som omkommer i en kæresteomslynget knallertkørsel. Faren som besvarer sit barns spørgsmål ved den kræftsyge mors dødsleje. Veninden som ringer forgæves til den veninde som tager sit eget liv. Osv..
Man kan diskutere om teksten ikke burde have luget scenen, hvor en obduktion gennemspilles som en grotesk happening med køkkengrej og andet tilbehør ud, fordi den falder tematisk ved siden af de andre scene. Man kan mene, at det gør forestillingen lidt tung, at dele af nogle af de andre sekvenser gentages mod stykkets slutning. Og endelig kan man sige, at stykket kræver et meget levende og intenst spil og en vågen opmærksomhedsgivende iscenesættelse, fordi vi ikke følger nogle bestemte personer gennem hele stykket, men skal komme på tæt hold af tematikken via en skiftende frise af skæbner.
Megafon og mime
Et spil fyldt med nerve og liv kan Christian Hetland, Betina Grove Ankerdal og Marianne Søndergaard Madsen heldigvis levere. Hetland kan skrue op for energien som teenageforelsket knallertkører og tone ned som mand til kræftramt kæreste. Ankerdal evner at udstråle en barnlig uskyldsren naivitet som både mor og barn, og hun kan også servere replikker i en mere hårdpumpet modus som megafonråbende fortællerstemme-klovn. Og Madsen har styr på både krumbøjet bedstemorfigur, mor ramt af spædbarns død, teenageveninde til selvmorderske, drabsopklarende detektiv m.m.
I et fin samspil får de tre skuespillere liv og død til at tale fint sammen i Anders Lundorphs cirkusiscenesættelse, som Nadia Nabil effektfuldt har scenograferet. En let skrående hvid bagvæg som forlænges ud til gulv er fyldt med grå og sorte og hvide balloner.
Spillerne er klovnemalet med sort streg og har enten overdådige store bukser, et kæmpe butterfly eller en stor klovnekrave på. Et stort rundt hul i bagvæggen skaber rum for fine spilsituationer.
Man både ler og mærker alvoren i den hulkekors-koncert, spillerne på et tidspunkt har. De kan i det groteske univers få en trestemmigsunget 'Hil dig frelser og forsoner' til at blive helt bevægende. En drabelig familiemordepisode håndteres som Sherlock Holmes i spøgehjørnet. Åndedrættet fra en døende bruges humoristisk i en scene, der morsomt mikser terminalfase og forplantningslyst. Helt naturlige spørgsmål fra en på-knæ-stående spiller, som agerer barn, får lov at have alvoren i sig, så scenen på den vis griber én.
Og forestillingen, som undervejs i ord og situationer, der lader nænsomhed og smerte trænge gennem de groteske optrin, som kredser om dødsårsager og situationer, slutter med en fin og enkel sentens: 'Den bedste definition på livet er, at det kan dø'.
