’Visse mennesker bliver skrevet ud af vores liv,’ lyder indledningsreplikken fra en kvindestemme til ’Min far kan flyve’ hos Livingstones Kabinet. Pete Livingstone står ellers og smiler i sin netundertrøje, mens han bokser i tangenterne og får beroligende øjenkontakt med os alle sammen. Men det bliver hurtigt klart, at Nina Kareis’ stemme i højttalerne handler om hendes far – og at det faderen, der er blevet skrevet ud af datterens liv. Fordi det blev for farligt at være hans datter.
’Min far kan flyve’ er en stærk og modig musikteaterforestilling om at vokse op med en far, der er psykisk syg. ’Maniodepressiv’ kaldte man det dengang. Nu er betegnelsen ’bipolar’.
Men for datteren, der vokser op, er sygdommen ikke noget, som folk taler om. Til trods for at faderen selv er læge. Hun hører ham tale med moderen i telefonen – og hører, hvordan han prøver at udskyde hendes besøg: ’Det ville passe mig bedst, hvis hun kom i næste weekend,’ siger han. For det passer ham egentlig aldrig, at hun kommer på besøg.
Omsorgssvigt
Det er rå kost. Det er ulykkelige erindringer. Det er omsorgssvigt, og det er helt ufatteligt, at der ikke dengang var nogen, der greb ind. Fra familien, fra skolen, fra kommunen. Også selv om det skete i 1970’erne.
Forestillingen er bygget op som små erindringsscener, den ene mere grotesk end den anden. Det flotte er, at det er lykkedes for dramatikeren og instruktøren Nina Kareis at skabe en selvbiografisk forestilling, der aldrig nogensinde uddeler skyld. Hun genskaber bare bizarre øjeblikke fra sin barndom, men fastholder hele tiden barnets blik og barnets undren. Når de f.eks. sejler ud med hans elskede båd, men hun bare får et reb bundet om maven og smidt over bord, så hun kan ’nyde’ at svømme efter båden. Eller når han kører ræs på stranden i en ny bil så hurtigt, så hun brækker sig af køresyge. Vel at mærke mens han selv spiser vaniljeis.
Scenografien af Johan Kølkjær har samme fragmentudtryk. Der står et træhus på midten af scenen. Men hurtigt viser det sig, at husets vægge forsvinder og flytter rundt. Fortællingens trygge hjem forvandler sig altså helt fysisk til et utrygt ingenmandsland. Det er et brutalt, men godt billede på den bipolare ustabilitet.
Samtidig er der heldigvis sjove påfund undervejs, der får stemningen til at lette og håbet til at spire. På trævæggene opstår ikke mindst et sommerblinkende hav gennem et håndholdt diasshow med billeder af blå bølger, mens en lille modelsejlbåd trækkes i snore gennem luften, som om det var et cirkusnummer. En stor fest skildres effektivt ved hjælp af en masse balloner. Pustet op til festen som gave til den far, der selv tror, at han kan alt. Også at han kan flyve…
Brede fødder
På scenen optræder de tre performere i et spændende fysisk udtryk, hvor de bevæger sig rundt i en synkronkoreografi. Bo Carlsson, Amia Miang og Troels Kortegaard Ullerup glider ind og ud af forskellige roller med stille kroppe og udtryksfulde hænder, mens Pete Livingstone slutter sig til dem fra sine keyboardtangenter. Skuespillerne bærer dyremasker, der er udformet som huer af gummi. Men de garvede dukkespiller-skuespillere udtrykker sig alle sammen helt frit, uanset om de har masker på eller ej. Med evnen til at udtrykke en sindsstemning alene gennem en ludende ryg eller et par rystende hænder.
De er alle fire iklædt fløjlsbukser i forskellige brune nuancer og brede lædersko, sådan i bedste 1970’erstil. Skoene passer til pigens ’ekstraordinært brede fødder’, som hendes far kaldte dem. Han er stolt over, at hun har arvet fødderne fra ham. En ægte og sund arv. Det er virkelig rørende.
Faderens maske er en brun bjørnemaske, som han bærer over en sortternet skovmandsskjorte. I hvert fald indtil han bliver så syg, at han bliver indlagt. Så forsvinder den stærke, trygge bjørn, og faderen får i stedet hovedpuder rundt om hovedet som beskyttelse. Men faderen kan også sagtens dukke op som fire forskellige udgaver af sig selv, nemlig når alle fire performere bærer bjørnemaske og netundertrøje samtidig.
De mange bjørnefædre taler og taler. Gentager sætninger og fletter sætninger. Uden at der nødvendigvis er hoved eller hale i det. Når man hører pigens undrende stemme gennem højttalerne, kan man i hvert fald godt forstå, at hun er forvirret. For hvem er egentlig den mand, der er hendes far?
God stilisering
For teenagetilskuerne er historien formodentlig endnu mere barsk end for voksenpublikummet. Uanset om de unge selv har psykisk sygdom tæt inde på livet, eller om de bare kender andre, der har det.
Men netop forestillingens fjollede og mærkelige dyremasker skaber en god stilisering, der inviterer alle inden for i det syge univers. Der opstår simpelthen en velgørende distance til det svære emne, så der bliver plads til masser af lettede grin på tilskuerrækkerne. Det er godt gået.
Dramaturgisk virker forestillingen dog mere indviklet, end den behøvede at være. Fortællemæssigt har Nina Kareis tydeligvis gjort meget ud af, at historiens mange scener ikke skal fortælles kronologisk. Hun gør det i hvert fald hurtigt klart, at faderen i dag er død – måske for at berolige publikum om, at mareridtsopvæksten altså er overstået.
Men det ville alligevel nok være lettere at forstå fortællingen, hvis den bare fulgte hendes barndom og faderens skæbne med scenerne i traditionel, kronologisk rækkefølge. Så ville man heller ikke blive så overrumplet, når faderen allerede diskuterer selvmordsmetoder ti minutter inde i forestillingen, mens hans lille datter lytter på. Det er grove løjer. Også for os som tilskuere.
Respektindgydende
Alligevel forlader man forestillingen hos Livingstones Kabinet med en følelse af lethed. Man mærker, hvordan håbet og drømmene alligevel fik overtaget i denne piges liv. Og man konstaterer, hvordan Nina Kareis som erfaren performer og teaterinstruktør netop har formået at transformere sin barndoms smerte og sit følsomme sind til teaterudtryk, der kan bevæge andre. Det er smukt, og det er kærligt – og det indgyder respekt.
Og så er det jo fantastisk, at hendes livsmakker Pete Livingstone formår at skabe sange og melodier og ikke mindst musikalske temaer, der fuldstændig præcist rammer Nina Kareis’ stemningsskift. Aldrig er han i tvivl om en forestillings grundtone. Altid skifter han rytme, når følelserne ikke kan bære mere. Videre og videre, ind i musikken. Med hans beroligende skotske stemme som livsopmuntrende instrument.
I ’Min far kan flyve’ er musikken lige så jordnær, som den er luftig og let. Den kan rumme beskrivelsen af det bipolare sind – og den får skæbnefortællingen til at løfte sig. Sammen med ballonerne og drømmen om en tryg barndom.
