Er der virkelig ingen homoseksuelle blandt alverdens mandlige elitefodboldspillere? Statistisk set er det tæt på umuligt – så hvorfor står de ikke frem? Hvad er det med bøsser og boldspil, der tilsyneladende ikke kan forenes?
Det handler om homoseksuelles repræsentation, når Hils Din Mor og Teatret Masken i Nykøbing Falster tager Tipsbladet fra munden og beder fodboldkulturen om at komme ind i kampen. Der skal regnbuefarvede armbind og homospillere i feltet i en fart. En bøsse er én, man vinder medaljer med.
I ungdomsforestillingen ’Offside’ tager det unge fodboldtalent Nicks liv pludselig en drejning, da Asbjørn fra Holte flytter til Nicks fodboldklub. Hele hans liv handler om fodbold. Meget lidt om piger. Og det viser sig, at der er en grund til det. For Nick er til fyre.
Men kan man det, når man har ambitioner om at spille på landsholdet? Når man har en far, der bruger ordet ’bøsse’ som skældsord? Når Michael fra holdet siger, at alle fra Holte er homoer?
Nick holder det nede, og når man gør det, vokser tingene altid op over hovedet på én. Og heldigvis viser det sig, at Nick bekymrer sig uden grund. Man er nemlig god nok, selvom man er ’fra Holte’. Og ham ’bøssedommeren’ ender også med at give det røde kort til modstanderholdet for homofobisk adfærd på banen.
Mange homoseksuelle møder had og diskrimination. Men uden i øvrigt at underdrive dén problematik fokuserer ’Offside’ langt mere på det sprog og den machokultur, som fodboldverden – og givetvis et væld af andre fællesskaber – dyrker uden selv at bemærke det. Selvom man ikke taler om homoseksualitet, når man bruger ordet ’svans’, så er der homoseksuelle omkring os, der føler sig ramt.
Dermed er der igen tale om relevant og vigtig scenekunst fra Hils Din Mor, der tilføjer endnu en succes til rækken af LGBTI+-forestillinger.
Velskabt trods skævert
Peter-Clement Woetmann og holdet har tilsammen skabt et særdeles vellykket drama, som ligger lige til straffesparksbenet, hvad angår historiefortællingen, og samtidigt både underholder og bevæger os. Manuskriptet dribler også nogenlunde letbenet udenom fodboldklichéerne (hvilket denne anmelder vist slipper knap så heldigt afsted med…), og de gengiver nogenlunde troværdigt den jargon, der kunne høres på et gennemsnitligt drengefodboldhold.
Kun en lille smule kommer det hele til at kludre sammen, da Nick skal springe ud. Her er det, som om forestillingen falder i en rille, den ikke kan hoppe ud af igen. Det synes på en måde sværere for dramatikeren at rive plastret af, end det er for Nick.
Men når det endelig er sket, får vi skubbet historien hen i retning af en klassisk happy ending, så de fleste har svært ved at holde et ’årh’ tilbage. En enkelt udbryder et ’ad’ – og den kan man så tale videre om i klassens time hjemme på skolen.
Selvom der er krediteret to instruktører, så virker forestillingen egentlig ganske enstemmigt iscenesat. Især hvis vi lige ser bort fra det øjeblik, hvor Nick højst overraskende finder en mikrofon frem og (i øvrigt udmærket) synger en sang af popbandet The Minds Of 99. Hvad var det lige for et påfund? Udtrykket virker egentlig fint, men grebet er en stilistisk skævert.
Det samme kan man sige om det mærkelige, glitrende, kunstgræsagtige plysmateriale, som man har valgt at beklæde vægge og gulv med i scenografien. Har man mon tænkt, at det sammen med de stadionagtige lamper kunne skabe associationer til grønsværen?
Vi kommer ikke helt derhen. Men Lise Marie Birchs ellers velindrettede sceneindretning klarer i øvrigt scenografiopgaven udmærket. Den giver plads og rum til alt fra glimmerfest hjemme hos Amanda til drengesladder i omklædningsrummet.
Sublim skuespillertrio
Forestillingen spilles af tre mænd, der mildest talt spiller røven ud af fodboldshortsene. Mathias Bøgelund, som denne anmelder efterhånden har fået rystet ud af den komediekasse, som jeg fik proppet ham ind i under hans uddannelse, gør hovedpersonen Nick både sårbar og interessant. Langt fra komisk, men i høj grad følsom. Han skildrer den konflikt, som karakteren åbenlyst må være i, uden at det bliver patetisk eller plat. Det må være en svær line at balancere på – men han holder balancen.
Asbjørn, der kommer ind fra Holte, bliver spillet af Peter Schlie, som også i Hils Din Mors ’Den sommer far blev homo’ gjorde et godt indtryk. I ’Offside’ falder vi pladask for ham fra første øjekast, og vi sætter dermed alt ind på, at deres forhold skal lykkes.
Den noget ældre René Benjamin Hansen, som vel er synonym med en Hils Din Mor-produktion, spiller også i denne forestilling flere unge roller. Og han kan altså noget med at være en voksen, der spiller ung, på en måde der både er overspillet og troværdigt, og som aldrig bliver pinligt for nogen. Det troede man ellers var umuligt. Det er som at se naturlovene brydes, når han går på scenen.
Alt i alt er ’Offside’ en velspillet, velskrevet og velskabt forestilling, der ikke mindst italesætter et væsentligt tema, som rækker langt ud over seksualitet og fodbold. Når det gælder rummelighed i vores sprog, er vi mennesker nemlig langt fra færdige med at udvikle os.