Historien om Noahs Ark er så vidunderligt overskuelig: To dyr af hver slags skal hoppe op i båden – og så er det ellers af sted væk fra syndfloden.
I Teater Nordkrafts uimodståelige forestilling, ’Ved arken klokken otte’, er problemet bare det, at der faktisk er TRE pingviner tilbage. De er venner, og de to af dem vil altså ikke lade den sidste i stikken. Heller ikke selv om hun faktisk er en ’ond’ pingvin, der ikke kan lade være med at gøre alt det forkerte.
Forestillingen er en dramatisering af Ulrich Hubs børnebog. Og det er lykkedes instruktøren Alex Byrne at skabe en så munter og underfundig, men også tankefuld forestilling, at tilskueren faktisk kommer igennem alle menneskehedens største og mest komplekse følelser undervejs.
Her er alt det, som Biblen skriver om – trofasthed, medlidenhed og kærlighed. Men det udtrykkes altså i gakkede kuffertstunts mellem tre pingviner og en rød brevdue…
Kostumehumor
Scenografen Nathalie Mellbye har fået det optimale ud af en nøgen scene og en sofa. For på bagsiden af den fine, svungne sofa viser selveste Noahs ark at være placeret – møjsommeligt udskåret i træ som et ’dukkehus’ med et dyr i hvert et værelse (undskyld, kahyt!), der endda har en fin ministanderlampe med rigtig elektrisk pære. Den ark er et eventyr i sig selv.
Pingvinerne er klædt ud, så man ikke kan lade være med at smile. De har sort og hvidt tøj i alverdens snit og mønstre. Men strømpeholderne er helt ens – ligesom lakskoene og de gule svømmebriller. Det er virkelig kostumehumor!
Den røde brevdue, der flyver rundt og fortæller dyrene, at de skal møde op ved arken klokken otte, er til gengæld udstyret som en model med haute couture-slag og håndsyet brevtaske og handsker. Senere får duen også lov til at flyve ud og finde den berømte olivengren. Alt er, som det skal være – med skønneste finesse.
Klovnekvinder
De fire kvinder i ensemblet spiller herligt. De er komikere alle sammen, og de får tydeligvis lov til at spille på de sider af det komiske, som de hver især bedst kan lide.
Margit Szlavik har sin indre klovn med sig inde under pingvinpelsen – hun kan stirre med øjnene og være så betuttet eller bekymret eller bedårende, at tiden virkelig står stille. Anne Abbednæs kan spille på sin ukuelige foretagsomhed og sin logiske sans, endda midt i syndfloden. Og Marie Mondrup vælter rundt i sin store krop med sit uimodståelige smil, så alle smelter.
Maria Myrgaard er udenfor, naturligvis. Det er man, når man har sagt ja til at være officiel brevdue med tidsplan og rødt flyveslag. Men hun spiller den stressede due så vidunderligt stewardessegrotesk og filmstjerneselvsikkert, at man godt kan forstå, at pingvinerne alligevel til sidst må forbarme sig over hende.
Guds fejl
Forestillingen har et flow og en fremdrift, som får tiden til at flyve af sted. Både for de 7-10 årige børn og deres medbragte voksne. Og Alex Byrne har indlagt nogle voldsomme, symfoniske musikstykker fra den store klassikerafdeling, så både duen og arken vitterlig flyver af sted over stormbølgen.
Samtidig formår stykkets religiøse og filosofiske replikker at skubbe så dejligt konkret til hele skabelsesdebatten. Som når den ene pingvin forklarer det svære ved Gud:
'Gud har bare én fejl: Gud er usynlig'.
Se, sådan kan man tydeligvis lære voldsomt meget af pingviner. Også selv om de lugter temmelig kraftigt af fisk.
