Alias Teaterproduktion skal have ros for valg af emner til sine ungdomsforestillinger. Både '4,1 promille' og 'Fucking fattig' var lige i øjet for de 13-16 årige, og 'Vildt voldsomt venskab' for de en smule ældre.
Anne Gry Henningsen og hendes medarbejdere har magtet at give det stof og de problemer de tager op, en behandling som både er for hjerte og hjerne, som både er hårde fakta og medfølende fiktion, og som både handler om generelle samfundsspørgsmål og om individuelle skæbner.
I 'Traditionen TRO' træffer Alias alle dem, der nærmer sig en konfirmation uden helt at vide, hvad de står overfor. Eller måske er aldeles uvidende. Er det et ritual, der kræver en egen opfattelse, en egen vilje, en tro? Eller er det noget, man er med på kun for familiens skyld? For gavernes skyld? Skal jeg nu 'bekræfte' et løfte, som mine forældre afgav den gang jeg var så lille, at ordene kirke, dåbskjole, Gud, eller vand kun var betydningsløse lyde i de voksnes mund. Ved jeg nu i dag alt hvad jeg behøver at vide og forstå? For at stå frem for præsten og give en sådan 'bekræftelse'?
Det er ikke enkelt at være 13 år
Til sit gæstespil hos Teater Grob har Alias medbragt en slags cylinder i størrelse XXL med løst, flagrende, hvidt stof som vægge – så tyndt at man kan se gennem det. Det hænger i baner som gardiner, det kan trækkes for eller åbnes, så man kan gøre entré eller sortie gennem. Dertil tre simple trækasser. Det er en enkel, effektiv og ganske smuk scenografi, selv om det kan blive en smule trættende med al den flytten rundt på kasserne og trækken til og fra på gardinerne.
Spillet er energisk og varieret, i en (ikke helt) rytmisk vekslen mellem hurtige skift og crescendi og eftertænksomme fermater. Lotte Bergstrøm i skovhuggerskjorte, altid nuanceret og klar, både som teenager, præst og mor. Carl Martin Norén kan spille højlydt trods og tankefuld søgen efter svar med samme store troværdighed, og Jacob Teglgaard lægger sin store krop præcist til både en usikker og plaget hyperenergisk dreng og en myndig far med hang til orden og traditioner.
Jacob har været i noget, der minder om en eller anden halvfascistoidt udsmykket tøjforretning i København og der stjålet et par cool cowboybukser. Og dermed er vi midt oppe i de 10 bud – nr. 7 for at være eksakt – og spørgsmålet om skyld og samvittighed og tilgivelse. Moralske spørgsmål, mere end religiøse, men sæt nu, at Gud ser en – så for de tre unge er de relevante nok som udgangspunkt for samtaler og uenighed i forbindelse med de problemer, konfirmationen stiller dem overfor.
Buksen bliver et gennemgangstema, den ryger af og på Jacobs lange ben, og den virkeliggør spørgsmål om straf og soning og ikke mindst tilgivelse. Jacob opsøger en præst i kirken – enkelt og fantasifuldt skabt af scenografiens hvide stof – og får at vide, at det nok kun er katolikkerne, der kan få tilgivelse af præsten. Hos os og Luther står du personligt til ansvar lige overfor Gud.
Økumenisk forestilling
Her er også andre vigtige tema. Farmor på hospice, af jord er du kommet, kan man tale med Gud, dele sine tanker med Ham, hvad sagde Marx og Nietsche, hvad med fest og druk, er der et liv efter døden? Og så sådn’ noget som ikke er så vigtigt – som jomfrufødsel og skabelsesberetning, og mirakler, og at gå på vandet. Man kan da godt tro uden at tro på dét, ikke?
De tre tumler med de svære spørgsmål – ungdommeligt intenst og med åndeløst alvor eller med en lige så ungdommelig vigen uden om, slåen det hen, det er for svært, lad os finde på noget andet, lad os gå i byen! Begge sider, begge måder at forsøge at tackle problemerne på, bliver taget seriøst i forestillingen.
Mit hovedproblem som anmelder er, at forestillingen gaber over for meget. Det er meget forståeligt, at teatret har villet trække også Koranen og Toraen ind i forestillingen. De fleste skoleklasser har både én og flere fra de andre to monoteistiske religioner i blandt sig. Og tilsvarende ritualer, som Bar Mitzvah (for drenge) og Bat Mitzvah (for piger), eller det at være med på fredagsbønnen første gang.
Men forestillingen kommer til at cirkle om vore tre hvide, danske, aktører og deres grundtvigianske hverdag. For ikke at tale om arv og miljø. Dermed bliver referencerne til islam og jødedommen reduceret til citater og interessante oplysninger om, hvor meget der er ens i de tre religioner, og den reelle eksistentielle kamp for og imod troen bliver undereksponeret for disses vedkommende.
Instruktør Maria Kjærgaard Sunesen har haft et godt greb om helheden og forestillingens puls – og hun er opfindsom med hensyn til at skabe billeder, der underbygger tekst og situationer. Kun enkelte gange får vi et indfald for indfaldets skyld – som når Martin pudser vindue til Lottes sjove lyde i mikrofonen. Jeg ser ikke retningen i indfaldet, så det bliver stående underligt isoleret, uanset hvor morsomt det er.
Til gengæld er slutbilledet smukt. Rigtig smukt. Og det binder en fin afsluttende sløjfe på hele forestillingen.