’Chlodna’ er polsk og betyder ’Kølig’. Eller ’Cool’. Premierepublikummet på Fair Plays forestilling, ’Chlodnagaden 33’, blev imidlertid modtaget rigtig, rigtig varmt. Gelejdet én og én af skuespillerne, blev vi alle iført kostumeelementer fra 30’-erne (selv fik jeg et hæklet sort sjal), vi fik stempel på hånden, blev ført gennem spejlgange og anvist pladser på smukkeste vis. Denne smilende, omfavnende varme fik sit gensvar fra publikums side da forestillingen var slut – applausen var spontan og varm.
Og det er da også en yderst sympatisk forestilling med en beundringsværdig hovedkarakter, og både heroiske og humanistiske budskaber.
Ghettoen i Warszawa
Chlodnagaden er kendt som den centrale gade gennem Warszawas ghetto, hvor en bred træbro forbandt den ene del af ghettoen med den anden. I Chlodnagaden 33 lå et jødisk børnehjem frem til den dag i august 1942, da de alle, børn og voksne, blev ført til Warszawas jernbanestation – og resten kender vi bare så alt, alt for godt….
Her voksede for eksempel de forældreløse Marta, Stasiek, Rosa og Jerzy op. Og her boede frem for alt børnelægen og forfatteren Janusz Korczak – ham, der drev børnehjemmet, og ham hvis tanker og praksis om børn og pædagogik teatret Fair Play har givet ord og liv til i sin forestilling.
Tre ’gennemsigtige’ køjesenge af metal, nogle kasser af tilsvarende materiale, et par flytbare arkitektlamper, og en bunke tøj og madrasser midt på gulvet – det er hvad scenografien har at byde på foruden skuespillere i fattigt tøj fra anno dazumal.
Stilfærdigt sættes forestillingen i gang med Michael Ramløses enkle kletschmer-agtige tema for trækspil, guitar, mundharmonika og blokfløjte. Og mens tøjbunkens enkelte dele finder sin plads i scenografien, får vi det ene udsagn at høre efter det andet om børns rettigheder og livsbetingelser. Alt det som vi alle kan tilslutte os, men som vi daglig kun kan bestræbe os på at efterleve. Vi bliver mindet om, at FN’s Erklæring om børns rettigheder af november 1989 har sit ophav i tanker ,der blev sat frem af Janusz Korczak længe inden Anden Verdenskrig. Og vi bliver introduceret til børnehjemmet og de næsten 200 børn, han tog under sine vinger og beskyttede med al sin kraft og vilje og autoritet, indtil de alle forsvandt i skyerne over Treblinka.
’Man graver en grav i luften, der ligger man ikke trangt’, som Paul Celan siger.
Historien er viden kendt. Andrzej Wajda har lavet en berømt film, og Erwin Sylvanus’ teaterstykke ’Dr. Korczak og børnene’ er blevet spillet i mange lande – bl.a. på DR/TV i Sam Besekows regi i 1960. Bøger og essays giver ligeledes vigtige vidnesbyrd om Korczaks enestående indsats, både for sine ’egne’ børn og i den generelle kamp for børns rettigheder.
Det er således et velafprøvet, men også meget betydningsfuldt materiale Fair Play har grebet fat i denne gang – og et materiale der ligger lige for, når man tænker på Danmarks position som et førende børneteater-land.
Dramaturgien halter
Jeg har imidlertid store problemer med at forstå, hvad denne godhjertede forestilling egentlig vil fortælle. I programmet virker det, som om det er spørgsmålet om børns rettigheder, der skal have hovedfokus – og vi får da også flere eksempler på, hvordan Korczak snedigt, intelligent og hensynsfuldt leder sine børn til indsigt og dannelse og til forståelse for rigtigt og forkert.
Men hvis Korczak er protagonisten – helten i vores fortælling, – hvem eller hvad er så antagonisten? Der er ingen opponent til Korczaks tanker og praksis. Den smule diskussion der opstår, kommer fra børnene – ikke fordi de uenige, men fordi de ikke helt har forstået – og det bliver jo hurtigt opklaret.
Hvad med krigen? Hvad med jødeforfølgelse og ghetto-tilværelse? Hvad med nazisternes brutalitet?
Det er ikke svært at se det paradoksale i, at en original, humanistisk røst forsøger at hæve stemmen i en verden af våben, uhyggelige kommandoråb og den ultimative menneskeforagt, men hvis dette skal udgøre den dramatiske konflikt i stykket, forudsætter det, at livet udenfor børnehjemmet gestaltes langt klarere (og farligere) end i Fair Plays forestilling. Doktorens trygge tilstedeværelse indenfor børnehjemmets vægge, eliminerer jo ikke rædslerne i livet udenfor i ghettoen. Men hverken spil eller instruktion standser mit åndedræt eller sætter mig yderst på stolen.
Denne forestilling er simpelthen for fredelig, for forsigtig. Børnenes liv i hjemmet indeholder både liv og lege, spørgsmål og sorg og sange, men foregår på mærkeligt vis i et vakuum, på afstand fra ’det virkelige liv’. Mangelen på kartofler, Korczaks midlertidige ophold i fængsel, trusselen udefra, de fuldstændigt håbløse livsbetingelser den gang – ingenting af dette giver en spillemæssigt kontrast stærk nok til at se originaliteten, storheden og heroismen i Dr. Korczaks epokegørende tanker. Og ikke mindst: Den trods der lå i hans insisteren på det gode midt i en ond, ond tid.
Problemet, som jeg ser det, er, at den gode doktors mange udsagn kun i meget lille grad springer ud af den tid og de vilkår, børnene levede under. Ghettoen i Warszawa 1940-42 er – om noget – et ikonografisk øjeblik i menneskehedens historie, og livet her må have været under et massivt pres fra omgivelserne – med nød og angst.
Lad gå at Korczak gjorde livet så udholdeligt, som han kunne, for sine børn, men hans udsagn om børns rettigheder virker temmelig abstrakte og teoretiske – og dermed irrelevante, når de konkrete omstændigheder er så overvældende.
Det giver mig et fokus-problem. Hvad er vigtigst her – krigen, ghettoen, jødeforfølgelsen, – eller teorien om og demonstrationen af børns rettigheder generelt?
Doktor Korczaks valg
Forestillingen og programmet kredser meget om det faktum, at Korczak aldrig veg fra børnenes side. Helt ind i det sidste afgørende gaskammer holdt han sine børn i hånden og afstod fra alle velmente muligheder for at bjærge sit eget skind, inklusive opfordringen fra ghettoens jødiske råd. Det er ikke mindst denne selvopofrelse, denne dragen-konsekvensen-af-sine-egne-holdninger, der har skaffet Dr. Janusz Korczak en plads i europæisk historie.
Denne del af historien om Dr. Korczak og børnene kommer klart til udtryk i forestillingen, og det er godt at se, at de tre køjesenge (som ellers har været mest brugt til redskabsgymnastik og sceneskift) får et helt tydeligt billede frem: Godsvogne på vej til Treblinka. Et billede som forstærkes af de 25 små træfigurer midt på scenen. Smukt og forfærdeligt. Og opfordringen til publikum om at efterlade de lånte kostumeelementer i to bunker på gulvet skaber et effektivt og ubehageligt memento om KZ-lejre
Forestillingens sympatiske ærinde til trods – jeg ender op med at give kun tre stjerner. Stykket har uklart fokus, spillet er for pænt og instruktionen for forsigtig, og forestillingen har ikke bestemt sig for, om dette er fortællerteater eller drama.
Til sidst dette: Forestillingen skal appellere til børn og unge fra 10 år og op. Hvad ved de 10-årige om Warszawa-ghettoen? Men måske vil de ikke have de samme indvendinger som mig? Til gengæld risikerer de kun at få en forestilling om en god mand, der tænkte rigtige tanker og gik i døden sammen med børnene. Men hvorfor skulle de dø?
