Kan man kalde det en ’coming of age’-historie, når hovedpersonerne kun er syv år gamle? Normalt omhandler den genre teenagere, der er på vej ind i voksne følelser og erfaringer, men i Ishøj Teaters forestilling ’Hvor ærten?’ er der allerede store erkendelser på vej hos vennerne Trine og Carl.
’Jamen jeg vil jo gerne giftes med dig,’ siger Trine insisterende, mens Carl drømmer om at blive gift med en prinsesse, så han kan blive ’mega-rig’ og køre i en bil med et ’sindssygt optræk’.
I morgen skal Carl på ferie med sin familie, og Trine er bange for, at Carl glemmer hende, mens han er væk. Hun giver ham en halskæde, så han kan huske hende. Og imens er Carl mere optaget af at lege flyvemaskine og spille luftguitar. Og så gider han altså ikke alt det krammeri.
Men hvordan finder man en ægte prinsesse? Svaret kender vi, for det har H.C. Andersen jo fortalt. Man skal bruge en ært og en hel masse madrasser. Så mens Carl er på ferie, vil Trine finde den ært, der er udstillet på et museum i byen, så Carl kan få sin prinsesse. Trine sætter altså sine egne følelser for Carl til side for at gøre ham lykkelig.
På sin jagt efter ærten, der er blevet stjålet fra museet, møder Trine en løjerlig franskmand med en hund og en baguette under armen. På politistationen møder hun en drilsk politimand med blå blink i panden, som ikke rigtig tror på hendes historie om den forsvundne ært. Og til sidst må hun selv jagte den mystiske fyr med maske, der måske har stjålet ærten.
Ærten finder hun, men da Carl kommer hjem fra ferie, har han droppet idéen om at blive gift med en prinsesse. Han er blevet klar over, at det er Trine, han allerhelst vil giftes med, og at det ikke er vigtigt at være rig.
Hvem er publikum?
Der er altså tale om en kærlighedshistorie med temmelig voksne temaer. Men de to skuespillere, Mette Omann Hansen og Emil Bodenhoff-Larsen, formår trods alt at fastholde deres barnlighed i deres fysiske gestaltning af Trine og Carl. Deres bevægelser og ansigtsudtryk er let karikerede, så vi forstår, at de er børn, og deres følelser er umiddelbare og markante.
Særligt formår Mette Omann Hansen med troværdighed at formidle de komplekse følelser, når Trine på den ene side frygter at miste sin bedste ven og på den anden side vil gøre alt for at gøre ham lykkelig. Og Emil Bodenhoff-Larsen skaber undervejs nogle skægge karakterer som blandt andet museumskustode og franskmand, der underholder publikum.
Men det overstråler ikke, at der er noget grundlæggende utroværdigt ved historien om to wyv-årige, der med så mange følelser og overvejelser diskuterer ægteskabsplaner. Og når forestillingen samtidig målretter sig aldersspændet 3-9 år, der altså er børn i vidt forskellige stadier af barndommen, så tyder det på, at man ikke rigtig har taget stilling til sit publikum. Hvem skal dette være relevant for?
Hos de rollinger, der er i teatret denne torsdag formiddag, går jagten efter tyven til gengæld rent ind. Der bliver råbt til Trine, hvor tyven gemmer sig, og jagten iblandt publikum får os til at hvine og grine.
Og som tilskuende voksen må man anerkende den høje moral, der findes hos børnene i Ishøj. For da Trine endelig får fat på ærten, der stjålet fra museet – og som Trine jo selv havde tænkt sig at give til sin ven Carl – bliver der straks råbt: ’Du skal hen på politistationen!’ og ’Aflever den til museet!’
Vi går en god fremtid i møde med så retskafne børn i samfundet. Men det tyder måske også på, at dramaturgien ikke helt er forstået.
Endnu mere musik, tak!
Flere gange igennem forestillingen er der sange, som er fint komponerede melodier i forskellige genrer. Til at begynde med virker det som en helt klassisk venskabssang, der dukker op som et tema igennem forestillingen. Det er ikke så usædvanligt et greb.
Men da det viser sig, at der er tale om et mindre repertoire af tre-fire forskellige sange med fortællende tekster, kunne denne anmelder pludselig ønske sig, at manuskriptforfatter og komponist Anders Bøgelund havde taget skridtet fuldt ud og skrevet en mere eller mindre gennemkomponeret børnemusical. Det ville gøre melodramaet mere spiseligt, og de medvirkende synes at trives bedre i sange og koreografier, end i de mere dialogbårne scener.
Hvad angår iscenesættelsen af Kit Eichler, så er den præget af, at scenernes rum ikke rigtig bliver etableret. Særligt uelegant bliver det, når de medvirkende bryder ud og er fortællere over for publikum. Til gengæld er der ikke sparet på de fysiske gags, som gør iscenesættelsen levende og spændende, ligesom deres brug af en stumtjener på scenen til kostumeskift fænger vores opmærksomhed endnu mere.
Som helhed er forestillingen fint konstrueret, og der er både tempo, dynamik og handling nok til at underholde os i de cirka 50 minutter, den varer. At visse dele så flyver hen over hovederne på nogle og synes lidt for utroværdige for andre, lever vi med, når musikken spiller.
