For snart fem et halvt år siden havde Teatret Gruppe 38 i Aarhus premiere på forestillingen ’Jeg er ikke bange for noget’. Det var første del af en trilogi om livets store følelser; den handlede om følelsen frygt.
Nu er Gruppe 38 ude med 2’eren om vrede, som hedder ’Historien om huset, der blev til en prik’. Den sidste forestilling i trilogien kommer til at handle om kærlighed.
I 2012 anmeldtes ’Jeg er ikke bange for noget’ ligeledes her på portalen af Teateravisens anmelder Kirsten Dahl, hvor hun beskriver manuskriptet således:
'Bodil Alling har ud fra den skæve logik, som må herske i hendes hoved, og i samarbejde med holdet skabt en tekst, som er humoristisk drilsk og gravalvorlig på samme tid'.
Den oplevelse må siges at gå igen i trilogiens anden del, ’Historien om huset, der blev til en prik’. Det er i høj grad spændingen imellem humor og alvor, samt Bodil Allings fortrinlige evne til at dyrke disse stemninger, der kendetegner forestillingen.
Den gode 2’er
Ligesom i 2012 er denne forestilling domineret af et imponerende skyggebillede-arrangement og stemningsskabende lydledsagelse. Vi hører både fluer i sommervarmen, klassisk musik og plop! – dér sprang blomsten ud.
Og ligesom sidst er det også Bodil Alling, Søren Søndberg og Søren La Cour, der står på scenen. De to gange Søren står mestendels for teknikken, skyggebillederne og små, finurlige indspark til Bodil Allings medrivende følelsesmonolog.
Det er selvsagt også Catherine Poher, der instruerer trilogiens anden forestilling. Men ellers kan nye publikummer sagtens begynde her! Forestillingerne står nemlig ganske udmærket hver for sig.
’Historien om huset, der blev til en prik’ er en ægte Gruppe 38-produktion med deres vanlige æstetik og kreativitet – og internationale format. Det er bare drøngodt børneteater!
Pigen, der løb væk hjemmefra
Mens vi kommer ind i salen, står Bodil Alling og fordriver tiden sammen med Søren og Søren. En lille radio spiller musik. De skyder til måls efter en skydeskive med elastikker. De taler sagte til hinanden imens. Som om de ikke vil forstyrre os, mens vi finder vores pladser.
Da vi får måsen i sædet, ser de ud på os, og Bodil Alling beder Søren dæmpe publikumslyset og slukke for radioen. Hun stiller sig foran bordet med alskens rod og ragelse. Så: Nu er der teater!
'Det er sommer', siger hun – og afbryder sig selv: 'Det er en historie, så vi skal forestille os, at det er sommer'.
Og herfra hører vi historien om en sommerdag, hvor den lille pige deler jordbær med sine brødre: 'Ét til lillebror, ét til storebror, ét til mig'. Og pludselig er der ikke flere tilbage, og pigen har fået ét færre end sine brødre.
'Det er da lige meget', siger mor. Men hvorfor er det lige meget? Pigen bliver vred – så vred, at hun løber hjemmefra. Så langt hjemmefra, at da hun vender sig om, ser hun, at huset er blevet til en prik.
Rigeligt på opleveren
Bodil Alling kan lægge sit ansigt i de skønneste folder. Med let jyskhed i stemmen og med et smil, der kan få hjertet til at smelte, bliver hun uden problemer til den lille pige.
Og det karakteristiske gråhvide hår kan vi sagtens forestille os lyst og pjusket på et barnehoved – også selvom Alling sidste år kunne fejre sin 60 års fødselsdag.
På et sekund skifter stemningen i rummet; lyset bliver rødt, musikken buldrer, og den vredeste vrede sitrer inden i kroppen på den lille pige.
Dramatisk og spændende bliver det. Uhyggeligt og chokerende bliver det også. Ikke mindst bliver det historiefortælling på et utroligt og særdeles stimulerende plan. Billeder, lyde, ord og mimik strømmer igennem rummet. Vi kan kun overskue at opleve – og der er rigeligt at opleve!
Alle muliges kunst
På visse måder trækker forestillingen paralleller til andre spændende sider af scenekunsten. De følelsesdominerede temaer og Bodil Allings replikker, som repeteres flere gange – og ledsagelsen af klassisk musik i øvrigt, giver skønne associationer til opera. Blot uden sang.
På et andet tidspunkt ser vi den ene Søren stå i siden af scenen og lave fejende bevægelser med armene – igen til klassisk musik. Det er tydeligvis ballet, Søren danser. Men altså uden trin.
Skyggebillederne og ikke mindst det lille, fint konstruerede hus i miniformat giver os i større dele af forestillingen en fornemmelse af, at vi ser dukketeater. Men igen: Dukketeater uden dukker.
Det synes meget bevidst, at man i iscenesættelsen har valgt at bruge virkemidler fra disse øvrige ædle scenekunstformer til at nuancere begrebet børneteater.
Derfor er ’Historien om huset, der blev til en prik’ ikke blot virkningsfuldt teater med et godt og humoristisk greb om historiefortællingen. Det er også en scenekunstproduktion, der emmer af erfaring og teknisk overskud.
