Den begynder langt nede i bas-tonerne, Gunvor Reynbergs historie om lille Mille og hendes morfar. Mille vil hellere have vingummibamser end resten af aftensmaden og bliver sur, når Mor truer med at tage slikposen fra hende.
Hun har rigtignok sin legekanin, Charlie, som hun kan synge for, men mor er skrap og har travlt, for de skal besøge morfar på plejehjemmet. Og han sidder i rullestol med grønne seler og er sur og tvær og nægter at tage sin nødvendige hjertepille, og sygeplejersken bliver sur fordi han vrænger ad hende, og på toppen af det hele kalder han sin datter for møgheks når hun kommer sammen med lille Mille.
Herefter kan det vist kun blive bedre! Og det fuldtallige børnepublikum kan da godt få et forskrækket og frydefuldt grin over uartige børn og ligeså uartige bedsteforældre i rullestol. Børn har som bekendt en instinktiv forståelse for hvem der er autoriteten og giver ordre!
Den magiske skov
Og ikke så snart er Mille og Morfar kommet på tomandshånd, før der begynder at ske ting. For morfars stok er nemlig en tryllestav, og pludselig begynder det at glimte i lys og farver bagved det hvide tæppe. Og når dét glider til side åbenbares en hel skov – birketræer og busker, skjulesteder og stier. Og kæmpe vingummibamser i hvert eneste træ! Ikke så underligt at Mille jublende spæner rundt mellem birkestammerne. Og også morfar! – han er måske slet ikke så skrøbelig alligevel?
Nej. For han er slet ikke en gang morfar – her er han troldmanden Maximus, og Mille er hans lærling. I den magiske skov kan al ting ske og her er intet forbudt, 'bortset fra at tale med heksen, må du gøre lige hvad du vil'.
De gør nu ikke så meget andet end at hoppe og danse, men pludselig er morfars tøfler væk og Milles kanin ligeså. Og så sker der mystiske ting – kaninen får menneskestørrelse og tøflerne kan tale. Heksen dukker op med den livsvigtige grønne perle som Maximus smider i brønden, og så kommer hjerteinfarktet – eller hvad det er.
Der skal noget til inden alt ender godt, men det gør det, og publikum er små alfer der kan hjælpe til med at skabe tryllestøv i luften, og tilbage på plejehjemmet er der hverken sure sygeplejersker eller hekser der skælder ud eller vrantne morfædre.
Magi – trylleri – fantasi
Ishøj Teater har skabt sig et 'brand' med forestillinger hvor det gennemgående idégrundlag er det eventyrlige univers. Fint nok. Det åbner for ukendte, spændende verdener, hvor – netop – alt kan ske, og hvor forundringen får næring.
Men teatret har endnu et stykke vej at gå, inden det kan nå sine ambitioner. Det viser ikke mindst denne forestilling. For at tage tekst og dramaturgi først: Der er mange rodede indfald med sutsko og stor og lille, men der er én sammenhængende historie – den om, at morfar skal tage sin pille, ellers bliver han syg og måske vil han dø.
Dramatikken i den historie er bare ikke stærkt nok understreget, og dermed taber forestillingen noget af sin sammenhængskraft. Sidehistorien – at morfar viser sig at være en anden og mere spændende fyr, end Mille troede til at begynde med – er svær at forstå. Hun siger i starten, at han er kedelig og vil helst slippe for at besøge ham. Men så viser det sig, at han er helt magisk. Er det en engangsforeteelse? Er det første gang Mille besøger morfar på plejehjemmet? Er det første gang, de er på tomandshånd?
Og så er der dette med magi og trylleri og fantasi. For at sætte fantasien i gang må der overlades noget til publikum. Det er ikke nok at sige Trylle – trylle – og vips! Jeg får ikke en snebolds chance i helvede for at digte med. Magien ligger i, at det er mig der opfinder – at jeg bliver ført ud på en rejse, hvor min fantasi skaber lige så meget som det der sker på scenen.
Når – og dette gælder også lys og instruktion og scenografi – de farvede lys kommer op bag det hvide tæppe, er jeg med. Det er spændende, men når tæppet trækkes til side, forsvinder magien som dug for solen i Milles ADHD-dans og jubel over, hvor magisk det er. Udenpå og overfladisk. Skal der trylles, må det være et ordentligt tryllenummer, et som får mig til spærre øjnene op. Enten det, eller at magien får tage den tid, det tager, mens jeg sidder i åndeløs spænding med store øjne og åben mund.
Til instruktøren vil jeg give det generelle råd: Skærp modsætningerne! En ufarlig heks er da en uinteressant heks. Det er da livsfarligt for små kaniner at hente grønne perler i en dyb brønd. Det må da være forfærdelig for Mille at have tryllet sin kanin ind i en katatonisk tilstand. Osv. Det er en misforståelse, at børn skal forskånes for modsætninger – det er det der gør dramatikken til dramatik. Ellers løser alt sig op i udvandet flinkisme – uforståelig for små som for store.
Uden kryds og b i musikken
Scenografien er funktionel, skoven er flot med sine birketræer, og den giver instruktør og spillere gode arrangementsmuligheder. Men jeg er lidt betænkt over farvevalg og æstetik, det minder lidt om farvefjernsynets begejstrede ungdom i halvfjerds-firserne.
Jeg besøgte Ishøj Teater sidst for temmelig nøjagtig fire år siden og kunne den gang konstatere enkelte problemer. Spillemæssigt er der stadigvæk noget, der hænger. Historien indbyder jo ikke til de helt store skuespillerpræstationer, og instruktionen stiller heller ikke uoverstigelige udfordringer. Men det bliver noget påstået i spillet – noget overfladisk og demonstrativt. Uden kryds og b i partituret. Det er alt sammen rart og flinkt og venligt, men det har ikke så voldsomt meget med skuespilkunst at gøre. Jeg mener ikke at kræve stor kunst, men lidt mere indlevelse ville være godt. Annevig Ebbe gør, hvad hun kan, og kæmper for at holde temperaturen oppe, men hun kan godt gebærde sig lidt mindre. Hun er sjov som den modvillige Mille i begyndelsen og hun har en fin kontakt med ungerne i salen – de er på hendes side.
Egnsteater igen
Ishøj Teater har været gennem en turbulent periode, hvor fremtiden var usikker og forandringer måtte ske. Stagnationen var et faktum, et familiedynasti vaklede, positioner skulle opgives, en lang historie gik mod en nødvendig afslutning.
Teatret fik lidt nyt blod ind, der blev rusket en smule op, enkelte udskiftninger var uomgængelige, og takket være gode kræfter kunne teatret beholde skinnet på næsen i den barske overgangsperiode.
I dag har Ishøj Teater genvundet sin egnsteaterstatus, og tillykke med det! Jeg har stadigvæk stor respekt for det store arbejde og det kæmpe antal børn, de spiller for.
Så pøj-pøj videre!
