Af: Henrik Lyding

27. oktober 2011

De gode viljers fallit

Intentionerne er fine, men det ender med fodslæbende integrationsteater i Opgang 2-forestillingen ’Gidslet’.

Den gode vilje fejler ingenting hos antenne-installatør Finn, der har taget orlov for at realisere sin indre godhed. Han vil integrere og bygge broer i ghettoen, så han og konen er flyttet ind. Nu skal de virkelig gøre en forskel.

Konen er dog ikke voldsomt begejstret. Hun er nemlig blevet overfaldet, og tør derfor ikke gå uden for en dør. Men Finn tør og Finn kan. Med jysk gemytlighed forsøger han sig som velment brobygger, men også han må indse, at god vilje er uendelig meget lettere end konkret handling.

I ghettoen udenfor trasker Abdi rundt med mobiltelefonen konstant åben. Der er noget med hans søster, og moderen skal også beroliges. Som tilskuer venter vi hele tiden på, at de tre tørner sammen. For det er jo det, der er formålet med stykket – at kulturer konfronteres, ører slås ud, debat opstår og broer forhåbentlig bygges.

Det er her, den gode vilje også viser sig hos Opgang 2. Emnet er vigtigt, især når man som jeg så forestillingen sammen med en stor flok skoleelever på Nørrebro. Der var ikke mange af dem, hvis efternavn endte på …sen.

Dagligstuekomedie

Nu er der bare det med gode viljer, at de gør det ikke alene. På det punkt ligner stykkets figurer og stykket desværre hinanden alt for godt. Historien er ganske enkelt ikke i orden i sin uhomogene blanding af komedie, hverdagsrealisme, farce og pædagogik.

Et eksempel: Abdi viser sig pludselig at have så store problemer, at han opsøger Anette, der tilbyder et kursus i intuitiv maling (tror jeg at det var), og derpå bliver spærret inde i et skab, fordi Anette tror, at han er overfaldsmanden.

En sådan situation kunne signalere, at stykket var den farce, teatret selv betegner det som. Men resten af teksten og iscenesættelsen ligner snarere slæbende dagligstuekomedie, tilsat fjolleri. Scenen mellem Abdi og Anette, hvor hun forsøger sig som terapeut, skal nemlig spilles helt anderledes kontant og rapt i timingen, end de medvirkende og instruktøren magter her. Derfor falder den bare stendød til jorden.

Det er et af forestillingens store problemer. At den virker så fodslæbende og at replikkerne er tåkrummende utroværdige for de flestes vedkommende, mens spillet… ja, Rasmus Reiersen besidder i det mindste en solid gang snusfornuft og en vis gemytlig pondus som Finn, mens Tine Grauengaard, der også slås med den mest utaknemmelige og utroværdige af de tre roller, slet ikke slår til.

Derimod er Said Mohamed, ungt talent fra Opgang 2s Talentskole, ikke så tosset som Abdi. Måske fordi han bare skal spille sig selv.

Som forestilling betragtet bringer ’Gidslet’ sørgelige mindelser om det ubehjælpsomme, men politisk velmente gruppeteaters tid i 1970’erne. Også scenografisk virker det unødigt pauvert. En nøjsom og ufleksibel vægkulisse med et stort skab og et persiennevindue på fod. Undskyld, men hvor er den raffinerede forvandlingsscenografi, hvor er der noget for øjet?

Skal jeg samle op, må jeg sige, at jeg synes målgruppen fortjener noget teater, der kvalitetsmæssigt er markant bedre og mere gennemarbejdet end det her. Så kunne man være nået langt dybere, sjovere, mere konfronterende og debatskabende ned i stoffet på den samme times tid.

Vorherre ser som bekendt på den gode vilje; vi andre skal jo også se på resultatet.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Strålende øjne i Betlehem
Parkteatret:
'Marias barn - Guds søn'
Scenerne om Jesus fænger mest i Parkteatrets ambitiøse kristendomsforestilling ’Marias barn – Guds søn’
En klovn skal finde sig selv
Teater Vestvolden:
'Rend mig i traditionerne'
Klovnesminke og kæmpe kanonslag understøtter skildringen af den utilpassede David i Leif Panduros ’Rend mig i traditionerne’, som i Teater Vestvoldens version måske er mere indadskuende end romanen.
Forundringsperformance
Live Art Danmark:
'Hverdagen - Verdens kedeligste forestilling'
’Hverdagen’ er et ambitiøst performanceprojekt af Live Art Danmark. En scenisk spejling af performancekunstens historie, der både er avanceret og mærkelig – og kedelig.
Livsteater med sjælden renhed
Teater Rum:
'Sangen om Oda og Anton'
’Sangen om Oda og Anton’ med Teater Rum har noget barnligt enfoldigt over sig, hvis ægthed ikke er til at stå for.
En originals frihedstrang
Syddjurs Egnsteater, Museum Ovartaci & Hakkehuset:
'Sindet er en sommerfugl'
’Sindet er en sommerfugl’ er fyldt med gode intentioner og kunstnerisk hjerteblod. Men desværre forløses det ikke troværdigt i den mangestrengede forestilling.
Intens opdagelsesrejse
Glad Teater:
'Reflektor'
Glad Teater leverer med 'Reflektor' ikke kun godt teater, men også meget at reflektere over.
Strålende øjne i Betlehem
Parkteatret:
'Marias barn - Guds søn'
Scenerne om Jesus fænger mest i Parkteatrets ambitiøse kristendomsforestilling ’Marias barn – Guds søn’
En klovn skal finde sig selv
Teater Vestvolden:
'Rend mig i traditionerne'
Klovnesminke og kæmpe kanonslag understøtter skildringen af den utilpassede David i Leif Panduros ’Rend mig i traditionerne’, som i Teater Vestvoldens version måske er mere indadskuende end romanen.
Forundringsperformance
Live Art Danmark:
'Hverdagen - Verdens kedeligste forestilling'
’Hverdagen’ er et ambitiøst performanceprojekt af Live Art Danmark. En scenisk spejling af performancekunstens historie, der både er avanceret og mærkelig – og kedelig.
Livsteater med sjælden renhed
Teater Rum:
'Sangen om Oda og Anton'
’Sangen om Oda og Anton’ med Teater Rum har noget barnligt enfoldigt over sig, hvis ægthed ikke er til at stå for.
En originals frihedstrang
Syddjurs Egnsteater, Museum Ovartaci & Hakkehuset:
'Sindet er en sommerfugl'
’Sindet er en sommerfugl’ er fyldt med gode intentioner og kunstnerisk hjerteblod. Men desværre forløses det ikke troværdigt i den mangestrengede forestilling.
Intens opdagelsesrejse
Glad Teater:
'Reflektor'
Glad Teater leverer med 'Reflektor' ikke kun godt teater, men også meget at reflektere over.