Mandag den 26. september 2011 kl. 14,52 ophørte BørneTeaterSammenslutningen (BTS) med at eksistere efter over 42 års virke.
Derfor kan det kun blive en posthum fejring af den vigtigste faglige organisation i dansk børneteaters brogede historie, at det 20. maj er 50 år siden, BTS blev stiftet. Af fem børneteatre og med en overordnet formålsparagraf, der er blevet fulgt og kæmpet for gennem alle årene: 'At sikre alle børn mulighed for at opleve børneteater'.
BTS blev en del af fusionen med FAST (Foreningen Af Små Teatre) i 2011 under navnet TIO (Teatrenes Interesse Organisation), som ved endnu en fusion i juni 2018 med DTF (Danske Teatres Fællesorganisation) blev til den samlede brancheorganisation Dansk Teater.
Hvordan børneteatrets særlige sjæl og historie lever videre her, er en anden sag i en helt anden tid med andre udfordringer for teaterlivet i Danmark. Det positive ved den store fusion er, at der er skabt en mere magtfuld og indflydelsesrig samlet brancheorganisation og arbejdsgiverforening for både børne-, ungdoms- og voksenteatre.
Skolescenens fald
Men BørneTeaterSammenslutningen er stadig værd at huske på – som en god historie og som et levn fra en omvæltningernes tid.
Dansk Skolescene havde været den monopolagtige udbyder af børne- og ungdomsteater siden 1924, hvor man primært spillede mere eller mindre bearbejdede version af klassiske skuespil på store teaterscener landet over, hvor elevernes adfærd blev kontrolleret af nidkære lærere. I kølvandet på 1960'ernes nye gruppeteater, opgør mod den autoritære pædagogik m.v., voksede kritikken af Dansk Skolescene, hvis styrelse så hårdnakket modarbejdede både nye tendenser og en omstillingsparat direktørs forsøg på at forny repertoiret, at man valgte at likvidere organisationen.
Den korte version: Den angivne årsag var dårlig økonomi; den reelle politisk censur i forbindelse med en Fiolteater-forestilling om (kolonistyret) på Færøerne, der skulle have været en del af abonnementsserien.
Men da var flere børneteatre allerede i fuld gang med at modernisere teaterformen med fokus på vedkommende emner, spillemæssig nærhed og udvist solidaritet med målgruppen.
Fem stiftende teatre
I 1965 havde Jytte og Tonny Lyngbirk grundlagt det teater, der i 1972 etablerede sig som Ishøj Teater, mens Bodil Lindorff i Aarhus havde etableret sin børneteaterskole, der siden fik navnet Filuren. I 1966 havde Vibeke Gårdmand med støtte fra en kreds af kunstnere og godtfolk stiftet Det Lille Teater som landets første stationære børneteater, mens Jytte Abildstrøm spillede dukketeater i sin garage; i 1968 blev Comedievognen etableret af Benny E. Andersen som et turnerende teatertilbud til skoler og institutioner som alternativ til Skolescenen.
Og det var netop de fem teatre, der 20. maj 1969 stod bag stiftelsen af BørneTeaterSammenslutningen. De fem var samtidig identisk med de eneste teatre, der på det tidspunkt modtog støtte fra Kulturministeriet, som havde valgt at bruge noget af det sparede tilskud til Skolescenen på de nye børneteatre.
Der var flere aktører med i forarbejdet, som fandt sted på møder på de små stole i Det Lille Teater. Og enighed om at det var vigtigt at organisere sig og etablere en børneteaterstruktur med selvstændige teatre, ingen mellemled mellem teatre og skoler og en række andre principper, der indvarslede et helt nyt syn på børn og kultur, som har fulgt både BTS og området siden.
Vibeke Gårdmand i frontlinjen
Allerede ved årsskiftet til 1970 var der 13 medlemsteatre, området blev repræsenteret i Teaterrådet (der i de år bestod af 30-35 repræsentanter fra div. faglige og brugerorienterede organisationer og med et syv-personers forretningsudvalg, hvori bl.a. Vibeke Gårdmand og Niels Andersen, nu Vandrefalken, sad en overgang) – og ved teaterlovsrevisionen i 1970 fik 'det nye børneteater' sin egen paragraf med tilskudsmuligheder til produktion af forestillinger.
Denne statsstøtte blev fluks implementeret i BTS' kontingentudregning helt efter organisationens solidaritetsprincipper: En procent af evt. tilskud fra det offentlige, dog mindst 25 kr. pr. teater.
Således blev BTS hurtigt den samlende organisation for et stigende antal børneteaterproducenter – de fleste uden teaterfaglig uddannelse, hvorfor Skuespillerforbundet i begyndelsen ikke var specielt interesseret i at organisere denne brogede flok.
Vibeke Gårdmand fremstod fra starten som 'den første blandt ligemænd', når organisationen skulle markere sig udadtil, men først i januar 1970 blev hun valgt til formand – som der stod i et lidet entusiastisk mødereferat fra 28.1.70: 'Vibeke Gårdmand valgtes modstræbende til formand. Man turde ikke vælge blandt de fraværende'….
Dansk Børneteatersamfund
Efter tre år blev hun afløst af et ArbejdsUdvalg, som skulle sikre, at vedtagne beslutninger blev ført ud i livet – de kunne dog afsættes uden videre på et medlemsmøde, hvis deres adfærd ikke faldt i teatrenes smag.
Man aner, at den dominerende politiske orientering i BTS afgjort var venstresnoet – og medvirkende årsag til, at medstifteren Ishøj Teater meldte sig ud allerede i 1973.
I 1977 var teatret til gengæld at finde i Dansk Børneteatersamfund – et kortlevende modstykke til BTS, iscenesat af Inga Juul, hvis teater da var blevet ekskluderet fra BTS for i modstrid med vedtægterne med dels ikke at have produceret børneteater et par sæsoner, dels var gået enegang ved uden om BTS at skaffe sig foretræde for Folketingets Kulturudvalg og også tage kontakt til Skuespillerforbundet (hvor intentionen var stille og roligt at få de mange autodidaktiske børneteaterfolk lempet stille og ubemærket ind i forbundet).
'BTS er socialistisk' – hvilket nok var meget rigtigt – udtalte hun til Politiken forud for stiftelsen af den borgerligt-konkurrerende organisation, der udover de to nævnte kun fik Jan Zangenbergs Teater, Taastrup Børneteater og Teaterbussen som medlemmer.
De mange gøremål
Til gengæld bestod monopolet BTS uantastet de næste knapt 35 år og var i realiteten synonym med dansk børneteater. Organisationen fungerede som interesseorganisation og arbejdsgiverforening – og ikke mindst en snakkelysten diskussionsklub, hvor de årlige generalforsamlinger trak store veksler rent tidsmæssigt med debat og indvendinger og bunker af forslag og modforslag i modstrid med allehånde vedtægter.
På et tidspunkt i 1990'erne besluttede bestyrelsen at organisere generalforsamlingen med debat og fest fredag, så lørdagens egentlige generalforsamling kunne afvikles i nogenlunde stilfærdighed. Takket være tømmermænd og rustne stemmer og behov for at komme hjem…
Men organisatorisk var der mindre slinger i valsen: BTS arbejdede driftssikkert med at forhandle med statslige og andre offentlige myndigheder, fastsætte ensartet prispolitik, lave efteruddannelsespuljer, støtte oprettelsen af Odsherred Teaterskole som børneteatrenes eget uddannelsessted, tage initiativ til det stadig eksisterende Dramatikervæksthus, være fast samarbejdspartner for de store årlige aprilfestivaler, markere sig aktivt i internationale sammenhænge osv. osv. – og være arnested for diskussioner om kvalitetskriterier i børneteaterkunsten, herunder tilbagevendende krav om optagelseskriterier/fri adgang til medlemskab af organisationen.
Kvalitet kontra kvantitet
Efter korte perioder med adgangskriterier og afstemninger af potentielle medlemsteatre fulgte de fleste år blot enkle formelle krav om regnskaber og struktur for at blive medlem.
Men den evigt-eksisterende diskussion om kvalitet kontra kvantitet førte bl.a. ved generalforsamlingen i 2006 – hvor BTS som et historisk højdepunkt havde 63 medlemsteatre – til et påkrævet seminar om organisationens identitet og fremtid.
En markant gruppe blandt de etablerede teatre frygtede en snigende devaluering af dansk børneteaters status – og festivalernes berettigelse – hvis de mange små ‘deltids’-børneteatre fik lov at fylde og dominere børneteaterbilledet. Man ønskede at sikre, at BTS var et ‘brand’ for godt børneteater og ikke bare en samlende organisation.
Der var sågar planer om at danne en ny børneteaterorganisation og afholde egne festivaler, for man menteher, at alt for mange teatre deltog uden at have den fornødne kvalitet på de to store festivaler, Teatercentrums i april og Horsens' i september.
I Horsens tog man selv konsekvensen og lavede i de følgende år festivalen om til en mindre invitations- og siden kurateret festival, mens Aprilfestivalen som bekendt stadig er for alle refusionsgodkendte forestillinger.
De nødvendige kampe
Det var et af de alvorligste anslag i BTS' historie, selvom opsplitningen udeblev. Men organisationens størrelse og (manglende) slagkraft var til stadig diskussion helt frem til fusionen med FAST i september 2011.
Som Jørgen Carlslund (ZeBU), der blev sidste formand for BTS, opsummerede situationen på selve fusionsdagen i Odense:
»Det er vemodigt at lukke BTS, men man skal huske på, at dette er NAVNET, der nedlægges, for ARBEJDET føres videre i den nye organisation. Fusionen er godt for BTS, fordi vi ikke har tid og kræfter nok i den nuværende form til de mange nødvendige kampe.«
I TIO, der med omkring 70 medlemsteatre havde repræsentanter fra ganske små deltidsteatre til store egnsteatre m.fl. blev der oprettet et børne- og ungeteaterudvalg, som dog få år efter var forsvundet, mens organisationen brugte kræfterne på at positionere sig i det samlede teaterbillede. Ganske som det er tilfældet med den efterfølgende fusion – Dansk Teater.
Det stålsatte mantra
Historien om BTS er lang og indholdsrig i modsætning til vedstående næsten kriminelt korte version. Men BTS er forsvundet og organisationens særlige kultur ligeledes. Det skete dog ikke kun via fusionerne, men gradvist op gennem 1990'erne og efter årtusindskiftet, hvor stadigt flere – nu næsten alle – medlemsteatrene gik fra ensemblefyldte og kollektivt ledede teatre til produktionsenheder med en enkelt kunstnerisk eller administrativ leder.
Det betød også generalforsamlinger med mange administrative ledere og få udøvende kunstnere – og en mindre farverig og mangfoldig medlemsskare.
Men BTS' mantra om at 'sikre alle børn mulighed for at opleve børneteater' lever stadig som en tidsånd fra organisationens start for i dag 50 år siden…