Fra et førsteoplag på 5000 i 1964 har Shel Silversteins bog om det generøse og uegennyttige træ vokset til et totalsalg på ca. ni millioner, oversat til rundt regnet 40 sprog.
Det er en flertydig historie – den kan tolkes religiøst eller som en fortælling om venskab eller om forholdet mellem barn og forældre, om udnyttelse og egennytte, om gavmildhed og trofasthed – eller noget helt syvende. Hovedsagen er, at den har ramt mange børnehjerter – og voksen-ditto – i de 50 år, der er gået, siden den så dagens lys.
Træet og jeg
I Det Lille Verdens Teaters dramatisering ser man det flotte røde fortæppe gå til side på den lille dukketeater-scene. Musikken tager vore øjne med ind i dekorationen, og der sidder Ranveig Petersen som har hilst os så venligt velkommen, og vi er helt, helt trygge.
Til højre i scenen er der et stort træ. Vi ser en tyk stamme, nogle blade og en rød frugt, men vi ser klart, at træet er uendeligt meget højere og større end den lille scene kan rumme.
Stille og roligt begynder Ranveig at berette historien om drengen, der kommer til 'sit' træ hver dag. For at lege, for at spise lidt af frugten, for at gynge i træets grene, for at falde i søvn ved dets fod. Og for at vågne og omfavne sit elskede træ inden han går hjem. Og træet er lykkeligt, for det holder af drengen – det stiller gerne op til hans lege og giver ham villigt af sin frugt.
Den venlige bølgelængde
Den videre historie tegner en livsfrise. Med mellemrum, der skiller de enkelte afsnit, bliver drengen en ung mand, som møder sin elskede Sofie i ly af træets skygge. Han vil tjene penge, og træet giver ham af sin frugt for at sælge det på markedet. Han bliver en voksen der vil bygge et hjem, og træet giver ham af sine grene til materiale. Som gammel vil han sejle væk, men mangler en båd: – Tag min stamme', siger træet – og det ender med, at drengen er blevet en olding, som kun trænger til et sted at sidde og hvile sig, og træets stub bliver hans livsaftens stol.
Og alle afsnit ender med, at 'træet er lykkeligt'. Dets gavmildhed er uden grænser og uden krav om nogen form for gengældelse.
Det Lille Verdens Teater har satset på at sende på den kanal, der hedder Venskab. Uindskrænket, uselvisk venskab. Og denne frekvens er åbenbart i øre-og øjenhøjde med mit medpublikum. Det skal dog indrømmes, at koncentrationen falder undervejs – i alt fald i perioder efter at drengen ikke længere er en dreng, og specielt hver gang han lægger sig til at sove ved træets fod. Så kommer enkelte åbenbare træthedssymptomer til at præge forsamlingen.
Ranveig Petersen er en kompetent fortæller og dukkefører, og selvom historien i sig selv bliver lidt lang i spyttet for det indre barn, jeg har stor respekt for, så får hun det hele til at hænge sammen. Når jeg savner lidt dynamik og dramatik undervejs, er det ikke hende, det kommer an på, men mere historien som godt kan blive lidt monoton.
Mon musikken kunne give os et spark på skinnebenet en gang i mellem? For i al sin venlighed og godhed er historien en smule repetitiv – det ligger jo i hele opbygningen – og derved også en smule kedsommelig.
Jeg tror, at flertydigheden er historiens største force. I hvert fald for os voksne. Men venskabs-bølgelængden er nok den enkleste og den bedste for børnehave-publikummet.
