Ikke noget med at være bange for Wagner. Ikke noget med at frygte indviklede heltesagn. Bare to smækre sild og to machomænd med en mikrofon i hånden. Så styrter Sangen om Sigurd og Brynhilde
ud over klipperne i forrygende, firstemmig disharmoni.
For Det lille Turnéteaters nye forestilling har en forførende energi over sig. Ina Miriam Rosenbaum har iscenesat Ulla Britt Simonsens besnærende sange, så den onde fortælling flyver afsted med dragefart: Fortællingen om Sigurd, der lover Brynhilde evig troskab, men som forhekses, så han glemmer alt om Brynhilde og tager Gudrun i stedet for…
Karsten Johansens tekst er lige så ligetil, som hans sangreplikker er skæve og mystiske. Alt kommer til at rime på den mest mundrette facon. Vildt sprogligt opfindsomt og meget tættere på rappens univers end på operaens. Og meget sjovere.
De fire performere har tilsvarende overrumplende sangstemmer, tilsyneladende lige så naturligt begavede og garvede inden for barbershop som inden for kelterballader og rock og salmesang. Rikke Buch Bendstsen og Josephine Nørring er skønmøer i strittende skørtestivere og vilde håropsatser, og Thomas Chaanhing og Thomas Guldberg Madsen spiller deres bejlere med seje skuldertræk og feje blikke.
Ga-da-Gunnar
Takket være Lise Klittens tjekkede kostumer fremstår de som idoler på en catwalk: Hvidt i hvidt. Råt i råt. Flot i flot. Samtidig er rummet lykkeligt renset for borgkulisser. I stedet har Pernille Plantener Holst blot opsat tre vægge som baggrund for nogle stemningsskabende videoprojektioner, (der dog ikke bidrager alverden til forestillingens fremadskriden). Hele fortællingen er lagt over i performernes stemmer og opgearede kropssprog. Ga-da-gung, ga-da-gung, ga-da-Gunnar…
Der ligger en fin em af skæbnetro over forestillingen. Forestillingen udpensler grumt smerten ved at blive bedraget, men også smerten ved at indse, at bedraget er uundgåeligt – netop fordi man ikke kan styre kærligheden.
Hermed smyger opsætningen sig elegant uden om enhver religiøs tolkning, samtidig med at den fastholder fortællingens eksistentielle karakter. For kan man virkelig ikke selv bestemme, hvem man kommer til at elske? Og kan man heller ikke lære at elske, den man nu engang får?
Gi-da-Brynhilde
Forestillingen lader til at tænde teenagepublikummet. Den hippe æstetik går tilsyneladende rent ind, sammen med den direkte facon at diskutere kærlighed på. For hvad er det lige, der gør en almindelig fyr til en scorekarl? Og hvorfor kan man ikke bare glemme en fyr, når han ikke længere vil være kærester?
Det har Det lille Turnéteater svar på. Så selvfølgelig sidder teenagerne på kanten af stolen og sluger det hele. De nyder, hvordan performerne træder ud af rollerne og kommenterer på sig selv og de andre – uden at fortællingen bremses det mindste. Det pirrer tydeligvis, at historien kan tåle, at man stiller spørgsmål til den undervejs.
For denne historie er en urhistorie, og det skaber tydeligvis respekt. Dermed bliver forestillingen også en gave til teenagernes voksne – og ikke mindst til de lærere, der er ved at gå død i temauger og projektopgaver. Giv dem Brynhilde, siger jeg bare.
Anmeldelse fra BTA 145