Louis Valente svarer her på Hans Henrik Clemensens forslag om at udelukke Rusland fra ASSITEJ.
ASSITEJ er den internationale sammenslutning for scenekunst for børn og unge. Der er nationale centre i godt 75 lande herunder Rusland og Danmark. ASSITEJ centre er netværk af kunstnere og institutioner, der arbejder for at udvikle scenekunstbranchen med både et national og internationalt afsæt.
Spørgsmålet om udelukkelse eller suspendering er relevant at rejse og diskutere i den aktuelle situation, og der er ikke noget nemt svar på spørgsmålet.
ASSITEJ Danmark blev for godt en uge siden kontaktet af Kulturstyrelsen, og blev spurgt om vi var arrangører af projekter og aktiviteter med russisk deltagelse, eller var bekendt med andre inden for branchen, der var. Formålet var på baggrund af Regeringens politik at opfordre til at aflyse disse aktiviteter.
ASSITEJ Danmark har ikke pt russiske projekter, og det var således nemt at svare på henvendelsen.
Hovedargumenterne for udelukkelser og aflysninger af russiske kulturelle institutioner og begivenheder må i mine øjne være, (1) at aflyse arrangementer, der fylder i den russiske offentlighed og dermed offentligt tydeliggøre konsekvenserne af invasionen, og (2) lægge pres på russiske institutioner, og gøre livet surt for personer i Rusland (især magtfuldt placerede personer), således at de kan yde pres på Putin og det centrale statsapparat til at ende eller nedskalere krigen i Ukraine.
Scenekunst for børn og unge udgør en meget værdifuld kulturel aktivitet i Rusland (og Danmark), men er sjældent meget synlig i offentligheden, populærkulturen eller den politiske debat. Signalværdien i forhold til det første argument synes derfor begrænset.
I forhold til det andet argument, er det vigtigt at fremhæve, at ASSITEJ Rusland alt overvejende udgøres af kunstnere, der ikke bifalder Ruslands invasion. En af vores nære kontakter skrev således til os:
”Today I feel pain, shame and horror because military operation in Ukraine that Russia has launched. I ask you to remember that I am from that Russia that you know. I am against war, crime and violence. I’m not support decision of this government. I feel anger and horror at the sight of terror.
Not in my name, as a lot of my theatre collegues told me. This war as many others full of blood, shame and will have long-term consequences for culture and next generation.”
For mig viser dette citat for det første, at vores kolleger i Rusland allerede er imod krigen. Dvs. vi påvirker ikke deres opfattelse af invasionen ved en udelukkelse.
For det andet peger det på de konsekvenser en udelukkelse af ASSITEJ Rusland med sikkerhed har. Nemlig at vi skubber de mennesker fra os, der med kulturens virkemidler skal arbejde for fred, empati og international samtale.
For mig at se vil en udelukkelse af ASSITEJ Rusland kun i ringe grad (hvis overhovedet) bidrage til det politiske pres for at stoppe invasionen, hvorimod det med stor sikkerhed vil have en negativ indvirkning på de kunstnere, der er vores åndsfælder, og som skal bygge et fredeligt Rusland. Mennesker der ikke som vores medlemmer af ASSITEJ Ukraine lever ned frygt for de russiske bomber, men som er desperate og ulykkelige over situationen og bekymrede for de langsigtede konsekvenser.
Det er på baggrund af disse overvejelser, jeg ikke har foreslået den internationale bestyrelse i ASSITEJ International at udelukke ASSITEJ Rusland.
Afslutningsvis vil jeg nævne, at vi er i kontakt med vores medlemmer i Ukraine, der kæmper for mental og fysisk overlevelse, og gemmer sig i kældre og lign. Vores netværk står klar til at huse dem, hvis de vælger at forlade landet, men indtil videre ønsker de at blive i Ukraine.
ASSITEJ har underskrevet dette opråb sammen med andre kulturorganisationer, og officielt udtrykt vores dybe bekymring for situationen i Ukraine.
Louis Valente er generalsekretær i ASSITEJ og sekretariatsleder af ASSITEJ Danmark