De gode gamle dage. Oliver kan svagt huske dem. Dengang hvor far og mor var sammen. Dengang de byggede snemænd, far og Oliver, dengang de holdt jul og grillaftener og var en rigtig familie.
Men så får far nyt arbejde og alle de gode dage bliver færre. Far og mor begynder at skændes, Olivers bedste vens forældre skal skilles, og hvad nu med Olivers forældre? Jul hos den ene og huset, der skal sælges. Oliver tror, at hvis bare han gør alt, hvad der bliver sagt og hjælper til derhjemme, så bliver alt måske godt igen.
Han taber koncentrationen i skolen, han laver overraskelsesmiddag for sine forældre, og det går ikke så godt; de ender med at blive skilt – og så bliver det hele på en eller anden måde alligevel bedre end det var før. Fordi tingene nu er afklaret; fordi forældrene begynder at tale pænere til hinanden, nu hvor de ikke længere er et par. Fordi Oliver opdager, at det aldrig har været hans skyld, at forældrene blev skilt.
Engageret og dramatisk
Det er her, den gode pointe kommer. Sagt klart og tydeligt. Ikke noget med noget underforstået her – budskabet er så vigtigt, at det skal mejsles ind i de unge hoveder, der sidder og lytter: det er ikke jeres skyld, hvis den slags ting sker. Jeg tror, at det siver ind hos målgruppen. Fordi det kommer oven på en stærk og troværdig historie, sat på scenen af en god fortæller.
Kasper Sørensen har god tyngde i kroppen, han fortæller engageret og dramatisk, og besidder en dragende udstråling af troværdighed og autenticitet – han er den pædagog i fritidsklubben, man ville betro sig til, hvis man var en dreng i knibe.
Bevares, der bliver spist nogle endelser og småord undervejs, hvilket efter min mening ikke er i orden, når man kun har sine retoriske evner at gøre godt med.
Og Kasper Sørensen kunne også godt raffinere sine fortællemæssige kneb endnu mere, men han virker alligevel stærk og vedkommende, som han står alene på scenen og beretter, mens han bruger sine hænder til at understrege vigtige pointer.
Og så har han skrevet en god og virkelighedsnær historie med mange sigende detaljer, der vil vække umiddelbar genkendelse hos publikum. Så vi er helt nede ved teatrets rødder – en god fortæller og en god historie. Mere skal der ikke til.