'Funestus' er latin og betyder fatal, dødelig, katastrofal. Og Sofie Krog har aldrig holdt sig tilbage for det groteske og makabre. Senest, i 'The House', så vi både lig og kister og bedemænd, blafrende gardiner, mordforsøg og grådige familiemedlemmer i kamp. Ren horror, både uhyggeligt og sjovt, et opfindsomt spil på og med gyser-klicheerne.
Denne gang er det cirkuslivet, der har sat Sofie Krog og hendes partner, David Faracos fantasi i gang. Og ganske som forventet, når det gælder Sofie Krogs Teater, får vi cirkusnumre på stribe – det ene mere grotesk og ekvilibristisk end det andet.
En vidunderlig idé: Det er mikrofonen selv, der taler. Som en ivrig og insisterende sprechstallmeister, som en Kermit på speed, introduceres numrene, og det hele overvåges af et sexy 16 mm kamera i rødt lys a la Reeperbahn og til lummer sengekammer-blues.
En elefant i mangefarvet indisk kostume spiller med en rød bold, der åbenbart har sin egen vilje; en uhyggelig kanonkonge affyrer pludselige skud; to djævelske Mester Jakel'er spejler sig mod hinanden og slås og laver forbløffende forsvindingsnumre foran, bagved og gennem en dør, hvor en voldsom blæst hærger og huserer.
Højdepunktet er en flok lalleglade akrobatiske popcorn, der flyver i luften og springer op og ned og bygger pyramide og gør ved – alt sammen til begejstret musik. Sjove popcorn, sjovt show.
Større klarhed i sammenhængen
Krog og Faraco kan deres kram. Det er næsten ufattelig, hvad de kan trylle frem med alle deres underlige figurer, så levende, så overraskende og så bevægeligt.
Men på et tidspunkt faldt jeg af. En kombineret pisk og slange sniger sig ind i foretagendet, omkranser elefanten, fanger alle, og et Houdini-nummer går åbenbart galt. Samtidig foregår der ting på skærmen ved siden af cirkusset: En ulyksalig skurk med rådne hensigter vil ødelægge forestillingen.
Vi skal følge Houdini-kassen ned i vandet, og vi skal op og flyve med slangen og kanonkongen, og det mindste popcorn – junior så at sige – skydes også op. Indfaldene tårner sig op, mængden af risici ved dette vanvittige cirkus skaber total båndsalat, og sammenhængen bryder sammen, bogstaveligt talt.
Jeg er fuld af beundring for Sofie Krogs Teater: For de sjovt groteske figurer, for de fandenivoldske indfald, for de burleske historier, og ikke mindst for den håndværksmæssige udformning og udførelse. Her er fantasi i mængder, som blader på træerne.
Men denne gang blev jeg siddende med et ønske om større klarhed i sammenhængen, om at ideerne ikke snublede over hinanden og dyngede hinanden ned. Jeg synes, at det er svært at gennemskue, hvilken historie de vil fortælle, hvilken sammenhæng der egentlig er.
En cirkusforestilling indebærer selvfølgelig nummer efter nummer uden nogen nødvendig sammenhæng. Men det er for enkelt, det er for lidt til en teaterforestilling. Det har Sofie Krog og hendes partner forstået, men i iveren efter at fortælle en hel historie er de faldt over deres egne ben.
Men jeg elskede mikrofonstativet – og enkeltvis er numrene seværdige og mere til.
