Catherine skal til jobsamtale på en McDonald’s, Basse må sortere medicinflasker, og Lene er ‘fangevogter’ på en ungdomsinstitution.
De tre – med efternavnene Poher, Dam og Vestergård og med årelange og endog glorværdige karrierer i dansk børneteater – er blot nogle af mange erfarne børneteaterfolk, der mærker de benhårde stramninger af dagpengereglerne og rådighedsbestemmelserne, hvor man næsten skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet i samme sekund, klapsalverne fra sidste forestilling dør ud.
For den nye praksis er, at freelance-scenekunstnere med regelmæssig arbejde inden for deres fag får besked på at de skal søge fuldtidsjob og fastansættelser øjeblikkeligt, selvom de måske har en kontrakt på et nyt freelancejob få uger senere.
De nye tider og mange groteske beretninger fra mødet med jobcentrene fyldte næsten mere end snakken om teaterkunst under teaterfestivalen for børn og unge i Næstved tilbage i april måned, hvor op mod 500 børneteaterfolk var samlet.
Således havde gratisavisen MetroXpress problemstillingen som forsidebasker dagen efter festivalen under overskriften: ‘Dansk børneteater halveres næste år’. Her refereres en lille undersøgelse fra festivalen, som Dansk Skuespillerforbunds blad, Sceneliv, bringer i sit maj-nummer – hvori hvert 10. børneteater markerer, at de frygter at måtte lukke i løbet af næste år, mens hveranden ud af de 4-500 teaterfolk, der er beskæftiget inden for børneteater, er tæt på at opgive den hårde kamp mod arbejdsmarkedslovgivningen.
Utryghed og stress
Om undersøgelsens forbavsende høje tal siger formanden for BørneTeaterSammenslutningen (BTS), Jørgen Carlslund:
»Det handler ikke så meget om de konkrete tal, men mere indikationen af, at der ER et stort problem. Det fortæller jo, hvordan alene tvivlen og utrygheden gør, at folk bliver stressede og søger væk fra branchen.«
Flere børneteaterfolk HAR allerede kastet handsken i ringen. De har simpelthen ikke nerver til de mange aktiveringskrav – herunder fire (meningsløse) jobansøgninger om ugen og hovedkulds ‘udstationeringer’ – og har valgt at forlade kunsten som arbejdsfelt.
Og det vil snart kunne mærkes på børneteaterområdet, advarer Jørgen Carlslund:
»Den netop afviklede festival i Næstved viste jo et fantastisk opbud af mangfoldigheden i dansk børneteater, men spørgsmålet er, hvor længe endnu. Skuespillere og andre teaterfolk er blevet jaget vildt. Der er næsten ingen teatre i Danmark, der har råd til at have helårsansatte skuespillere – men nu kriminaliseres de for, at teaterbranchen er bygget op omkring freelance-begrebet, hvor aktørerne går fra job til job,« lyder det fra Carlslund.
Udviklingen kan betyde, at teatrene kommer til at mangle kvalificeret arbejdskraft. Og det går ud over såvel vækstlag som de etablerede teatre.
»Det er ikke kulturpolitikken, men arbejdsmarkedspolitikken, der spænder mest ben for teaterlivet,« lyder det fra BTS-formanden, der understreger, at det ikke handler om forkælede arbejdsløse, men om at de har muligheden for at bevare tilknytningen til deres fag.
Hjort står fast
Den nu forhenværende kulturminister Brian Mikkelse (K) nåede gentagne gange at melde ud, at arbejdsmarkedsspørgsmål hører hjemme i Beskæftigelsesministeriet.
Og her er der absolut ingen forståelse at hente. Claus Hjort Frederiksen (V), afviser, at det er hans opgave at hjælpe kulturlivet,
»En forudsætning for at få dagpenge er, at man står til rådighed for arbejdsmarkedet – det er den samfundskontrakt, vi har med hinanden. Vi hjælper mennesker, der ikke kan få et arbejde og dermed en indkomst, gennem en arbejdsløshedsunderstøttelse. Til gengæld skal den ledige tage et arbejde, når der er et«, siger beskæftigelsesministeren til Politiken.
Og kunstnerne er sådan set enige. De ønsker ikke at lave kunst på dagpenge. Men de kan heller ikke lave kunst uden. Og stramningerne omkring supplerende dagpenge og rådighedsbestemmelser gør, at de ikke har mulighed for at stå til rådighed for deres egen branche. Hvilket både nu og på sigt går ud over både kvalitet og diversitet i teaterlivet.
Ifølge formanden for Dansk Skuespillerforbund (DSF), Henrik Petersen, findes der blot omkring 100 helårsstillinger for skuespillere i Danmark. Danmarks største teater, Det Kgl. Teater, har således blot 17 fastansatte skuespillere. Jobopslag er der ikke mange af på området, og jobansøgninger hjælper ikke meget. De fleste ansættelser sker via netværk.
Solidaritet
Politisk er der ikke meget støtte at hente. Både Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne støtter op om stramme dagpengeregler, herunder at kulturlivet ikke skal have ’kunstig’ statsstøtte gennem dagpengesystemet. I stedet har der været forslag fremme om en særlig A-kasse for ‘den kreative branche’ eller etablering af en privat forsikringsordning efter svensk forbillede.
Således har bl.a. Socialdemokraternes arbejdsordfører, Thomas Adelskov udtalt, at kulturlivets fagforeninger bør lave deres egen a-kasse, hvor man hæfter solidarisk med hinanden i arbejdsløshedsperioder, men at dagpengesystemet i hvert fald ikke skal bruges til, at skuespillere ‘forbereder en læseprøve’ eller ‘puster ud efter en rolle’, som han har udtrykt det.
BTS-formand Carlslund tror ikke rigtig på, at området er stort nok at kunne finansiere en sådan ordning, men har heller ingen konkrete løsningsforslag her og nu. Han efterlyser dog større enighed i de kunstneriske organisationer.
»Vi skal være mere konkrete og melde fælles holdninger ud for at vise, at fx. BTS, FAST, DSF, scenografer, instruktører og teknikere m.fl. står sammen. Vi må opfordre politikerne til at ændre de nuværende retningslinjer, så det fleksible arbejdsmarked kan fungere – med alle freelancerne. Vi håber, at de kan indse, at der er mere klapjagt end jobmuligheder med det nuværende system,« siger Carlslund.
Hvad nu?
En øget kunststøtte, der bl.a. ville gøre teatrene i stand til at ansætte folk i længere perioder, ville være en smuk og farbar – men aldeles urealistisk vej ud af problemet.
Formanden for Scenekunstudvalget, Mikkel Harder Munck-Hansen, har således ved adskillige lejligheder beklaget, at bevillingerne i mange år ikke har fulgt med prisudviklingen, med det resultat at den reelle støtte til små teatre og teaterprojekter udhules. Samtidigt oplever teatre med egnsteaterstatus en øget usikkerhed omkring fremtidens økonomi, fordi mange kommuner holder igen med kontraktforhandlingerne med henvisning til usikkerheden om statens egnsteaterrefusion.
Lige nu er arbejdsmarkedspolitikken ved at smide en del af kulturlivet på lossepladsen. De mange penge til uddannelser, etablering af teatre osv. vil da være spildt – og kulturlivet være så meget fattigere.
Det kunne såmænd godt være, at beregninger vil vise, at der måske er mere sparet ved at behandle freelance-kunstnerne rimeligt – bare indimellem….
For den indledningsvise Basse Dam er der dog lys for enden af tunnelen: Han er så ‘heldig’ at fylder 60 til november og skynder sig på efterløn. Så kan han stadig tage alle de teaterjob, som han kan få fingre i, omend med en vis modregning i efterlønnen – men han slipper for klapjagten i friperioderne…
Opdateret artikel fra BTA 145
