Scenen er fyldt med utætte og knirkende kister. Lange krogede fingre sniger sig op over kistekanter eller lister sig ud gennem blafrende gardiner. En mørk maskeklædt skikkelse træder frem fra mørket eller smutter ud gennem en åbentstående kiste.
Theatret Thalias Tjenere har sat tænderne i Bram Stokes udødelige vampyrklassiker, ’Dracula’, og de har fået rigtig godt fat. Uhygge siver ud af alle utætte sprækker og pibler frem fra alle mørke kroge.
Det gibber i publikum. Og gysene løber som en steppebrand ned mellem tilskuerrækkerne, når de spidse fingre dukker frem. Når stykkets medvirkende bevæger sig rundt i det skumle lommelygtelys. Når de støder ind i kistesider, hinanden og de blodsugende herrer. Og når den vampyrbesatte Lucy med et fjernt blik kommer i tanke om, at hun vist blev draget ned til molen af ulvehyl og tyk tåge.
Monstermelodramatisk
’Dracula’ passer perfekt til den melodramatiske spillestil, som er Theatret Thalias Tjeneres speciale. Og stykket passer rigtig fint til, at spillerne bærer masker.
Michael Fields har iscenesat de bloddryppende løjer 'monstermelodramatisk' i et herligt forlystelsesfyldt trav og med en gevaldigt tyk streg under den sorte humors evne til at kombinere latter og gys.
Linda Fallentin, Helga Rosenfeldt-Olsen, Stephan Vernier og Brian Samsboe er som spillerne på scenen i deres es. Som de berørte 1897-personer med syntetiske parykker og lange rober. Som fortællere, der i en sund blanding af seriøsitet og sjov læser op af gamle dagbøger og andre sagsakter. Og som både mørke skumle og lyse spirreviplystne vampyrer.
Håndholdt støvsuger og gigantiske kanyler
Mange handlingstråde fra originalen er fulgt. Samtidig med at alt gøres en tand mere vildt, voldsomt og grotesk. Siver der lidt jord ud af en kisteside, fikses det med en lille håndholdt støvsuger. Når Lucy, der som den første er blevet bidt af en vampyr, skal have blodtransfusion, så pløkkes en gigantisk kanyle ind i den blodbane, som først er ridset tværs over pigens håndled. Og når hun siden som vampyr må lide døden, så tilintetgøres hun med tykke stolpeslag gennem hjertet og blod som splatter.
Men dør hun? spørger teatret drilsk. Næppe, for som spillerne også siger: ’Det skete, det sker og det vil ske’, fordi der bor en vampyr i os alle….
Akkurat den filosofiske side – vores angst for den bestialske natur vi gemmer under den civiliserede overflade – betones undervejs. Men det, som fylder mest, er nu det underholdende ved den sorte humor og den grovkornet spas.
Det opleves i selve historieforløbet om Grev Dracula og Lucy. Og det kommer til udfoldelse for fuld skrue i tre små mellemspil. Tre vilde vampyrlektioner. En første lektion i hvordan man genkender de blodsugende bæster. En anden lektion i hvordan man kan søge at beskytte sig mod dem. Og en sidste lektion i hvad der skal til for at udrydde dem. Alle tre udført med masser spræl og Dracula'er, som springer musicalvakst rund med flyvske flagermuskapper og gigantisk store masker.
Maskerne har det rette spidse tandsæt, men de har også dybe furer og runde rynker, der understreger, at al alvoren er til for sjov.
