Selvfølgelig skal babyer også have mulighed for at opleve scenekunst. Vi voksne ved selvfølgelig ikke, hvad de egentlig tænker om den kunst, der udspiller sig for øjnene af dem. Men at dømme ud fra babyernes reaktioner, så bliver de nysgerrige på teater på samme måde, som de er nysgerrige på alt muligt andet i verden. Børnene er jo ikke begrænset af den rationelle viden, som vi voksne har tillært os, så de kan antagelig begribe og sanse kunsten med meget mere åbent sind end os andre.
Danseteatret MYKA spiller nu forestillingen ’Ocean’ for babyer på 3-7 måneder – altså babyer, der endnu ikke har lært at kravle, og som derfor kan sidde i skødet hos deres mor eller far uden at forvilde sig med ind i forestillingen.
’Ocean’ lader til at foregå nede under vandet eller måske i en drypstenshule. Får 302’s lille teaterrum er i hvert fald blevet indrettet med de forunderligste lamper og uforklarlige ting, der hænger ned fra loftet, så lys og mørke veksler som på et skønt gemmested. Og her i selve scenografien er mødre og babyer så placeret rundt om dansearealet.
Som hvirveldyr
Scenograferne Baum & Leahy har sammen med Emilie Alstrup skabt kostumer, der både virker som sære blækspruttevæsner, men også som levende koraller. Neonlysende hovedtøj vipper og drejer, mens skeletagtige plader oven på dansernes kostumer får dem til at ligne hvirveldyr i bølgeskvulp. Smukt og sært, men også dybt beroligende. Både for babyerne og for deres voksne. (Og alt er åbenbart skabt af bæredygtige materialer og upcyclet havplastic – til beroligelse for de voksne.)
Det er komponisten Erik Christoffersen, der har skabt undervandsmusikken til denne næsten sakrale verden – med sfæriske lyde af wellness. Koreografen My Grönholdt har ladet de to dansere bevæge sig langsomt ind i rummet. De nærmer sig tillidsfuldt babyerne – drejer og bøjer. Nærmest som vandmænd, der duver rundt i vandet, mens de skubbes af bølgerne.
Danserne virker dog bedst, når man kan se deres øjne. Det er deres blikke, der får både babyer og voksne til at fokusere. Ellers trues dansen med at blive til en slags kropsinstallation. For forestillingen rummer ingen handling og intet plot. Blot en væren, der fint drives frem af musikkens forløb, der krones med noget, der lyder som konkyliesusen.
Havnymfeduet
Danserne har fundet samme blidhed i deres udtryk. Vincent Jonsson bevæger sig med store, langsomme hvalbevægelser, men Julie Rasmussen snurrer og glider rundt i hurtigere og mere temperamentsfulde dyk. Med sjove sammenstødsløft og glimt af electric boogie inde under koralrevsbevægelserne.
Undervejs opstår faktisk også nogle synkrone skovlebevægelser, der giver mindelser om havnymfekoreografien i Bournonvilles ballet ’Napoli’. Omsat til abstrakte væsner i et dybhavsocean.
Mørkets tryghed
Lysdesignet af Sonja Lea dyrker mørket på en næsten okkult måde. Hendes mørke skaber tryghed – helt modsat voksnes logik, der tror, at mørket gemmer på farer. Det er godt set. For babyerne har jo netop ligget i mørke og svømmet rundt, inden de kom ud i lyset. Da jeg oplevede forestillingen, begyndte flere af babyerne at gnaske i scenografien bittesmå lampetråde, der lå anbragt dekorativt rundt omkring, simpelthen fordi deres øjne blev indfanget af lyset fra dem. Det virkede ikke så hensigtsmæssigt eller hygiejnisk. Det må også være sjovere at få babyerne til at se på danserne end på lamperne.
Forestillingens abstrakte univers minder både om nogle af MYKA’s tidligere forestillinger og om Åben Dans’ taktile danseforestillinger. ’Ocean’ er i hvert fald en stemningsforestilling, som tager sit purunge publikum alvorligt.
Forestillingen kulminerer med en samling af skulpturelle æg, der befinder sig rundt omkring i rummet. Er æggene billeder på noget overdimensioneret kaviar? Eller er æggene hilsen til de babyer, der skal komme? Det ved babyerne ikke, og de voksne vil heller ikke kunne give entydige svar. Den slags mystik er god.
Uanset hvad, så virker æggene herligt organiske i dansernes verden. Midt i oceanets tilfældige bølgen.
