Af: Kirsten Dahl

22. marts 2016

Billedpoetisk alderdomsepos

Træers (krogede) grene og (gamle) menneskers blodårer smelter sammen i en visuel smuk overlapning i 'Beskæring', som emmer af kunstnerisk begavelse, sanselighed og nænsomhed.

Nævn en forestilling af Carte Blanche, hvor naturen ikke indgår. Det er vist nærmest en umulighed. Det er næsten som om Sara Topsøe-Jensen ikke kan lade være. At det er indlejret i hendes scenekunstgen.

Hun bringer naturen – den uberørte, frodige, mangfoldige og vildtvoksende – ind i de forestillinger og installationer, hun iscenesætter. Hun tvister, leger og drejer naturens finurligheder, storhed og ubegribelighed i et univers med performere, musik og iscenesatte rum.

Det sker også i 'Beskæring', hvor hun er gået sammen med CoreAct om at bringe et udpluk af 288 fortællinger, fortalt af ældre på 13 plejecentre, ind i en teaterramme. Det er blevet til et fascinerende udtryk for det at ældes og for det at generationer mødes.

Vi reder deres hår

'Vi reder deres hår og vi aer dem. Der skete noget særligt, når vi rørte dem. Det var som om en længsel blev vakt'.

Den sentens bliver sagt hen imod slutningen, hvor Anika Barkan sidder på en stol og forestiller en ældre dement kvinde på et plejecenter, mens Helene Kvint er hende, som fletter hendes hår. Vi får et billede på den virkelighed som forestillingen bygger på og inddrager vel at mærke uden at lave de gamles fortællinger om.

Barkan og Kvint har tydeligvis taget sig tid på de plejecentre, de har besøgt. Og Kvint har tillige gravet erindringer og materiale frem som hendes morfar, Willy F. Hansen, bedrev som overstadsgartner i København. Stribevis af dias, bogen 'Træer i Byen', optegnelser og minutiøse systematiseringer af flora og botanik.

I selskab med Topsøe-Jensens sanse-visuelle-performance-arbejde er fortællingerne kommet ind i en ramme, som langsomt zoomer publikum ind i et univers, hvor det snarere end at få en masse konkrete ordfortællinger bragt ind på scenen, handler om at mærke stemninger og vandre ind i egne rum af erindring – animeret af det, som udfolder sig på scenen og via det direkte samspil med publikum, som også er.

Træers forbavsende former

Træer og grene i forbavsende former og blomster i mange kulører og af alle mulige slags spiller en stor rolle. De transformeres op på de mange dias-film-lærreder, som befolker scenen.

Performerne beretter om de mange varierede arter. Barkan klipper grene itu med et ørnenæb. Begge står helt stille med hver deres store forgrenede gren i et panorama af lyserøde japanske kirsebærblomster.

I en collage af musik, billeder og fortælleuddrag laver forestillingen en uudtalt, sanselig sammenligning mellem træet og mennesket. En måde at iscenesætte på, som gør, at vi gennem naturen mærker mennesket.

Vædder-nærvær

Som en fin finesse bærer performerne undervej helmasker: En vædder med solide snoede horn. Det spejler tillige det faktum, at performerne også på plejecenterbesøgende undertiden bar masker, hvilket skabte en god kontrakt om, at her var det i orden at være, lige sådan som man var – eller som performerne forklarer det i forestillingen: Vi var sammen med dem 'uden at stille dem til regnskab for det, vi andre kalder virkelighed'.

Fra små beretninger om de gamle bevæger forestillingen sig mere og mere over i at fylde på det visuelle, musiske og nonverbale kropslige plan. Vi får fortsat små både filosofiske og morsomme uddrag af hvad de ældre har sagt, og efter introduktionen af demens også funderinger fra performerne så som: 'Hvornår mon min mor ikke længere kan huske mig? Og kommer jeg en dag til at glemme mine egne børn?'

Godt beskåret

Hvad der mere er at komme ind på? Masser – i et performance-montage-udtryk, der gør indtryk auditivt og visuelt og som minder os alderdom, samvær og generationsskifte. Et udtryk med porcelænssvaner. Giraffer, akrobater og badenymfer. Med florlette forhæng som trækkes for og fra som erindringsgardiner. Med stemninger af en lysforladt mørkekammer-kælder. Med en undervejs særegen brutalitet i ordvalget. Med lyd af både motorsav, sangskat-klassikere samt gamle sukkersøde popslagere, der tager sig helt væsens-substantielle ud. Med dias-billeder fra 50'erne og 60'erne. Og meget, meget mere.

'Beskæring' er lykkedes, fordi man i en kunstnerisk kompetent proces har skåret til og valgt fra – ligesom man fjerner grene og vildskud fra træer, for at de derved bliver sundere, smukkere og træder stærkere frem.

Seneste anmeldelser

Seneste anmeldelser

Strålende øjne i Betlehem
Parkteatret:
'Marias barn - Guds søn'
Scenerne om Jesus fænger mest i Parkteatrets ambitiøse kristendomsforestilling ’Marias barn – Guds søn’
En klovn skal finde sig selv
Teater Vestvolden:
'Rend mig i traditionerne'
Klovnesminke og kæmpe kanonslag understøtter skildringen af den utilpassede David i Leif Panduros ’Rend mig i traditionerne’, som i Teater Vestvoldens version måske er mere indadskuende end romanen.
Forundringsperformance
Live Art Danmark:
'Hverdagen - Verdens kedeligste forestilling'
’Hverdagen’ er et ambitiøst performanceprojekt af Live Art Danmark. En scenisk spejling af performancekunstens historie, der både er avanceret og mærkelig – og kedelig.
Livsteater med sjælden renhed
Teater Rum:
'Sangen om Oda og Anton'
’Sangen om Oda og Anton’ med Teater Rum har noget barnligt enfoldigt over sig, hvis ægthed ikke er til at stå for.
En originals frihedstrang
Syddjurs Egnsteater, Museum Ovartaci & Hakkehuset:
'Sindet er en sommerfugl'
’Sindet er en sommerfugl’ er fyldt med gode intentioner og kunstnerisk hjerteblod. Men desværre forløses det ikke troværdigt i den mangestrengede forestilling.
Intens opdagelsesrejse
Glad Teater:
'Reflektor'
Glad Teater leverer med 'Reflektor' ikke kun godt teater, men også meget at reflektere over.
Strålende øjne i Betlehem
Parkteatret:
'Marias barn - Guds søn'
Scenerne om Jesus fænger mest i Parkteatrets ambitiøse kristendomsforestilling ’Marias barn – Guds søn’
En klovn skal finde sig selv
Teater Vestvolden:
'Rend mig i traditionerne'
Klovnesminke og kæmpe kanonslag understøtter skildringen af den utilpassede David i Leif Panduros ’Rend mig i traditionerne’, som i Teater Vestvoldens version måske er mere indadskuende end romanen.
Forundringsperformance
Live Art Danmark:
'Hverdagen - Verdens kedeligste forestilling'
’Hverdagen’ er et ambitiøst performanceprojekt af Live Art Danmark. En scenisk spejling af performancekunstens historie, der både er avanceret og mærkelig – og kedelig.
Livsteater med sjælden renhed
Teater Rum:
'Sangen om Oda og Anton'
’Sangen om Oda og Anton’ med Teater Rum har noget barnligt enfoldigt over sig, hvis ægthed ikke er til at stå for.
En originals frihedstrang
Syddjurs Egnsteater, Museum Ovartaci & Hakkehuset:
'Sindet er en sommerfugl'
’Sindet er en sommerfugl’ er fyldt med gode intentioner og kunstnerisk hjerteblod. Men desværre forløses det ikke troværdigt i den mangestrengede forestilling.
Intens opdagelsesrejse
Glad Teater:
'Reflektor'
Glad Teater leverer med 'Reflektor' ikke kun godt teater, men også meget at reflektere over.