Det usynlige orkester stemmer deres instrumenter til en begyndelse. Vi er nemlig i teatret i Marionetteatret i Kgs. Have. Med et fortæppe, der sender lettere surrealistiske hilsener til Akropolistæppet i Det Kgl. Teater med svulmende røde draperier, balustrader, søjler og et lille tempel langt oppe på bjerget.
Men historien bag fortæppet er ikke kongelig. Den er snarere Pantomimeteatrets. Med den unge pige, Columbine, hendes sure far, den unge elsker, der dog ikke hedder Harlekin, og så Frieren. Den tykke, ubehagelige og alt for rige Frier, der vil have Columbine for enhver pris. Og da hun fornuftigt siger nej tak til far, disker Frieren op med en solid pose penge. Købt og betalt er hun.
At Columbine stikker af, er der vel ikke noget at sige til. Ud i skoven til sin fattige elskede. At farmand ryger i fængsel for brudt ægteskabsløfte, er ikke rart, men heldigvis er der tjeneren Pjerrot. En gemytlig bager- eller møllersvend ligner han, og har dermed pantomime-historien på sin side. For der var jo en grund til, at Pjerrot blev hvid i hovedet engang for længe, længe siden.
Ham her er nu ikke hvid – vi er trods alt ikke på Pantomimeteatret, lige som Columbines elskede heller ikke er i det ternede tøj. Men Farmand og Frieren er i fedtet allongeparyk, som traditionen byder herhjemme siden Holbergs tid.
Af sted over stok og sten går det i denne lille pantomimeballet, hvor skiftevis fortæppet og kulisserne suser op og ned, mens dirigenten slår taktslag til det usynlige orkester. Snart er vi på gaden – typisk italiensk med paladser og torve – snart i skoven – den dejligste dukketeaterskov – og til sidst i kirken, hvor Frieren får sin bekomst, for måske er det ikke Columbine, der gemmer sig bag brudesløret!
Fornøjelse for kendere
Det lyder sjovt, men er det knapt og napt. Måske fordi fortælleformen er for avanceret for det meget unge publikum. Her danses nemlig ballet på dukketeatervis, hvor benene løftes så højt, som de ’usynlige’ sorte fører-stænger tillader det. Meget elegant og dygtigt ført af de tre dukkespillere, Maria Garde, Carl Press og Rolf Søborg Hansen.
Det er ikke deres skyld, at oplevelsen virker lidt bleg og adspredt, når Paul Arne Krings finurlige dukker går i spagat, tager sig et gevaldigt ballet-prinsespring over scenen foran de smukke kulisser eller kaster sig ud i den store og til balletgenren hørende pas de deux.
Men historien fortælles lidt for adstadigt, musikken er måske en kende for døsigt slentrende, om end dejligt stemningsskabende at høre på, og pantomimesproget nok også for utydeligt, når det er dukker, der skal ’tale’ det.
Det bliver mere en fornøjelse for pantomimekendere, der kan nyde, hvor tæt og elegant Jacques Matthiessen er kommet originalerne inde i Tivoli.
